Syv ud af ti ledere ser medarbejdernes sygefravær som en bremseklods. Men kan lederne ikke håndtere sygefravær, bør de fratages deres ansvar, mener ekspert i ledelse.
Array
Modified: tir, 12/30/2008 - 09:29
Created: tir, 12/30/2008 - 09:22
6,5 milliarder kroner til sygedagpenge kunne spares, hvis alle havde et optimalt arbejdsmiljø på niveau. LO kræver trivselsundersøgelser på alle virksomheder.
Der er milliarder af kroner at spare og værdifuld ekstra arbejdskraft at hente, hvis alle lønmodtagere arbejdede under lige så gode vilkår som de 25 procent bedst stillede.
En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser en klar sammenhæng mellem folks oplevelse af deres arbejdsmiljø og risikoen for, at de modtager sygedagpenge eller dagpenge året efter.
Ryger helt ud
- Vi kan se, at der er en tydelig sammenhæng mellem både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø og folks risiko for at komme på sygedagpenge. Blandt den fjerdel, der har det dårligste arbejdsmiljø i 2005, er det 7,4 procent, som modtager sygedagpenge året efter, mens det kun er 3,3 procent blandt gruppen med det bedste arbejdsmiljø, siger Jonas Schytz Juul, der er økonom i AE.
AEs udregninger bygger på en spørgeskemaundersøgelse af 11.000 danskeres arbejdsmiljø, som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø lavede i 2005. Jonas Schytz Juul understreger, at støj, stress og ensidigt gentaget arbejde ikke alene afspejler sig i medarbejdernes sygefravær det næste år.
- Sammenhængen bliver endnu mere tydelig, når du kigger på dagpengene. Næsten 13 procent af dem med det dårligste arbejdsmiljø er på dagpenge året efter. Det viser, at der er rigtig mange ekstra hænder at hente ved at forbedre arbejdsmiljøet, så folk ikke bliver syge og i værste fald ryger helt ud af deres job, siger Jonas Schytz Juul.
Støj og stress
Det er ikke kun virksomhederne, men også staten, som har en interesse i at øge indsatsen for et bedre arbejdsmiljø. Det mener LO, som har regnet sig frem til, at staten kan spare 6,5 milliarder kroner til sygefravær, hvis udgifterne til sygedagpenge var på niveau med omkostningerne til den fjerdel af lønmodtagerne med det bedste arbejdsmiljø.
- Der er tale om milliarder af kroner, som ligger lige foran næsen på os. Det handler bare om, hvorvidt politikerne og arbejdsgiverne er villige til at forbedre arbejdsmiljøet og bøje sig ned for at samle dem op, siger LO-sekretær Ejner K. Holst.
Han mener især, at det psykiske arbejdsmiljø trænger til et kærligt eftersyn.
- Virksomhederne er blevet rimeligt gode til at have fokus på røg, støj og møg. Det er det psykiske arbejdsmiljø, som halter mange steder, hvor folk bliver syge af stress. Det er svært, fordi det er sådan noget uhåndgribeligt noget, der ligger på grænsen mellem det klassiske arbejdsmiljøarbejde og ledelsesretten. Mens kollegerne skal sørge for ordentlige omgangsformer, skal ledelsen sikre, at folk er afklarede om, hvad der forventes af dem, siger Ejner K. Holst.
Tjek på trivslen
Selv om LO indgik en sygefraværsaftale med regeringen og arbejdsgiverne før jul, mener Ejner K. Holst ikke, at den er tilstrækkelig til at indkassere den fulde milliardgevinst ved et optimalt arbejdsmiljø.
- Sygefraværsaftalen er et fornuftigt skridt på vejen, men vi mangler at indføre trivselsundersøgelser på alle virksomheder. Selvfølgelig er der forskel på, hvordan det skal gøres på en stor virksomhed og hos den lille murermester, men det vil være en af de allerbedste måder at nedbringe sygefraværet på, siger Ejner K. Holst.
Hos arbejdsgiverne er man imidlertid ikke begejstrede for den ide.
- Medarbejdernes trivsel er noget, alle virksomheder naturligt interesserer sig for, fordi det har betydning for, hvor meget de ansatte yder. Men at indføre lovgivning er bare en masse bureaukrati, som sandsynligvis ikke ændrer noget som helst. For mange små virksomheder vil det medføre en masse administrativt bøvl at skulle lave en undersøgelse af noget, man taler sig til rette om i dagligdagen. Og de virksomheder, der har brug for en trivselsundersøgelse laver den allerede i dag, siger Erik Simonsen, chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening (DA).