Martin Thorborg rejser rundt i verden med familien
Følg vores rejse rundt i verden for at interviewe danske iværksættere
Politikerne på Christiansborg er fortidens ledere..

Politikerne er meget bekymrede, fordi færre og færre danskere interesserer sig for politik.
Man hører den ene og den anden fantasifulde forklaring på fænomenet og senest har den været, at folk bare læse færre aviser og derfor ikke ved hvad der sker på Christiansborg. Medicinen er selvfølgelig at aviserne skal have mere støtte og dertil skal de unge have proppet en gratis avis ind af brevsprækken. Det er sgu god humor...
Må jeg have lov til at give mit eget bud på hvorfor folk ikke gider politik..

I gamle dage var en leder, typisk en specialist som havde gjort det godt. Han vidste derfor alt om sit felt og det var også det man forventede af ham. En sådan leder var ikke rar at arbejde for, men sådan var det alle steder og folk havde derfor ikke noget valg.
I dag er ledere anderledes. De er gode til mennesker og forstår at udfordre og motivere deres medarbejdere. Spørger man dem om noget de ikke ved, så er det ikke noget problem, da deres styrke er at være gode til mennesker og få det bedste ud af dem. Den viden der skal til for at lave produktet, den er hos medarbejderne og ikke nødvendigvis hos lederen.
Den type ledelse har desværre ikke ramt Christiansborg og det er årsagen til at folk bare ikke længere gider politik. Hvornår har vi sidst hørt en politiker indrømme, at det spørgsmål journalisten stillede, kan hun bare ikke svare på? Nej, politikere indrømmer ikke den slags, de snakker uden om og sørger for at bruge så mange fremmedord som muligt, så den almindelige dansker intet forstår. Det gør at seerne tror at politik er langt sværere og mere kedeligt end det er og det fjerner Christiansborg fra borgerne. Dertil er det en udbredt, latterlig og barnlig sport, at nedgøre oppositionen uanset hvad de siger. Det er til at brække sig over og jeg tror de fleste mennesker gennemskuer tåbelighederne, som basalt set hører hjemme i en børnehave...
Den dag en politiker stiller op til interview og på et spørgsmål svarer: ”Det spørgsmål kan jeg ikke svare på, må jeg have lov til at undersøge det og vende tilbage”, den dag begynder danskerne at interessere sig for politik igen.

Lyt til mit indlæg hvis du tør….

Dbh Martin

Her har i mig igen :-)

Så fik jeg tid til dig igen og det er længe siden sidst.
Jeg har haft rigtigt mange sjove projekter og jeg må indrømme at du derfor blev nedprioriteret.
Der er sket meget siden sidst! Børnene er super glade og det er vildt som Emma nu bare taler amerikansk, uden at lede efter ordene. At forstå Mads er ikke blevet lettere, nu er fordelingen 30 % Engelsk, 50 % dansk og 20 % babysprog. Så forleden dag, så prøvede han ihærdigt at fortælle mig noget og han måtte gentage det flere gange, før jeg forstod at det han sagde var: "Far, syntes du ikke jeg er blevet god til at snakke" og det syntes far bestemt han var ;-)

Camille arbejder lystigt på en bog hun er ved at skrive. Hun har god succes med sit website www.kysseguiden.dk hvor hun tjener tæt på 1.000 $ om måneden og 20 min. arbejde om ugen. Mange mennesker kunne tjene de samme penge på at skrive om deres hobby og det er virkelig synd at flere ikke gør det. Årsagen er ofte, at dem der kan finde ud af at lave et website, ikke kan skrive noget folk gider at læse og dem der har meget på hjerte, ikke kan lave et website. Så nu kommer der altså en bog for dem der har noget på hjerte, så de nemt kan lave et website, som kan give lidt penge. Det er ikke sikkert at man kan tjene så meget som Camilla, men hvis man dyrker sin hobby og kan tjene et par tusinde kroner om måneden, så er det da også fint nok. Du kan se konturerne af hendes website her: www.hyggepenge.dk
Ellers hygger hun om børnene og mig og så holder hun styr på salg af min E-pusher bog.

Mig selv, sagde hunden, bruger mange af mine aftener på min nye e-radio, som jeg kalder Thorborgs Talkshow - Der interviewer jeg spændende mennesker og svarer på spørgsmål fra ivrige iværksættere. Jeg må erkende at jeg bare brænder for at arbejder med iværksættere. Man finder bare ikke et mere energisk og positivt folkefærd. Det er næsten uanset hvor hårdt de har det, så er det op på hesten igen og fremad i fuld gallop og det med godt humør. Hvis jeg selv går lidt død i tingene, så skal jeg bare lave noget arbejde på Amino, så er jeg klar igen :-)

I SPAMfighter har vi det lidt hårdt. PC salget er faldet kraftigt over hele verden og når folk ikke køber nye maskiner, så er der heller ikke så mange nye kunder at sælge til. Så vi har spændt livremmen ind og arbejder nu hårdt på at vende depressiv krise, til innovativt brændstof og det er ved at lykkedes. Den sidst uge, er der sket mere i SPAMfighter, end det sidste halve år, så det er nok meget godt at vi er blevet lidt pressede. Og ja, vi var sgu blevet for selvfede og alt, alt for ringe til at drive virksomhed. Sjovt at der skal en krise til før man indser det..

I Amino kører det rigtig godt. Vi gik i skræk-panik i rigtig god tid og før krisen rigtigt indfandt sig. Så vi har trimmet forretningen, så der er meget færre manuelle opgaver og det har sparet os for godt 25 % af vores omkostninger. Dertil har vi løfter salget lidt, ved at fokusere på mange små ordrer, i stedet for de store salg. Det var samme strategi der reddede Jubii under .com krisen, så det er godt at vi har prøvet en kæmpe nedtur før.

I USA er stemningen ret mærkelig. Vi bor i et meget flot velhaverkvarter og der ser vi dagligt uendelig lækre biler, smukke huse og pumpede 70 årige, med store bryster ;-) Men man skal ikke langt væk, før tilværelsen er en anden. Folk bliver fyret og mister deres huse og jeg vil tro at huspriserne efterhånden er faldet 50%. Så hvis du kan bruge et sommerhus et sted hvor solen altid skinner, så kan man købe 250 m2 huse ned til søer, med swimmingpool, Jacuzzi + det løse i et ok område, for 300 - 400.000 $, altså under 2 millioner kroner. Hvis man kan nøjes med en lejlighed, så koster 100 m2 i fornuftig stand, under en million kroner. Men vendt bare, vi skal længere ned...

i SPAMfighter, er min kollega John lige taget på langtur. Amerikanere er nogle sjove størrelser... Han fandt en bil på Ebay som han gerne ville have og nu er han kørt ud, sammen med en veninde for at hente den. Den står 2.000 km.  væk, i et område hvor 20 mennesker lige er døde pga. sne og kulde. John kører af sted i sin gamle bil, på sommerdæk og for at gøre det hele sjovere, så skal han gennem det område, hvor der netop nu er Superbowl. Hele turen frem og tilbage, vil han køre på 3 døgn (Over 4.000 km) og han har ikke set bilen endnu. Slutteligt er den bank han skal låne pengene af sneet helt inde, så han ved ikke om han overhovedet kan få pengene. Ja, for amerikanere er afstand ikke noget man snakker om, man napper blot en dobbel latte, non fat, extra skimmed, upside down, machiato og træder speederen i bund ;-)

Som jeg vist nok fortalte tidligere, så var jeg for nogle uger siden i Las Vegas for at udstille med SPAMfighter. Camilla blev så misundelig, at jeg til hendes fødselsdag, købte Vegas Billetter til os alle sammen. Så derfor sidder vi lige nu i flyveren og snart lander i den eneste lufthavn i verden, hvor der er flere lys rundt omkring landingsbanen, så det er blot at sigte efter den mørke stribe ;-) Og der er nu noget sjovt over at sidde på lokum i Vegas, mens man med det ene øje kan se skiltet hvor man bliver opfordret til kun at smide håndklæder på gulvet, hvis de skal skiftes, for man skal jo være god ved naturen.. Mens man med det andet øje, kan se neon så langt øjet rækker, med et energiforbrug der sikkert kunne drive Tokyo, New York, Holte + det løse.

Nå, Emma har tabt sin dukke og den er rullet ind under en sovende mands sæde og det gør ikke Emma mild. Så nu må jeg planlægge en redningsaktion og derfor er jeg den der er skredet.

Ha' det fantastisk :-)

De bedste hilsner

Martin

Nu er den gal igen - denne gang er det Helle Thorning der har sprunget en sikring..

Nu skal der jo ikke gå helt politik i min blog, men man skulle tro at politikere aldrig nogen sinde bliver luftet i den virkelige verden.
Den ene idiotiske kommentar tager den anden og meget af det bliver hældt ned over erhvervslivet.
Nu mener Helle Thorning at vi skal indføre kvindekvoter i de danske bestyrelser....
Hvis du tør, så hør min bil-snak og ja, jeg er igen oppe at ringe i det røde felt, så er du advaret ;-)

Dbh Martin

Ps. Kære venner og familie, hav tålmodighed med mig, jeg skal bare af med lidt aggressioner ;-)

Anders Fogh er blevet socialist

Jeg er liberal og så er det sagt, men det er Partiet Venstre tilsyneladende ikke længere.
I denne artikel i Berlingske Tidende, plæderer Anders Fogh for at Trykte aviser skal have endnu mere statsstøtte (De er i forvejen momsfritaget og får distributionsstøtte i alt 1 1/2 milliard kroner om året), "da netaviserne jo har gratis distribution". Ja det skriver han sgu!
Så vi skal altså over skatten betale til et døende medie, som i overvejende grad, oven i købet er ejet af super kommercielle virksomheder (Bonnier, Mecom), som kun jagter profit. Ikke at der er noget galt i det, men hvorfor helvede skal skatteyderne betale for det?

Anders Fogh udtaler bl.a. "Jeg tror stadig, at det er sådan, at hvis man laver en analyse af, hvilke nyheder der bliver bragt i de netbaserede og elektroniske medier, så har mange af dem deres udspring i de trykte medier."
Ja hvorfor mon... Kan det være fordi de deler 1 1/2 milliard kroner om året og de derfor har bedre råd til at have flere journalister?

Fat det så, papir-aviser er døende og at trække pinen ud er dyrt og latterligt!

Læs lige denne artikel af Seth Godin der meget pædagogisk forklarer hvorfor:
http://sethgodin.typepad.com/seths_blog/2009/01/when-newspapers.html

Det Venstre har gang i lige nu, det er socialisme i sådan en grad, at selv Helle Thorning ville skamme sig...

Hvis du tør, så hør min Podcast ved at trykke på playeren herunder, men jeg advarer dig lige, for jeg er edderbankemig arrig og har sjældent bandet så meget!

Dbh Martin

Jo du kan!

Så er hverdagen tilbage, efter en afslappet jul. Op kl. 6.15, unger i skole og børnehave og nu lidt afslapning på Starbucks, før jeg rammer SPAMfighter kontoret.
Jeg har virkelig slappet af denne jul og derfor kvitterede min krop med den værste forkølelse jeg har haft i 10 år. Jeg har hostet i 14 dage nu, men det er dog ved at blive bedre. Men det har nu ikke slået de stor skår i, at jeg nu har en god energi, er klar til kamp igen. Det meste af ferien er gået med at lege radiovært i Thorborgs Brevkasse og det har virkelig været sjovt. Jeg har, og hold nu fast, købt en Mac. Jeg troede aldrig det skulle ske, men den er mærkbart bedre til videoredigering og radioproduktion. Programmerne er bedre og platformen er mere stabil til det formål. Men jeg giver nu ikke slip på min gode gamle Thinkpad, den vil fortsat tjene mig med alt det andet.

Det at lave radio eller Podcast som man kalder det på nettet, det er virkelig udfordrende. Jeg syntes mange ting bliver overfladisk behandlet af medierne, da der sjældent er tid til at fordybe sig i et emne. Dertil er Erhverv/iværksætteri heller ikke noget der har mainstream interesse og derfor er begge områder kraftigt forsømt. Det vil jeg prøve at lave lidt om på nu.. Jeg vil, som før nævnt, besvare spørgsmål fra lytterne. De bliver nu i en lind strøm ringet ind på tlf. 3696 4270 og der er faktisk mange gode spørgsmål imellem. Dertil vil jeg lave længere interviews med spændende mennesker, der har noget at byde på, både menneskeligt og erhvervsmæssigt. Jeg lavede det første interview i weekenden med en fantastisk iværksætter, som jeg virkelig beundrer. Hun hedder Birgit og har portalen MinMave.dk. Hun var bistandsklient, langtidssyg, har 6 børn hvoraf to er kronisk syge og alligevel har hun lavet en af Danmarks største websites og det kan hun leve af i dag. Hvis du har 80 minutter en dag, så kan jeg anbefale dig at lytte til det, det er meget livsbekræftende. Og det er super medicin hvis du føler at der er ting i livet du ikke kan, for det kan du efter 80 min. med Birgit og mig.

Lyt til det her

Jeg håber du får en dejlig dag, det fortjener du :-)

De bedste hilsner

Martin

For tåbelig til tennis

Så blev julen overstået og det var super hyggeligt, selvom det er svært at  komme i julehumør når solen skinner og palmerne svajer.
Det hjalp dog lidt at det regnede juleaften, men ikke meget ;-)

Vi har hele Camillas familie på besøg og det er vældig hyggeligt. Der er liv og glade dage og ungerne er mandsopdækkede på den gode måde.
I går gik vi en tur i vores "community" og kom forbi tennisklubben. Jeg havde helt glemt det, men de har valet parking og det er for morsomt. Tænk sig at folk der skal ned og spille tennis i en time, ikke gider at gå de 50 meter ud til parkeringspladsen. Det tager prisen for tåbelighed.. ;-)

Ellers har jeg hygget mig med at lave "Thorborgs Brevkasse". Der kan man ringe ind og stille spørgsmål relateret til iværksætteri og hvis man er heldig, så bliver spørgsmålet besvaret i min brevkasse. Det er næsten blevet til en rigtig lille radiostation og hvem har ikke altid ønsket sig sådan en fætter?
Hør det seneste afsnit her:

http://www.screencast.com/t/YrKy7Geu

Jeg håber du har det godt og har haft en dejlig jul og mon ikke vi "ses" inden nytår :-)

Dbh Martin

Få fem kontokort før du kan låne til et hus..

Hør hvorfor amerikanerne er dybt ude og skide..

 

Dbh Martin

Glædelig Jul

Kære alle

Så blev det jul og det er ikke nemt at se her fra hvor jeg sidder. Her er alt for varmt og jeg mindes nostalgisk mine mange juleaftener i min mors hjemland Schweitz. Der forstår de at holde jul med sne, julemænd i kaner og den slags.
Men nu vil jeg se om jeg kan købe et oppusteligt juletræ til swimmingpoolen, kitchet kan man jo altid være ;-)

Nå, check mit 24. afsnit af min julekalender ud, den har taget mig en hel del timer at lave og jeg er næsten nøgen ;-)

http://www.amino.dk/media/p/291271.aspx

Kan du have en fantastisk jul og et fremragende nytår.

De bedste hilsner

Martin

Øv og sgu!

Jeg sad lige og skrev et langt flot blogindlæg og så fuckede min computer op. Godt at jeg er blevet lidt ældre og sløv. Havde jeg været 5 år yngre, så havde jeg smidt min computer helt ud på vejen.. ;-)
Nå, på den igen.
Jeg skriver, som du kan se, ikke så meget til dig for tiden. Mit "Broadcast behov" bliver nogenlunde dækket med produktionen af min julekalender for Iværksættere og det beklager jeg meget, undskyld!

Her går alt sådan set godt, bortset fra at min søn Mads har haft feber i mange dage nu. Det er super synd for ham og han hænger i Camillas skørter 24 timer i døgnet. Men bortset fra det er det nu ikke de værste skørter at hænge i ;-)

Min undren over tingenes tilstand i USA er begyndt at forsvinde og det betyder vel at jeg er ved at være amerikaniseret. Men bortset fra det, så er amerikanere og danskere nu ikke så forskellige endda. Mange danskere tror at fryden over andres nedtur er en dansk hobby, men det fungere også fint her. Hvis folk kommer for let til deres penge, eller de mangler moral, så falder der brænde ned big time, også her! Dertil er det igen meget dansk at tro at man ikke kan have succes i Danmark, uden at naboen bliver misundelig. Hvis man har arbejdet ærligt for det, så er danskere lige så tolerante over for Porscher og Rolex-ure som Amerikanerne.
Så hvis du har vundet i lotto og du bruger tiden på at nedgøre andre mennesker, så kom ikke til USA , den stil virker heller ikke her.

Nå, det blev lidt kort, men at skrive alting en gang til er sgu surt, så der er nok noget jeg har glemt.

Anyway, ha' det helt fantastisk :-)

Dbh Martin

Tak for en god kold uge Danmark :-)

Endelig tilbage i USA. Ikke at jeg ikke holder af Danmark, men det er dejligt at være hjemme hos familien og vejret er også lidt mere brugervenligt her ;-)
De sidste dage af min tur var super. Jeg havde et super godt foredrag i Hørsholm, hvor de regnede med 100 tilhørere og  håbede på 200. Da de nåede 400 måtte de lukke døren og yderligere 150 røg på venteliste til marts, hvor jeg kommer til Danmark igen, så det var fedt! Efter foredraget var der 20 meter kø af folk der ville købe min bog og/eller trykke hånd, så det var fuldstændig overvældende og lidt Brittney Spears agtigt ;-). Fredag holdt jeg foredrag for små 200 elever i Iværksætterhuset på Blågårds Plads og det var rigtig dejligt at mærke deres energi og gode humør, tak for det :-)

Mandag var jeg i Århus og besøge BilligVVS.dk hvor jeg sidder i bestyrelsen. Det er den vildeste forretning, som selv i disse nedgangstider, vælter lokummer og håndvaske over disken i stadig stigende hastighed. Det er en stor fornøjelse at abejde sammen med så professionelle og samtidig sympatiske mennesker!

Tirsdag gik turen hjem igen og ved en fejl valgte jeg Air France til at fragte mig til Miami. Som sædvanligt var de forsinkede og jeg var tæt på ikke at nå mit fly videre. Sidste gang jeg brugte dem, så lavede de samme nummer. Og da jeg havde stået i kø i 3 timer, uden at køen havde rykket sig nævneværdigt og mit fly videre var gået for længst, så slog jeg hånden i bordet og det gav den effekt, at de "søde" små piger hos Air France, forlod alle 200 mennesker i en time som straf og da de kom tilbage, så lod de os forstå, at de ville gå igen hvis andre hidsede sig op. En anden mand slog så i bordet og tøserne skred igen og efterlod os med bevæbnede politibetjente, mens børn græd af træthed og alt var kaos. Midt om natten var de færdige med at "betjene" os og vi fik penge til en bus, så vi kunne komme til Paris og sove. Da jeg spurgte hvornår jeg kunne komme videre, så fik jeg beskeden at jeg kunne møde op i lufthavnen i morgen ved 17 tiden, der var der en lille chance for at jeg kunne komme med på et i forvejen overbooket fly. Jeg arrangerede selv noget andet og har siden svoret at de franske røvhuller må klare sig uden mig i fremtiden...

Når nok om det, solen skinner og jeg er tilbage i varmen. Så nu har jeg tiden til at skrive lidt til dig igen og hvis du keder dig, så kan du jo altid følge min julekalender her

Ha da lige en super dag, ik' :-)

Dbh Martin

Hold kæft en uge..

Mandag landede jeg så i Danmark og det var som ventet koldt og klamt, men gode venner, dejlig familie m.m. varmede hurtigt humøret op.
Jeg bor i mit gamle børneværelse hjemme hos mine forældre i Bagsværd og det er helt nostalgisk. Sengen er så lille, at jeg var ved at falde ud af den første nat :-)
Det største problem, er at undgå at bliver overfodret af mine dejlige forældre, der virkelig fornøjer sig med at pyldre om mig :-)

Da jeg fik strøm på puteren, så fik jeg også læst lidt avis og der fik jeg sgu kaffen galt i halsen. IT Factory var, som det er nogen bekendt, gået ned og det var sgu lidt underligt, da det var mindre end en måned siden de spurgte om jeg ville sidde i bestyrelsen.... Heldigvis sagde jeg pænt nej tak til tilbuddet, da jeg helt ærligt aldrig har kunnet finde ud af Stein. Ikke at jeg på nogen måde vil sige at jeg forudså balladen, men kemien var ikke til stede og det skal den være hvis man sidder i en bestyrelse og dertil kunne jeg bare ikke forstå deres produkt og det er jo heller ikke smart når man skal rådgive folk ;-)

En ting der virkelig irriterer mig, er alle de klogeåger der nu siger: " Enhver kunne se at IT Factory var fup". Fuck dem, gu kunne de ej. En virksomhed som IT-factory kunne udmærket have omsat og tjent de penge på ærlig vis, med et godt produkt og godt markedsføring, men det er selvfølgelig svært at vide, hvis man er en gammel støvet akademiker, der endnu ikke har set lyset i nettet... Selvfølgelig ville det ikke være sædvanligt i Danmark, men en af vores konkurrenter Australske PC Tools, har på under 5 år lavet en omsætning på mere end 1 milliard danske kroner pr. år, så tag den lektor Blomme...

Ellers har ugen været super travl med foredrag og et godt advisoryboard møde i e-boghandlen Saxo.com. I går havde jeg rigtigt travlt og jeg kom nær for sent til en brunch med en god ven. Det er totalt umuligt at komme igennem København i bil. Hatten af for Ritt og Bondam, det er sgu lykkedes at gøre København til fodformet hovedstad.. Efter mødet skulle jeg tilbage til SPAMfighter og for at gøre dagen perfekt, så bakkede en flyttevogn ind i den bil jeg har lånt af min rare mor, så nu står den på værksted og jeg kører i taxa, fuck alt!!!

Nå, i dag skal jeg tale lidt for nogle handelsskole-elever og så er der SPAMfighter julefrokost og det skal nok bliver skægt.

Kan du have en super weekend :-)

Dbh Martin

Thorborgs Jul

Hver dag i december måned frem til den 24., vil jeg give lidt forsigtige iværksætter-tips.
Følg glad med her:

http://www.amino.dk/media/g/thorborg-jul/default.aspx

Dbh Martin

Flere indlæg « Forrige side - Næste side »