Politiker og rektor starter rådgivningsfirma

Gratis DVD-film skal fastholde medarbejdere

Urmagerens søn

• Urmagerens søn - 1

Array

'Patek Philippe' står der diskret skrevet midt på urskiven. Det polsk-franske urmærke har et motto: 'Du ejer aldrig et Patek Philippe. Du passer kun på det til næste generation.' Og det har Christian Mathiesen faktisk tænkt sig at gøre.

Uret fik han som en julegave fra sin et-årige søn, Axel, og det er tanken, at Christian Mathiesen vil give uret videre til sønnen, når han engang er voksen nok til at kunne passe på det. Næsten ligesom Christian Mathiesens far, urmager Ole Mathiesen, gjorde med sin forretning i 2004.

Efter i mange år at have 'gået om den varme grød', som Christian Mathiesen selv formulerer det, besluttede far og søn, at nu var tiden inde til, at Christian kom ind i familieforetagendet. Det gjorde han i 2000, men først fire år senere overtog han firmaet, der ud over selve butikken på Strøget i København også omfatter det internationalt anerkendte urmærke Ole Mathiesen.

Det har ligget i kortene, at Chris-tian Mathiesen måske en dag skulle overtage familievirksomheden. Han skulle i hvert fald have muligheden. Men han har aldrig følt noget pres for at skulle overtage virksomheden, der har rødder helt tilbage til 1919. Dengang overtog Christian Mathiesens farfar, Axel O. Mathiesen, urmager Carl Matthæi og J. P. Christensens urmagerforretning, som startede i 1845. I 1962 trådte Ole Mathiesen ind i firmaet, og det er først nu, han er begyndt at trække sig tilbage.

»Men jeg håber faktisk, at han vil være her noget mere end de tre-fire timer, han er her hver dag. Jeg kan godt lide, at han stadig er i huset. Det er ærgerligt, at han ikke er her noget mere,« siger Christian Mat-hiesen om sin far.

I dag beskæftiger 'Ole Mathiesen' 15 medarbejdere i Danmark, mens urene bliver produceret i Schweiz, og der er forhandlere over det meste af verden.

Design og markedsføring

Christian Mathiesen er ikke urmager. Og det er han meget bevidst om. Han er urmagerens søn. I stedet tilfører han virksomheden mange andre ting. Hans kompetencer er bl.a. inden for design og markedsføring. Især det sidste ligger ham meget på sinde – og markedsføring er noget af det, der skal gøres noget ved i de kommende år.

Christian Mathiesen er uddannet arkitekt, og i flere år havde han sin egen tegnestue, som arbejdede med industrielt design. Ofte var over halvdelen af opgaverne fra faderens firma, og derfor var det meget nærliggende, at Christian Mathiesen blev knyttet tættere til firmaet.

»Jeg havde det godt i tegnestuen, og jeg trivedes med de mange forskellige opgaver. Men jeg kunne også godt se fornuften i at blive mere engageret i firmaet, og jeg mente, at jeg kunne tilføje nogle af de ting, der skal til for, at virksomheden kan udvikle sig,« siger Chris-tian Mathiesen.

Markedsføring blev der ikke gjort så meget i, før Christian Mathiesen trådte ind i firmaet. Holdningen var, at mærkerne solgte sig selv. Brandet var stærkt nok. Men Christian Mat-hiesen fik med udgivelsen af det første 'Urmagasinet' bekræftet, at der er et behov for at markedsføre ure – og det giver bonus – uden at udvande den eksklusivitet, der er forbundet med den type ure, 'Ole Mathiesen' forhandler.

»Nu kan det hele selvfølgelig langt fra tilskrives, at vi er begyndt at bruge markedsføring mere aktivt, men gennem de senere år har vi oplevet en tredobling i vores omsætning. Vi er gået fra at være en lille spiller til at være en mellemstor spiller på markedet,« vurderer Christian Mathiesen.

Tredoblingen af omsætningen skyldes naturligvis også de guns-tige økonomiske tider i landet. Der er kommet flere penge til forbrug, og målgruppen for eksklusive ure er blevet udvidet betragteligt. I dag er det ifølge Christian Mathiesen ikke noget særsyn at opleve unge mænd på 25 år bruge 20.000-30.000 kroner på et ur.

»Uret er mandens mulighed for at gå med et slags smykke. Alt efter hvilket ur man vælger, sender man en række signaler. Det handler i bund og grund om image. Derudover er mange mænd fascineret af teknikken bag urværket. Det er også helt unikt, og når man køber kvalitetsure, får man altid, hvad man betaler for,« siger Christian Mathiesen.

De findes i store udgaver. De findes i mindre modeller. De kan være runde. Og de kan også være firkantede. Ure i dag er langt mere end to visere, der viser klokken.

»Der er helt sikkert gået mode i at have et lækkert ur. Samtidig ser vi flere og flere, der kommer til os for at købe ur nummer to eller tre. Mænd er begyndt at samle på ure, så de har forskellige ure at skifte mellem,« siger Christian Mathiesen.

Ville have et digital-ur

Han ville så gerne have et digitalur. Og det fik han selvfølgelig. Selv om der ikke var meget schweizisk urværk over Seiko-uret, fik Christian Mathiesen alligevel lov til at gå med det, indtil det blev skiftet ud med et med rigtige visere i studentergave.

»Men jeg har faktisk stadig mit gamle Seiko-ur,« smiler Christian Mathiesen, mens han tydeligvis sender tankerne tilbage til barndommen og instinktivt tager sig til håndleddet, hvor digitaluret engang sad.

Han husker ikke sit første ur, men Seiko-uret står lysende klart i erindringen. Og når han tænker tilbage, har ure ikke fyldt så meget i hans opvækst. I hvert fald kan han ikke svare på, hvad ure betyder for ham.

»Jeg ved det faktisk ikke. Jeg kan ikke rigtigt sætte ord på. Jeg tror ikke, de betyder noget særligt for mig. Jeg nyder at se på et flot ur. Og jeg nyder at kende til det urværk, der gemmer sig bag glasset. Og jeg synes, ure er smukke,« siger Chris-tian Mathiesen.

At skulle arbejde sammen med sin far hver dag er måske ikke drømmejobbet for ret mange mennesker. Men for Christian Mathiesen er det en fornøjelse. Far og søn deler værdier og holdninger. Dermed er der sjældent optræk til konflikter.

»Han har været god til at træde tilbage og give mig plads. Det er vi også nødt til. Men vi har et meget homogent samarbejde. Jeg havde faktisk ingen betænkeligheder ved at skulle arbejde sammen med min far. Vi er lige konservative,« kommer det med et grin fra Christian Mathiesen.

Han sidder på tredje sal i bygningen på Strøget, som familien har ejet siden 1930’erne, og som huser butik, urmagerværksteder og kontorer. Tredje sal er stadig Ole Mathiesens. Med en enkel PH-lampe og en kalender på sit skrivebord, der er omringet af bornholmer-ure, tager Christian Mathiesen plads, da han skal fotograferes. Normalt sidder han der aldrig, selv om det er ham, der har titel af administrerende direktør i firmaet. Tredje sal forbliver Ole Mathiesens, indtil han ikke længere ønsker det. Og sådan skal det være, mener Christian Mathiesen. Der er stor respekt for faderen, der har ført familievirksomheden til det, den er i dag.

Selv om Christian Mathiesen aldrig har følt sig presset til at skulle overtage familievirksomheden, har han allerede nu en drøm om, at hans et-årige søn Axel på et tidspunkt vil fatte samme interesse for firmaet, som han selv gjorde.

»Jeg synes selv, at jo ældre det bliver, jo mere spændende bliver det, og jo sjovere bliver det, hvis vi kan holde det inden for familien. Men nu må vi se. Jeg ønsker heller ikke at presse ham til noget, hvis han har andre ønsker for sin tilværelse.«

For lave priser

For over 40 år siden besluttede Ole Mathiesen sig for, at der var brug for et urmærke, der havde den schweiziske kvalitet, og som stadig var til at købe for penge. Det blev til urmærket 'Ole Mathiesen' som dengang kostede mellem 100 og 150 kroner, og som i dag fås for et sted mellem 5.000 og 7.000 kroner. 'Ole Mathiesen” har forhandlere over hele verden, men det er endnu ikke et anerkendt brand som Rolex, Omega og alle de andre. Det drømmer Christian Mathiesen dog om, at mærket snart bliver.

»Vi får mindst en daglig henvendelse fra udlandet omkring vores ure, og jeg synes, det er et interessant ur, fordi det har en høj kvalitet til en rimelig pris,« siger Christian Mathiesen.

Uret er for billigt

På det internationale urmarked er den forholdsvis lave pris for et 'Ole Mathiesen'-ur dog gået hen at blevet et problem. Uret er ganske enkelt for billigt til, at nogle forhandlere ønsker at have det i deres sortiment. I sig selv en paradoksal situation, da kvaliteten ikke fejler noget, men det får ikke Christian Mathiesen til at hæve prisen for at komme ind på markedet.

»Det er stadig min vision, at urene skal være til at købe for penge. Det har været min fars tanke fra start, og den agter jeg at følge. Men derfor kan vi godt blive nødt til at regulere lidt. Men det skal stadig være sådan, at almindelige mennesker med en almindelig indkomst har råd til at købe et ‘Ole Mathiesen’-ur.«

Danmark er det primære marked for ‘Ole Mathiesen’-ure, men også i Tyskland bliver der solgt en del ure fra det danske urfirma. Nu skal territoriet udvides.

»Jeg synes f.eks., det er helt tosset, at vi ikke har en forhandler i Sverige. Men det er først nu, vi er begyndt at kigge på at udvide vores forretningsområde,« forklarer Christian Mathiesen.

Låner ikke til ekspansion

At det ikke er sket før, hænger nok sammen med den nøjsomhed, som springer i øjnene, når man taler med Christian Mathiesen. Der er ingen store armbevægelser. Der er ingen af de klassiske floskler om ekspansion. Her er en mand, der sætter tæring efter næring. Og åbent indrømmer, at han aldrig kunne drømme om at gå ud at låne penge for at ekspandere. I hvert fald ikke hvis det på nogen måde kunne risikere at true familievirksomheden.

»Vi behøver ikke tjene mere. Vi vil hellere holde vores værdier i hævd,« siger Christian Mathiesen.

I sig selv et kontroversielt svar fra en administrerende direktør. Men for Christian Mathiesen lokker den umiddelbare succes ikke mest. Han tænker mere langsigtet. Og her kommer virksomhedens kommende strategi for at blive et internationalt brand ind i billedet igen.

Man bliver ikke kendt i udlandet over natten. Det kræver et langt, sejt træk. Og det er Christian Mathiesen klar til at gøre for virksomheden.

Sidste år var turbulent for virksomheden, fordi der var uro på personalefronten, hvor Christian Mathiesen bl.a. måtte træde til og agere bogholder. Den titel bærer han dog ikke længere. Til gengæld er det først for nylig, han har fået titel af administrerende direktør.

»Vi har ikke gjort så meget i titler før. Det har været meget naturligt, hvem der bestemte. Men nu prøver vi at give alle medarbejderne titler, så de også får et vist ansvar og ved, hvad der forventes af dem i givne situationer. Det bliver lidt en ny måde at lede på, end vi har været vant til. Men fordi vi nu er blevet så store – og gerne vil være lidt større med tiden – er vi nødt til at få defineret vores roller. Det er faktisk en opgave, jeg glæder mig til at påtage mig. Det skal nok blive spændende,« siger Christian Mathiesen, som på ingen måde gemmer sig bag et skrivebord, når han er på arbejde. I stedet ekspederer han også kunder på samme vilkår som de ansatte i butikken.

Christian Mathiesen har i øvrigt mere end et ur. Ikke kun Patek Philippe-uret får lov til at sidde om håndleddet på ham. Naturligvis findes deres også Ole Mathiesen-ure i hjemmet, som han deler med kæresten Alice. Men han går ikke så ofte med dem. Ikke fordi Patek Philippe har patent på håndleddet, men snarere fordi det er det nemme valg.

»Jeg har ufatteligt svært ved at vælge. Jeg kan ganske enkelt ikke. Der findes så mange fede ure, men nu har jeg altså valgt det her, fordi jeg har gået og kigget meget længe på det. Og jeg er bare så glad for det,« smiler han.

Mikrobrygger træder i baggrunden efter tv-hjælp

• Mikrobrygger træder i baggrunden efter tv-hjælp - 1
• Mikrobrygger træder i baggrunden efter tv-hjælp - 2
• Iværksættere får hjælp for åben skærm
• Iværksætterpar får styr på skodrømmen
• Opfinder får tv-hjælp til salgsindsatsen

Array

Der findes entusiaster inden for alle områder, men én mand kan ikke brænde for det hele.

Det har Allan Poulsen fra mikrobryggeriet Brøckhouse indset.

Efter længere tids overvejelse, og efter at have medvirket i DR2-programmet ’Når bundlinjen bløder’, trådte han derfor tilbage som direktør fra 1. januar.

»Virksomheden er i en situation, hvor der er behov for en leder, der virkelig brænder for salg og markedsføring. Det gør jeg ikke«, siger Allan Poulsen.

Han er stadig medejer af Brøckhouse, mens den nye direktør hedder Flemming Troelsen. Han kommer fra en stilling hos hårplejeproducenten Henkel, og har stor erfaring inden for netop salg.

»Når virksomheden har problemer med at sælge produktet, skal direktøren synes, at det er sjovt at ringe til kunder. Jeg blev nærmest lettet, når der opstod problemer i produktionen, som jeg måtte tage mig af,« siger Allan Poulsen, der har en baggrund som Ingeniør.

Han forklarer, at Brøckhouse havde og har en række problemer.

»Vi startede for fem år siden, som et af de absolut første mikrobryggerier. Det eneste problem dengang var, at vi ikke kunne følge med efterspørgslen. Mens vi så fokuserede på at kunne producere nok øl, åbnede der pludselig 100 nye bryggerier,« siger Allan Poulsen.

Manglede strategi

I tv-programmet får Allan Poulsen kyndig rådgivning af en af dansk erhvervslivs vægtige skikkelser, tidligere koncernchef i Lego, Christian Majdgaard.

Han havde tre måneder til at vende en dårlig udvikling i mikrobryggeriet, og rådgivningen gik blandt andet på at målrette salgsindsatsen.

Christian Majgaard forklarer at Brøckhouse led under et typisk problem for mindre iværksættervirksomheder.

»Virksomheder i den størrelse har ikke organisationen til at arbejde med strategisk planlægning. Derfor startede vi en situationsanalyse, der kunne give ledelsen et helikopterperspektiv,« siger Christian Majgaard.

Allan Poulsen frygtede at rådgivningen ville bestå af fire hurtige råd, som blev rystet ud af ærmet. De bange anelser blev dog gjort til skamme.

Tanke før handling

»Majgaards tilgang er, at man skal se før man kan tænke, tænke før man kan planlægge og planlægge før man kan handle. Vi gennemanalyserede alle firmaets tal. Derefter kunne vi se på mulighederne og lægge en plan,« siger Allan Poulsen.

Han slår fast at processen har været lærerig, og selvom beslutningen om at træde tilbage, ikke kommer i direkte forlængelse af tv-optagelserne, så har Christian Majgaards rådgivning skubbet til erkendelsen.

»Hvis man ikke er den fødte sælger, er man ikke den rette til jobbet. Jeg er ingeniør, og jeg synes at det er sjovt at lave øl,« slutter Allan Poulsen.

Programmet ’Når bundlinjen bløder’ om Brøckhouse, Allan Poulsen og vejen til iværksættersucces sendes mandag aften klokken 22:00 på DR2.

Ulrik Wilbek er en benhård leder

Array

Den topstyrende lederfigur er fortsat at finde i sportsverdenen, men tør dårligt stå ved dette eller forvirres af vildfarelsen om, at den selvledende udøver både trives- og præsterer bedre end den lydige udøver.

Et speciale fra Københavns Universitet, der blev bedømt på den gamle skala til et 13-tal, sætter spørgsmålstegn ved denne situation. Dels kan det være, at det normative krav om en coachende leder resultatmæssigt vil være uhensigtsmæssigt. Men hvad værre er, så er det måske det modsatte af humanistisk at ophæve det klare relationelle skel mellem træner og udøver, udtaler Troels Gottlieb, der er forfatter til et speciale om emnet.

Specialet indeholder en kritisk analyse af coaching og Human Ressource Management og disse strømningers teoretiske afsæt i den humanistisk-psykologiske teori og dennes fortælling om det smukke menneske.

Forfatteren mener, at ledelse fortsat hander om klassiske hierarkiske ledelsesdyder som tydelighed, kontrol og magt.

"Vi tror måske, at sejren over Kroatien var et resultat af en særlig blød og især dansk måde at bedrive ledelse på. Det var det ikke. Det var resultatet af autoritær kløgt," konkluderer han.

Specialet udgives af Akademia.dk.

- trichs

Lærlinge kan godt lide frække film

Array

Dermed brydes trenden med faldende tilstrømning inden for industriuddannelser. Opskriften er en målrettet kampagne med viden, humor og sex. Værktøjerne er frække reklamefilm og pågående hjemmesider. Branchen har fået 100 nye elever.

- Vi kan konstatere, at vores utraditionelle kampagne det sidste år har virket med 100 nye elever. Derfor er kampagnen nu udvidet med en sexet TV reklame. Vi prøver, at gøre vores industri mere sexet i de unges øjne, siger direktør Peter Skov brancheforeningen Plastindustrien.

Plastindustrien kører en offensiv TV kampagne med viden om plast tilsat lidt sex og humor for at fange de unges interesse. Frække TV spots skal øge kendskabet til plastmagerne - og få de unge til at vælge uddannelsen frem for at blive tømrere og elektrikere.

Den nye kampagne med frække tv spot, har gjort at op til 30 procent af unge mellem 15-30 år gerne vil se information om plastmageruddannelsen.

- En af vore grundlæggende udfordringer er, at hverken de unge eller deres forældre kender plastmageruddannelsen, fordi den er ung og ikke traditionelt kendt som tømrer eller elektriker, siger Peter Skov.

Plastindustrien har behov for faglærte plastmagere og målet er at uddanne 150 elever om året.

Plastindustrien omsætter for 42 mia. kr. og der er 35.000 ansatte.

Arla-chefen taler frit fra hoften

• Arla-chefen taler frit fra hoften - 1

Array

Arlas topchef Peder Tuborgh har oplevet mere mediestormvejr end de fleste erhvervsledere kommer ud for i en hel karriere. Først skulle han overbevise den muslimske verden om, at den danske mælkeproducent ikke deltog i en smædekampagne mod islam. Dernæst truede en lang række af Arlas andels­havere offentligt med at forlade moderskibet, fordi de var utilfredse med den pris, de fik for deres mælk.

Noget tyder på, at topchefen er kommet igennem stormen med både hat og briller i behold. I hvert fald er Peder Tuborgh netop blevet udpeget som »Årets erhvervs­taler« af Copenhagen Business School, Jyllands-Posten, Dansk Erhverv og kommunikationsvirksomheden Rhetor.

Ifølge prisgiverne, er han god til at fortælle historier på en personlig og nærværende måde. Men er det også sådan, mejeribranchen ser topchefen?

Ja, lyder svaret fra næstformanden i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter (LDM), Mads Schall Holberg:

»Man er nødt til at åbne sig i andelsbranchen. Peder Tuborgh gør et fremragende job. Han lytter til folk og er samtidig meget analyserende og opfatter, hvis der ligger noget mellem linjerne. Efter min opfattelse, nyder han også stor respekt blandt Arlas andelshavere.«

Taler i øjenhøjde

Rådgivende retoriker Søren Mikkel Berg fra Rhetor er heller ikke så lidt begejstret for Arla-chefens stil. Han fremhæver, at erhvervstalerprisen gives til Peder Tuborgh, fordi han repræsenterer en moderne ledelseskommunikatør. En der taler i øjenhøjde med sit publikum.

»Peder Tuborgh bryder rammerne. Der er en tendens til, at mange erhvervsledere er lidt stive i det. Han snakker frit fra hoften og stiller spørgsmål til folk. Han sætter sig selv på spil. Hvis man bryder den der tradition med at tale ud fra et manuskript, så bliver det hele mere levende, og folk bryder ind,« siger Søren Mikkel Berg.

Personen Peder

Sluppet sit manus har Peder Tuborgh. Han går nemlig i stå med et A4-ark i hånden.

»Jeg taler meget sjældent ud fra et manuskript. De få gange, hvor jeg har haft et i hånden, har jeg altid følt, at det ikke flød godt. Energien kom ikke rigtig i gang mellem mig og publikum,« siger Peder Tuborgh.

Udover den frie stil er det personlige touch netop det, som topchefen roses for fra flere sider. Da Arlas andelshavere klagede over priserne, prøvede Peder Tuborgh, at henvende sig direkte til mælkebønderne. Han tog på et »road trip« rundt i landet for at tale med de utilfredse andelshavere.

»Jeg kørte både til Sønderjylland og Nordjylland og deltog i to møder, hvor der var lige knap 2.000 mennesker. Måden at komme i dialog var simpelthen at tage ud og sige: »Her er jeg, og her er, hvad jeg mener«. Det, jeg forklarede, var, at vores virksomhed var sund, og at der ville komme prisstigninger på et senere tidspunkt, og det er også sket,« siger Peder Tuborgh og griner efterfølgende.

Tavshed er guld

Peder Tuborgh gav efter eget udsagn kun to-tre interviews, da Muhammed-krisen rasede allermest. Det var ifølge topchefen ikke nogen tilfældighed. Arla skulle ikke brændemærkes af konflikten.

»Under Muhammedkrisen tog vi hurtigt den beslutning, at det var min kommunika­tionschef Astrid Gade Nielsen, som skulle gå ud og udtale sig meget faktuelt og forklare, hvad krisen havde af konsekvenser for Arla. Vi fornemmede, at der ville komme en kraftig holdningsdebat, som ikke havde noget med vores erhvervsvirksomhed at gøre. Det var meget bevidst, at jeg ikke gik ud og blandede mig i den debat, fordi den havde jo ikke nogen vindere. Og det har den heller ikke i dag,« siger Peder Tuborgh.

Arlas kommunikationsyndling fortryder alligevel lidt sin forsigtighed i de hede Muhammed-krise-dage.

»Ordene skulle vægtes med omhu, og derfor var der ikke så meget kant i det, jeg sagde; men jeg havde et forretningshensyn at pleje. Hvis ikke vi havde fået rettet det op, så havde det været en katastrofe for selskabet,« konkluderer Peder Tuborgh.