Martin Thorborg rejser rundt i verden med familien
Følg vores rejse rundt i verden for at interviewe danske iværksættere

Køb et Amino Sponsorlink

Seneste indlæg

Abonner

  • E-mail: Abonner
  • E-mail abonnenter: 253

Gode links

Kig da her:

Arkiv

august 2008 - Indlæg

Svindler vil narre Thorborg

Som du sikkert har læst, så er min Audi A6 til salg og som primært medie har jeg valgt Bilbasen, da jeg har solgt adskillige biler der igennem tiderne.
Jeg har fået nogle seriøse henvendelser og jeg har da også en fremvisning en af dagene.
Men en af henvisningerne var mærkelig og det gik hurtigt op for mig at det var en scam.
Tricket består i at en udenlandsk person vil købe bilen. Han sender en check på beløbet + f.eks. 10.000 kr.
De fleste mennesker er ærlige, så ringer til personen og fortæller om fejlen. Bogholderen, konen etc. får ansvaret for den dumme fejl og "Er du ikke rar at sætte checken i banken og lave en overførsel af det overskydende beløb til min bank og gerne hurtigt, da jeg har travlt". Man går i banken og sætter checken ind og alt er fint. Banken siger at der går nogle dage før man kan hæve beløbet og det må man så vente på. Men personen havde jo travlt, så man overfører lige de overskydende penge. En overførsel kan man ikke føre tilbage, men en check kan der godt mangle dækning på og så har du lige mistet 10.000 kr. til en 14 årig dreng fra Nigeria.. Det lyder utroligt, men masser af mennesker hopper på limpinden.
Nå, men sådan en lille satan prøver nu at narre mig og følg lige samtalen:

James skriver:

****************

Kære sælgeren,
Jeg var så heldig at se din annonce på nettet, og jeg gerne
vide, om det stadig er raader til salg. hvis den er tilgængelig, kan du komme tilbage til mig
med følgende spørgsmål:
Er du den første ejer?
Ethvert uheld?
Din sidste pris?
Nuværende tilstand?
Også billeder?
hvor er du?
hvorfor har De til hensigt at sælge det?
PLS komme til mig immidatelly du læser denne E-mail eller give mig et kald til
bekræfte, du virkelig ønsker at sælge (+44871284 3168, +447035909543)

Jeg venter med at læse fra dig snart næste ..

Skål

****************


(Bemærk lige at "Cheers" bliver til skål. Længe leve Google Translator ;-)

Nuvel, jeg var igang med at svare mere end 100 mails og tænkte ikke over det, så jeg svarede:

****************

Hej Teddy

Her er lidt svar.
Bilen er til salg.

Jeg er den anden ejer.

Den har ikke været i uheld.

Min pris er 275.000 kr.

Den står knald flot!

Billeder kan du se på Bilbasen.

Jeg bor i Florida og har derfor ikke brug for bilen, men den står i Stenløse hvor du kan se den.

Sig til hvis du vil se den.

Med venlig hilsen
Amino.dk

Martin Thorborg

****************

Så fik jeg denne mail og så faldt 10øren ;-)

****************

Tak for mail og for den rådgivning, men jeg vil bare dig til at forstå, at am okay med din prisforlangende men jeg ønsker dig til at forstå, at min kunde gjorde det klart for mig, at han kun kan gøre betaling med check, og vi vil vente på checken skal være klar i din bank, inden der eventuelt arrangere ring til transport og hvis du er okay med dette arrangement lige sende mig dit fulde detaljer i din næste mail ..

Navn (skal være spørgsmålet om check):
Adresse:
By:
Stat:
Zip Code:
Land
Telefon (hjemme, mobil, kontor):
Seneste Pris: 

Jeg venter med at læse alt dette fra dig, således at den check kan sendes ned til din destination ... 

Cheers ..

****************


Nu er jeg jo en drillepind, så jeg skrev:

****************

Hej James

Det er jeg rigtig glad for at høre.
Jeg har dog en tilståelse. Bilens ene sæde er løst og der er lidt ridser i kofangeren, vil du stadigvæk købe den?

De bedste hilsner

Martin

****************



Og til det svarede James forventeligt:


****************

Jeg kan godt lide at købe bil.
Så kan du sende mig dit fulde detaljer nu.
så min klient kan sende dig check.

****************


Han er ikke lige til at ryste af, så der må grovere midler i brug:

****************

Hi James

Super :-)
Jeg er en meget ærlig mand og jeg kan næsten regne ud at du ikke kan komme til Danmark for at se bilen.
Så jeg vil lige fortælle dig, at taget sidder løs og motoren ikke kan køre.
Jeg forstår godt hvis du ikke vil købe den alligevel, men nu har jeg fortalt det.

De bedste hilsner

Martin

****************

Til det svarede han:

****************

Jeg kan godt lide at købe bil.
Så kan du sende mig dit fulde detals nu.
Så min klient kan sende dig check og check vil rydder på din konto.

****************


Han er ikke sådan at slippe af med. Skal jeg bede ham maile et billede hvor han sidder med en fisk på hovedet for at bevise at han er ægte. Skal jeg spørge om han kan smide et homosexuelt forhold oven i handlen, eller har du andre ideer?

TILFØJET TIL BLOGGEN DEN 29.

Jeg endte med at svare ham:

****************

Hej James

Jeg vil gerne sælge bilen til dig, men jeg har bare en sidste ting.

Jeg vil gerne være sikker på at du er ok, det er jo en dyr bil.

Jeg ville gerne ringe til dig, men pga. orkanen Fay, så er der ingen telefoner der virker i hele staten. Vi kommunikerer ved hjælp af brevduer og stafetløbere og det tager lang tid.
Kan du evt. sende mig et billede af dig hvor du holder et stykke papir med denne tekst: "Thorborg Styrer" ?
Så vil jeg med det samme sende dig min adresse og gøre bilen klar til at forsendelse.

Jeg er ked af at være besværlig, men det er jo en stor transaktion.

Med venlig hilsen

Martin

****************

Så nu må vi se hvad han svarer ;-)


TILFØJET TIL BLOGGEN DEN 31.

Så fik jeg svar fra James og jeg tror sgu han har humor.

Her er hans svar:

****************

Kære sælgeren, 

Jeg kan godt lide at købe bil stadig alligeevel. 
Så kan du sende mig dit fulde detals nu. 
Så min klient kan sende dig check og check vil rydder på din konto med immidatelly.

Jeg venter med at læse fra dig snart næste .. 

Skål

****************

Der var egentlig ikke særligt sjovt, men dyrk lige det billede han sendte med:


Han er sgu ikke uden humor ha ha ha og nej, det er sgu ikke noget jeg finder på!

Hvad helvede svarer man så?

Dbh Martin

Thorborg går til Clairvoyant

Jeg fik engang en mail fra en flink dame som hedder Jette og hun er clairvoyant. Hun spurgte om jeg ville give et interview til hendes Podcast website.
Det sagde jeg heldigvis ja til, for jeg har det lidt dårligt i dag, Ja jeg vil faktisk gå så langt som til at sige at jeg er syg. Så jeg gider ikke rigtigt skrive noget, så det er jo helt perfekt.

Du kan høre det her:
http://www.harthimmer.dk/podcast 

Det er indlæg nummer 64.

Hun er for øvrigt vældig flink og hun har mange andre gode ting på sitet.

Dbh Martin

Hej far, se en spasser..

Dagen i dag har været så som så, dog med et lyspunkt, at Camilla også fik sit kørekort og det er dejligt (Igen tillykke min skat :-)

Jeg stod op alt for tidligt (6.20) for at nå at løbe før Emma skulle i skole. Jeg har ikke løbet i nogle dage, da jeg har fået en herre stor vabel af mine gamle løbesko (Rimelig mærkeligt). Men Camilla havde en stak Compeed liggende, så der forsvandt den undskyldning ;-) Jeg faldt helt i staver under løbet og da jeg opdagede det, var jeg løbet for langt og jeg var så træt, at jeg gladeligt havde taget en taxa, men dem er der ikke mange af i vores indhegnede paradis ;-)

Jeg kørte så Emma i skole og jeg eftersvedte så meget, at jeg troede at der var varme i sædet. Jeg ledte efter sluk-knappen og kom til at trykke på "Onstar" som åbenbart er et eller andet satellit kommunikationshalløj. En monoton stemme spurgte om jeg ville købe tlf. minutter, for så skulle jeg sige "minutes" eller hvis jeg var kommet i en alvorlig ulykke, så skulle jeg trykke på "Accident knappen", mærkelig rækkefølge. Pænt surt at ligge med hovedet oppe i en Hummer og få et tilbud om billig telefoni ;-)
Nå, vi kørte videre og Emma kunne åbenbart mærke at trafikken irriterede mig, for hun spurgte mig om jeg ikke syntes at der var mange spassere på vejen... Godt at vi nu bor i USA, for jeg har ikke lært at bande på engelsk og måske skulle jeg prøve at lade være.

Nå, Emma blev afleveret og så spenderede jeg 2 timer på Starbucks i Mizner Park. Jeg skulle skrive mit nyhedsbrev, da der er iværksættermesse om 14 dage og jeg har lovet at lave noget omtale af den. Dertil har min gode ven Anders arrangeret to seminarer som vi skal have solgt og slutteligt er det også vigtigt for mig at mine 15.000 læsere, ikke føler at jeg er rejst helt væk fra dem.

Så jeg sad et par timer og skrev og i den tid nåede en flok kulørte kvinder at marchere forbi mig 5-6 gange i deres "power walk session" hvor de med robotarme prøvede at forbrænde lidt fedt, uden at lave det store.. Den slags kvinder er der mange af her i byen. De er typisk iklædt solbriller, kasket som er trukket ned i panden, sports-bh i en vild farve og Nike shorts. De løber ALDRIG, de går altid rundt i klynger og ævler og bevæger deres arme op i en højde som selv en Kongelig Livgarder ville misunde. Nuvel, de fik gået nogle kilometer og jeg fik skrevet et halvt nyhedsbrev.

Resten af dagen gik med besøg hos Deloitte (Gaaab), som jeg har hyret til at sikre at jeg ikke bliver dobbeltbeskattet m.m. og så mere nyhedsbrevsskrivning.

Nå, hvis du vil se mere på vores seminarer, så kig her:

http://eventus.trippus.se/Rabat-12-09-08

http://eventus.trippus.se/Rabateret-pris-13-09-2008

Og så i seng, jeg er træt.

Dbh Martin

Den tungeste SUV i landet

Der var to store ting i dag. Den ene og vigtigste var at Emma startede i skole.
Hun så så nuttet ud i med sin lille skoleuniform, som bestod af en ternet nederdel, en lille blå polo, et pandebånd med initialerne BP (Boca Prep) og små brune sko.
Jeg ville gerne vise et billede, men Camilla er ikke vild med at hende og børnene skal på nettet, så det må jeg/i leve med. Familiemedlemmer kan du rekvirere alle de billeder de ønsker J
Jeg afleverede hende og hun var stolt som en pave, men også lidt klemt. Hun skulle have både Spansk, Math og science og hun kom stolt hjem og sagde "Mel lamo Emma" som åbenbart betyder:  "Jeg hedder Emma" J
Hun var dog lidt ked af at hun ikke rigtigt havde haft nogen at lege med. Hun taler kun lidt engelsk og det gør det ikke nemt at få veninder. Men hun er en kvik og udadvendt pige, så det skal nok gå. Men det skær nu lidt i hjertet..

En anden stor ting i dag var min teori- og køreprøve. Jeg ankom til kørekort-kontoret og der forlangte de alle mine vigtige papirer til gennemsyn (Dansk kørekort, Social Security Number, Pas og så den hvide slip der viser at man må  være og arbejde i USA)
Så skulle jeg vente til jeg blev råbt op og det tog vel et kvarter. En let sur dame kiggede mine papirer igennem igen, tog et billede og lod mig glo ind i et apparat hvor jeg så skulle læse nogle bogstaver op. Det var en form for øjentest, men jeg tror helt ærligt ikke hun hørte efter hvad jeg sagde. Jeg kiggede i hvert tilfælde længe ind i apparatet og da jeg til sidst blev utålmodig, så kiggede jeg op og så at hun for længst var i gang med noget andet. Så blev jeg vist over til en computer hvor jeg på en touchscreen skulle svare på 20 spørgsmål. Efter hvert spørgsmål ,som var multiple choice, fik man et ok eller fejl. Jeg fumlede lidt i starten og lavede to forkert, men så kom jeg i topform og lavede resten færdigt uden fejl. Man måtte have 5 fejl, så jeg havde en god margen. Så skulle jeg se 20 vejskilte og igen fik man 4 valgmuligheder og der fik jeg ingen fejl, så det var super J
Så tilbage til den sure kvinde, der spurgte om jeg bestod og det kunne jeg stolt svare ja til.

Så blev jeg vist ind i et andet rum og fik lov til at læse et stykke papir, hvor der var forklaret hvordan man parkerede en bil. Altså ikke sådan noget svært noget som en parallelparkering. Nej det var såmænd blot en parkering i en bås, og det brugte de næsten to sider på, så var niveauet lagt. Efter 10 min. Kom der en flink mand ud og så af sted til min bil. Han checkede lygter m.m. og så måtte vi køre. Vi kørte rundt på parkeringspladsen i nogle minutter og prøverne var svære! Jeg skulle stoppe bilen når der var et stopskilt, jeg skulle følge vejen og så skulle jeg ikke mindste kigge mig for, når jeg drejede og slutteligt måtte jeg ikke køre en eneste person ned!
Men nu blev det rigtig svært. Han kiggede på mig og spurgte om jeg vidste hvad en trepunktsvending var og det bekræftede jeg. Så spurgte han om han skulle forklare hvordan det foregik, men jeg var så selvsikker at jeg mente at havde prøvet sådan en manøvre før. Det gik glat og nu skulle jeg rigtig testes. Vi kørte hen til den frygtede parkeringsbås, der bestod af 4 pinde sat i hver deres hjørne. Ideen var så at man skulle parkere uden at ramme dem. Gjorde man det, så måtte man dog prøve igen. Pindene var så medtaget, at to af dem lå helt ned og de to andre svajede faretruende. Der var tydeligvis en del blåhårede, rullatorbefængte madammer der havde deponeret pappet på den konto, men nu er det jo ikke dem vi skulle snakke om. Jeg satte tungen lige i munden og styrede Saab'en behændigt ind mellem stængerne og det imponerede tydeligvis køremanden. Nu var prøven slut og vi kunne køre de 150 meter tilbage til kontoret. Det hele havde taget godt 5 min. og jeg vil tro at vores Dalmatiner Camma, som ikke er den tungeste SUV i landet, kunne have klaret testen med blot en nedlagt pind.
Nuvel, prøven var bestået og i morgen er det Camilla's tur J

Dagen blev fejret med et nyt cover til min Iphone og så fik Emma selvfølgelig et velfortjent kys.

Dbh Martin

Amerikansk (Florida) kørekort - Den store dag :-)

Så er det dagen i dag hvor jeg skal op til teori- og køreprøve her i Boca Raton.
Som udgangspunkt er ingen af delene jo svære, men man skal lige sætte sig ind i tingene.
Hvem vidste f.eks. at man skal dytte i hornet når man overhaler på en tosporet vej? Eller at man skal holde tilbage for skolebusser i modsat vejbane? Eller at man maks. må have 12 point før man får sit kørekort inddraget. Eller at man kan miste sig kørekort, hvis man ikke betaler hustrubidrag osv.
Så jeg håber at jeg er godt nok klædt på til mærkelige spørgsmål senere i dag.
 
En test i Florida vejskilte finder du her
Test i færdselsregler finder du her

Så ønsk mig lige held og lykke :-)

Dbh Martin

Thorborgs Audi A6 til salg

Da vi flyttede fra Danmark, så solgt vi kun den ene bil, da tiden bare ikke var til at få den anden skudt af.
Men vi kommer jo hjem den 9. september og så skal den anden sælges.
Så kender du en der har brug for en dejlig stationcar det kun sælge fordi vi er flyttet, så sig endelig til.


Du kan læse mere om den her: http://www.bilbasen.dk/brugt-bil/privat/Audi-A6-2,0-5d.-Avant_ID302086.htm
Og no shit, vi var hammer glade for den.

Dbh Martin

Thorborg gør nu Grønland grønnere...

Den første måned har vi lejet to biler og det har været helt fint.
Men i dag skal vi aflevere den ene, da Camilla fik ny bil i går.
Som bekendt, så er benzinpriserne steget voldsomt og selvom det lyder billigt at give godt en femmer pr. liter, så er det noget amerikanerne går helt amok over.
Så i den seneste tid er prisen på brugte hybridbiler eksploderet og de koster nu mere brugt end fra ny, da forhandlerne slet ikke kan følge med efterspørgslen.
Men samtidig betyder det også at prisen på brugte benzinslugere rasler ned og ofte sælges de sprit nye med op til 40 % rabat. Så det er muligt at få store grimme Amerikaner SUV'er med plads til 7 mennesker, for under 100.000 kr. inkl. 2 DVD'er, skyline rooftop og hvad ved jeg.
Men Camilla forelskede sig i en Audi Q7 og sådan et svin hentede vi i går. Med det ekstraudstyr den har, så koster den vel 1.7 millioner kroner i Danmark og jeg fandt en på Bilbasen fra samme årgang (2007) til 1.449.000 kr, men så har den ikke det gigantiske soltag som Camillas har + det løse. Den samlede pris på bilen endte på 45.000 US$, altså hvad der svarer til 225.000 dkr. så det er lige til at overleve. Den sviner selvfølgelig mere end en Toyota Prius, men til gengæld kan den rumme 6 personer og det er rart når vi får gæster fra Danmark.

Så for dem der vil tjene lidt penge, så vil jeg næsten tro at der kunne være lidt at hente på at importere dyre, store luksusbiler fra USA, til velhavende mennesker i Danmark. Når bilerne koster en 1/6 så er det billigt, selvom der kommer dansk afgift på.

Nuvel, her er lidt billeder af Camilla's Road Monster :-)






Ja, man får da meget for pengene i USA. Og da jeg valgte at modtage opkrævninger fra forsikringsselskabet via e-mail, så lovede de at plante et træ, så det går vel lige op med denne kampvogn ;-)

Dbh Martin

 

 

 


 

Smasket Thorborg

Jeg har som nævnt fortsat mit løb i USA og det er noget lidt andet.
I Danmark løb jeg på grus i skoven og det var godt kuperet, men til gengæld var der dejligt køligt.
Her løber jeg på asfalt og der er hammer varmt. Når jeg løber om morgenen, er der allerede 30 grader i skyggen og en luftfugtighed over 80% og min rute er godt 5,5 km. Det er ikke meget for folk i super form, men for en halvfed iværksætter, så er det sgu anstrengende.
Når jeg kommer hjem, så napper jeg 90 mavebøjninger for at holde donuts, burgere + det løse indenbords. Jeg har faktisk en ambition om at være den første der kommer til USA og taber mig, men det går ikke helt efter planen endnu ;-)

Nuvel, sådan så jeg ud i morges efter træning:


Hvis jeg var en hest, så ville jeg have fået en kugle ;-)

Nå, nu skal vi ud og hente ny bil, den fortæller jeg om lidt senere.

Dbh Martin

Børnehave Drive-Thru

Jeg har i flere dage undret mig over hvorfor der altid er kø foran Mads' børnehave og det både morgen og aften.
Jeg parkerer altid tæt på og så går vi sammen ind og snakker lidt med pædagogerne og jeg sørger for at han har det godt.
Køen, fandt jeg ud af, er fordi man kan få hentet og placeret sit barnet i bilen, så man ikke behøver at flytte sin fede røv ud af SUV'en.
Så når man kommer om morgenen, så kommer der straks en pædagog ud og spænder barnet fri af børnesædet og så vinker Fat Ass Mary til ungen, der så bliver transporteret ind i børnehaven. Om aftenen vinker hun med en seddel med barnets navn og minutter senere kommer ungen ud og bliver spændt pænt fast igen.

Det er sikkert bekvemt, men helt ærligt... ;-)

Dbh Martin

 

Tony's Hat

Min gode kollega Tony er vild med baseball caps. Han har ofte en ny på og en ting der har undret mig er at han ikke piller de klistermærker af som forretningen har sat på, som prismærke, autentitetsbevis etc. Det ser sgu lidt fjollet ud at bære en cap med 29.95 $ hængene på undersiden.
Jeg spurgte ham hvorfor han ikke pillede dem af og svaret var overraskende!
Han fortalte at det var cool blandt unge i hans område at lade mærkerne sidde, så man kunne "flashe" at man havde den ægte vare og at man støttede sit team, i stedet for at købe en kinakopi til en 10'er. Så Tony lod altså mærkerne sidde for at være smart med de unge og samtidig vise at han havde råd til den ægte vare og dertil støttede klubben.

Så hvornår mon vi ser folk med Rolex med et diskret prismærkat fra Klarlund hængende på armen? ;-)

Men det er nu en interessant tanke. For hvordan har mærkevareproducenterne tænkt sig at klare sig med alle de piratkopier? De forsøger at stoppe dem i tolden + andre manuelle løsninger. Men en 3D printer der kan printe 3D objekter i farve, koster blot 150.000 kr. i dag og om 5 år spås de at koste knap 5.000 kr. i Merlin.  De kan i dag printe i gummi og i en blanding af stivelse og bindemiddel der giver en hård kopi. Den førnævnte printer kan f.eks. i dag printe en hel lastbilsgearkasse i en arbejdsgang, med alle bevægelige dele fuldt funktionsdygtige. den er selvfølgelig ikke stærk nok til rigtig brug, men alle tandhjul, differentialer m.m. kører som i en rigtig mode. En arkitekt kan printe en hel bygning ud i lille format med gardiner, mennesker, potteplanter, græs og alt. Jeg har set det og det er for cool!
Nokia udvikler deres mobiler ved at tegne dem på computeren, printe dem ud og fylde elektronik i dem. Efter det kan de bruge dem og se om de ligger godt i hånden og om designet er vellykket. Der går ikke mange år før man også kan printe elektronikken ud og det giver nogle interessante perspektiver..

Så hvad mon Tony gør når han opdager at naboen printer både hat og prismærker ud i en arbejdsgang..? ;-)

Dbh Martin

Stop en ulykke og betal en million
En ting man snakker meget om i USA er forsikringer.
Som alle vel ved, så kan man blive sagsøgt i USA for hvad som helst og da advokaterne er 100% provisionslønnede, så er der gang i sagerne.
Hvis min datter kommer til at køre ind i et andet barn på rutchebanen i børnhaven og forældrene fornemmer man har penge, så kan man være sikker på at man bliver sagsøgt.
Hvis man komme til at køre op i røven af en anden bil og man selv kører i en flot bil, så bliver man 90 % sikkert sagsøgt.
Hvis man ser en ulykke og man stopper op og hjælper og personen man hjælper fornemmer man har penge, så er chancen for at hun sagsøger dig for at have gjort skade værre, meget stor. Det betyder faktisk at man bliver frarådet at hjælpe folk der kommer til skade. Bare kør videre og pas dig selv..

Den menige amerikaner er både bange for at blive sagsøgt, men de ser det også som en lottokupon. Er man så heldig at blive kørt ned, så kan man også være så heldig at bilisten er rig og bliver dømt til at betale en håndfuld millioner, som man kan leve af resten af livet. Så hvor vi i Danmark venter på den store lottogevinst, så er der vitterligt mange mennesker i USA der håber på at komme til skade.

Det betyder også at forsikringerne er hysterisk dyre. Hvis man f.eks. har en bil, så koster det snildt 10.000 -  15.000 kr. om året at have en ”Liability forsikring” (Dertil kommer ”kasko” + det løse). Det betyder at man ikke i første omgang bliver sagsøgt, men at forsikringsselskabet tager sig af det.
 Også privat skal man have sådan en fætter og vores forsikring for familien med sundhed og liability løber op i lige over 60.000 kr. om året. Dertil kommer bilen og evt. husforsikringer. En god ven som bor tæt på os, betaler derfor 180.000 kr. om året i forsikringer for ham og hans to døtre, så jo, skatten er billig i USA, men pengene går hurtigt til andre ting.

Jeg snakkede med mine to kolleger om de ikke syntes at det er sygt at de skal have alle de forsikringer til f.eks. hospitaler og da de ikke er de rigeste mennesker på jorden, så regnede jeg med et ”Yeah man, that’s pretty sick”. Men nej, de skulle ikke nyde noget af at det offentlige skulle rode med deres hospitaler. Deres mening var at alt det offentlige rodede med gik op i skidt, så de ville hellere betale kassen for en forsikring og så blive behandlet på privathospital.

Tjaaaa, hvad skal man sige. Det er sgu altid så besværligt når tingene ikke er sorte og hvide og det er der så godt som intet der er ”Over here”
J


Ha’ det super.

Dbh Martin
Tornadovarsel
Så er der tornadovarsel for vores område de næste 20 min. De afbrød alle tv-kanaler med advarslen og strømmen bliver konstant afbrudt i små glimt.
Jeg har købt en lille UPS som kører WIFI og modem når strømmen ryger, så nettet er indtil videre ok.
Det er godt at man driver forretning på nettet, ellers havde man da haft et par "nededage".

Dbh Martin

 

Flere indlæg Næste side »