Få fingeren ud din handikappede, sorte kælling....

Budskabet er sådan set fint nok, men ord står så fattige alene, derfor ville jeg nok anvende et ganske andet sprogbrug.

Bedste hilsener

en snerpet dansklærerinde!

Jeg er SÅ enig!!!

Hej,

Ville bare lige kommentere, at du har ret i at den eneste, der kan redde sig ud af en dårlig situation er en selv. Jeg kan meget sagtens fortælle om ting i mit liv, der er gået skævt, men på et eller andet tidspunkt gentager historien sig selv og skulle du så forsøge at få det brudt er der nok andre i din sorggruppe, der minder dig om det du har tabt. Selvfølgelig findes der sult,fattigdom og krig i Verden men hvad skal der gøres ved det ? En divisionschef i et firma enganfg sagde nogle meget vise ord til mig: "Det handler knapt så meget om at have det bedste produkt men snarere om at møde de rigtige mennesker på det rigtige tidspunkt". Jeg har endvidere hæftet mig ved, hvad du sagde, Martin, omkring det at gå til et møde eller et arrangement - det er sandt at alle får meget mere ud af det hvis de møder op med indstillingen "Hvad kan jeg gøre for de mennesker jeg skal mødes med ? " fremfor: "Hvad kan jeg få ud af dette møde ?". Tankeeksperimenterne kan selvfølgelig være mange og lange og spurgt om jeg dagen idag har lavet noget konstruktivt - ja så ved jeg det ikke for jeg er ikke faldet i søvn endnu ;-)

den er sgu sjov Martin og du har helt ret, der er for meget ævl og undskyldninger, kender selv alt for godt til det. det er jo "bare" at gøre det, hvad det så end er man vil.

jeg hørte dit interview med Jette, hvornår regner i med den nye kick ass bog kommer?

ha det super

Os med bryster skal slet ikke føle os truffet ifh. brugen af ordet kælling. Citat fra Wiki: "Ordet er en afledning fra karl (= "mand"), og betyder altså "mandsling", dvs. en lille mandagtig person."

Har man bryster, er man næppe mandagtig. ;-)

I forbindelse med mit tidligere indlæg glemte jeg at fortælle, at jeg altså er fan af Katy Perry - det kan der ikke rokkes ved for det er glad musik og jeg forstår ikke dem, der på Youtube bruger timer på at sidde og bekræfte hinanden i at hendes scene-plot er så og så dårligt - hvis ikke de kan lide hvad de hører og ser er løsningen i form af 3 bogstaver der - OFF

Haha, Hvor har du ret.

Jeg tænkte det samme i morges, at resultatet blev kendt. Der røg de dårlige undskyldningerne!

Men da jeg var ved at overbevise den første og bedste kvinde, jeg mødte, om den sandhed, så sagde hun: "Er det det hårde arbejde værd?" Og hun har jo også ret. Bare fordi der falder en mental barriere om køn eller andet, så er det jo ikke det samme som, at alle pludseligt realiserer deres drøm lige med ét. Der er stadig masser af mere eller mindre gode undskyldninger. Og nogle af dem handler om drivkraft, mod og hårdt arbejde.

Jeg kar en gang hørt at kælling kom af det nordiske "Kärling" (kæreste) og at det så i den fordanske version blev til kælling, og så er det vil ikke så galt at være en kælling ?

Tja, tror faktisk de fleste som er langt nede eller har haft det hårdt, har behov for at hvile i deres tilstand noget tid (snakker kun ud fra min egen personlige erfaring) og dermed være i offerrollen indtil et bestemt punkt bliver nået.

Og det er så der at udfordringen kommer, for bliver man liggende eller vælger man at rejse sig og sige, nej for dælen, jeg gider ikke blive i denne rolle hvor jeg ikke tager ansvar for mig eget liv og hvor jeg bliver betragtet som svag eller låst fast i en rolle som offer.

Tag skeen i den anden hånd og gør noget, men vær opmærksom på at det kræver ofte en hulens stædighed, tålmodighed og viljen til at lave sit liv om. For det er svært at gå fra offer til vinder uden at ens liv ændrer sig - på godt og ondt.

Min erfaring er at udviklingen først og fremmest er god når man rejser sig op og kæmper for at fjerne den rolle man muligvis har følt sig fastlåst i, men min erfaring er også at mennesker har det bedst med tryghed og når du ændrer dig, rejser dig op og beslutter dig for at realisere dine drømme og ønsker, så kan det være du oveni skal kæmpe for at andre accepterer udviklingen og ikke forsøger at få dig tilbage i den rolle som de har det bedst med.

Husk du skal leve dit eget liv, ikke leve deres eller gøre noget som betyder du ikke er loyal mod dine egne drømme.

Så tag beslutningen når du er klar til det, og giv det så en ekstra skalle for den periode hvor du ikke har haft overskuddet til at gøre det - den tid der ligger bag dig hvor du var offer.

Martin, jeg ved godt at du mener det godt, og der er bestemt også mange der har placeret sig selv i en meget uhensigtsmæssig offerrolle, men der er også en bagside af den type udtalelser, som du måske ikke er så opmærksom på....

Indenfor et bestemt sygdomsområde (ja faktisk flere - men du ved hvilket jeg mener), er der en del der påstår at hvis man bare VIL være rask så bliver man det. Andre mener, at det er guds straf at man er blevet syg som man er, og hvis man bare var en god kristen ville det ikke ske - eller det ville stoppe igen, hvis man ber nok. Bliver man ikke rask, ja så er det bare fordi man er et fjols til at bede, ikke tror nok på sig selv osv. Jeg har ved selvsyn set, hvordan denne måde, at behandle folk, meget direkte har slået dem ihjæl.

Der er også folk, der har knoklet hele deres liv, har gjort alt det bedste de kunne, men som bare bliver ved med at være skide uheldige. Det hjælper dem ikke, at du eller andre fortæler dem, at de bare skal tage sig sammen. For nogle - tværtimod, det kan fratage dem den sidste rest af kampmod de havde.

Pas på med ensidig psykoteapi - det hjælper på nogle, men dræber andre :)

Når det så er sagt, så vil jeg gerne til sidst understrege igen, at jeg er helt enig i at mange blot p.g.a. af deres køn, seksualitet, etniske baggrund eller en anden meget bred gruppering, mener de ingen muligheder har. Det har de naturligvis! Og man kommer i hvert fald ingen vegne hvis man ikke kæmper lidt - eller meget. Og det er helt sikkert, at man får et sjovere liv ved at kæmpe - frem for bare at give op.

Martin 8 point, Mikkel 10 point (sorry - kan man blive 'fyret' fra en blog?) ;-)

Ham der ikke blev valgt til præsident har egentlig også været gennem nogle forholdsvis belastende ting (5 års tortur, anyone?) - så jeg tror heller ikke der er mange der skal fortælle ham hvad der er muligt og ikke er muligt, og han kan da med rette sige at han har været offer! Men der er heller ikke meget cry-baby over ham.

Mikkel stiller dog op (ikke til præsident-valg, men her på bloggen!) med et lidt mere nuanceret billede - det synes jeg har sin plads. Og et mere nuanceret billede på verden er vel også meget i den samme ånd som ham der nu blev valgt.

Så vil jeg da også lige benytte et sprog, jeg normalt ikke gør :-)

En af mine helt grundlæggende holdninger til mennesker og livet er: Vi fødes alle med røven bar - og vi begraves alle med røven nedad. Hvad vi kan opnå i mellemtiden, er vores eget ansvar.

Nemlig!

Martin. lad os håbe for mange at dette kan være det wake up call de behøver.

Mikkel. En behagelig mere nuanceret måde at se på sagerne. Jeg er enig med dig.

Thomas. Meget snævert syn på livet og mennesker. Buddhister for eksempel brændes når de er døde. Røven kan derfor i teorien pege alle retninger. Arv og miljø har i dag så stor betydning for et menneskes videre liv, at man ikke kan se bort fra det. Børn født i en verden med druk, narkomisbrug, vold og kriminalitet er nok noget mere udfordret end blot det, at være opfostret af sine bedsteforældre til eksempel... Man er nødt til at anerkende dette, ellers så kan man ikke begå sig i en lokal global verden. At sige at det er vores eget ansvar hvad vi kan opnå er lidt en udtalelse der trænger til at blive justeret.

/Jesper

@Jesper: Naturligvis er det ikke lige nemt for alle - men alle har mulighederne. Alt andet er bare noget slapt klynk i min verden.

Jeg begår mig fint i en global verden - og min udtalelse trænger ikke til at blive justeret. Den er i 100% samklang med min holdning - som heller ikke trænger til justering. At den er langt fra din anskuelse af verden er ikke et argument for at justere den. Men det er en mulighed at diskutere den.

Og lad mig gentage - så alle er med: Jeg mener bestemt ikke, at det er lige nemt for alle at opnå "et eller andet". Men jeg mener, at det er MULIGT for alle. Nogle skal bare kæmpe pokkers meget hårdere for det. Hvis det ikke var sandt,, ville ingen fra dårlige kår og vanskelig opvækst jo nogensinde have noget store bedrifter - og verden er altså fuld af fantastiske præstationer fra mennesker, der har haft noget nær det dårligste udgangspunkt, man kan forestille sig.

Så nej: Mine udtalelser justeres ikke!

Enig med Mikkel.. Held spiller en meget stor rolle om man vil være præsident, går efter sit ønskejob eller gerne vil ud af et krigsramt land. At være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, at kende de rette mennesker, at have gå-på-modet, lige det øjeblik chancen melder sig.

Her på Amino er så godt som alle af samme støbning. Iværksættere og verdensmænd (kvinder), der kan det hele på det halve og tænke sig fornuftigt ud af enhver modgang i hverdagen. Men sådan er alle mennesker ikke. Derfor nogle er iværksættere og rejser sig efter flere konkurser - Andre der aldrig ville turde at tage chancen og vil nøjes med et almindeligt job med en almindelig lønindkomst hele livet.

Martin, lad os se hvad du kan stille op, hvis din kone skred med børnene, bildte stats(kvinde)forvaltningen ind, at du har banket hende eller misbrugt børnene? Du har ingen magt i adskillige måneder og kan ikke se dine børn. Du får en pæn besked om at sende en skriftlig ansøgning. En ansøgning med ønske om at få samvær med dine børn.

Så ville jeg gerne se dig få fingeren ud, medmindre du kunne undvære at se dine børn i 3 til 6 måneders behandlingstid hos statsforvaltninger :)

Rent psykologisk er man nødt til at gennemleve en sorg, et tab, en krise for at kunne komme ud på den anden side OG ikke ryge tilbage i den næste gang man møder modstand.

Der er god mening i at se fremad og være konstruktiv og handlingsorienteret, men for nogle bliver DET en sovepude der betyder at de ikke får bearbejdet deres oplevelser - og så er de godt og grundigt på skideren hvis de ryger ind i en stor livskrise - for de er stadig ikke færdige med det gamle - og det kommer til at fylde oveni det nye.

Desuden kan man ikke få det bedre ved at sammenligne sig med andre - der vil altid være nogle der har det værre eller bedre end dig. Og det betyder ikke at dine følelser er mindre værd - din subjektive oplevelse definerer DIT liv.

Så Martin, kan vi nøjes med at opfordre til at lade sig inspirere af Obama og ikke slå hinanden oven i hovedet med følelser der i sidste ende kan være nødvendige for at komme videre...

Mette

@ Martin: Hørt!

Fra mine mange år i musikbranchen husker jeg særligt en bog, som det hedgangne KLF fra UK skrev, der hed "The Manual". Den beskev, skridt for skridt, så alle kunne følge med, hvordan man uden at vide noget om musik eller musikbranchen eller musik i løbet af 3 måneder kunne lave et numer 1 hit på den engelske chart. Og der var garanti med på bogen! Fulgte man den, og fik ikke sit hit, så ville de returnere prisen for bogen.

Vi grinede meget da bogen kom. Jeg grinede mindre, da jeg havde læst den. For det viste sig, at det var rigtigt det der stod - hvis man fulgte den kunne man MEGET let ende med det der top 10 hit. Men det var bare heller ikke nogen speciel morsom, kreativ eller gloværdog process. Langt fra det, som ellers tænder de fleste i musikbranchen. Koldt, kynisk og beregnede.

En af hjørnestenene i bogen var en analyse af, hvad det egentligt er, som hitter på den engelske chart. Nu er netop denne chart særligt konservativ, og derfor vil The Manual heller ikke virke i alle lande, men når man ser på den engelske chart, så er over 90% af alle hits gennem tiden skåret over en meget snæver kam. De er alle opbygget på stort set samme måde.

Så er der naturligvis også nogle undtagelser. En gang imellem er der et eller andet obskurt, originalt og fantastisk kreativt "kunstværk" der hitter. Men det er altså langt unde 10% af gangene - og når det sker er der også tale om VIRKELIG markante kunstere.

Så, hvis man vil lave et hit på de engelske charts er der ekstremt mange gange større chancer for at det lykkeds, ved at følge recepten for de over 90% der ligner hinanden i stedet for at gå efter at være den der ene unikke kunster, hvert andet år, der får et hit.

Pointen i denne lille fortælling er, at man kan sagtens fremhæve gode eksempler på, at der er ægte kunst som hitter - men statistisk set er det nu engang, den "platte metervare", som totalt dominerer den engelske hitliste.

Det samme kan siges om folks muligheder i livet. Naturligvis kan der findes masser af gode eksempler på folk, som f.eks. Obama, der er kommet fra trange kår og alligevel har kæmpet sig op til verdens mest magtfulde job. Men statistisk set, kommer man ikke udenom, at der er flere børn af velhavende forældre på Haward, Yale og Stanford end der er børn af fattige familier. Og der er flere unge fra de hårde miljøer, som kommer ud i alvorligt skidt - og bliver snuppet, end i mere velhavende miljøer.

Det betyder naturligvis ikke, at man bare skal give op og "acceptere sin skæbne". Gu skal man da ej! Folk skal da kæmpe alt det de kan, så længe de overhovedet kan, for at opnå det de nu gerne vil i livet. Det skal folk bestemt opmuntres til. Eller sparkes til, hvis man er Martin :) ... Fint nok

Man skal bare passe på med ikke at blande det sammen med en hånlig, nedladende eller arrogant holding overfor dem det ikke lykkedes for - uanset, om det så er dem der ikke kom ind på det universitet de ville, fordi de f.eks. ikke kunne skaffe pengene, om det er de unge i betændte miljøer der ender med at falde i dårligt selskab, eller de folk der bliver syge - uanset, at de har selv-healet, vegetar-spist og visualiseret sig til nok så meget indre helbredelse.

Det er godt at piske folk ud af busket og op på dupperne - man skal bare ikke piske folk helt ud over balkonnen på 4. sal :)

Jeg vil gerne smid en kort kemmentar her for jeg finder mig også i den situation hvor man kommer fra et andet land og skal kæmpe mere for at opnår sine måler. MEN,MEN - det er slet ikke umuligt. Man skal bar være parat til lidt ekstra hård "arbejde" og tror i sine kvaliteter.

Jeg er såmænd enig, Mikkel. Men selve holdningen "det er synd for mig", "jeg er underprivilligeret" osv. er en af flere væsentlige årsager til, at der er en overvægt af "privilligerede" i toppen af kransekagen.

Jeg kender f.eks. en gut af såkaldt "anden etnisk oprindelse", der startede sit liv her i Danmark som kriminel. Han valgte en anden vej, og mod alle odds og mod alle fordomme kæmpede han (og han KÆMPEDE) sig videre. I dag driver han en succesfuld forretning med mange ansatte. Mange af hans kammerater fra dengang står stadig i svingdøren til Vridsløselille, fordi det "er så synd for dem". Men de havde og har samme muligheder, som min bekendte - de greb den bare ikke. Og for nogles vedkommende sikkert grundet overvældende modtsand fra omverdenen. Men den modstand mødte min bekendte også.

Ja, Thomas - der er som sagt masser af gode eksempler på, at man kan bryde ud af ellers nok så umuligt et udgangspunkt i livet. Og det er godt at hive de eksempler frem til inspiration for andre.

Man kan som sagt også finde eksempler på, at selv de mest mystiske musik-kunstprojekter har hittet. Statistikken taler bare sit tydelige sprog: Det er mainstream musik, og de mere velstillede der klarer sig bedst i verden. Man har ganske enkelt langt bedre odds, hvis man enten er født i en resursestærk familie - eller hvis man satser på den musik som flest mennesker gider at lytte til. Det er simpel statistik :)

Og forestillingen om, at man kan banke alle op at støvet, som er faldet i kampen er nonsens. Tværtimod, så gør den strategi ofte ondt værre. Jeg har som sagt ved selvsyn set folk helt konkret dø af det - fordi de troede alt for meget på, at deres ulykke udelukkende var deres egen skyld, og at når de ikke blev raske af deres sygdom, så var det bare fordi de ikke ville det nok. Det var der jo nogle der fortalte dem (når det handler om sygdomme er det typisk sådan nogle lidt nyreligiøse bevægelser der siger sådan, og i stil og strategi minder meget om de mest ultraliberalistiske personer i erhvervslivet) Det synes jeg er en led måde at behandle folk på.

Det minder iøvrigt lidt om en diskussion jeg ofte har indenfor SEO - som også handler en del og statistiske sandsynligheder. Her i går havde jeg diskussionen igen, igen, med en udvikler der blev ved med at finde eksempler på, hvorfor duplicate content IKKE skulle være noget problem. Jeg blev ved med at forklare ham, at det er lige meget hvor mange eksempler han finder på at det ikke er et problem - når der faktisk eksieterer eksempler på det modsatte, er det altså en reel risikofaktor. Ved at holde sig væk fra den risiko - selv ordne problemet, reduceres sandsynligheden for at der sker noget man ikke ønsker. At overlade det helt til Gud, Google eller tilfældigheder er dumt.

At nogle få klarer sig mod alle odds betyder ikke af odds har ændret sig. Det er blot et udtryk for, at "sandhed" og "sandsynlighed" ikke er det samme. Man kan også godt overleve en orkan - men det er nu engang lettere, hvis man sejler udenom den :)

Ja - jo... Men hele udgangspunktet er jo, at vi ikke ER lige. Det er genetisk og miljømæssigt betinget. Nogle fødes mere intelligente end andre. Nogle fødes ind i privilligerede miljøer. Det kan vi ikke ændre på. Det er forsøgt mange gange - og sidste gang måtte de rive en hel mur ned, da de opdagede, det ikke virker :-)

Jeg ved godt, hvad du tænker på, Mikkel. Og jeg er enig i, at mennesker, der er ramt af visse problemer, bestemt ikke hjælpes af at få at vide, de skal tage sig sammen. Tværtimod.

Jeg tror også, at Martins tanke i høj grad er at sparke lidt til dem, der uden at have f.eks. psykiske problemer, fysiske sygdomme etc. hænger i en sump af "det er samfundets skyld", "det er synd for mig" etc. Og det spark er jeg enig i.

Netop det med at læne sig op ad det, man ikke kan nemt er en farlig ting for én selv.

Jeg er 100% med på, at langt fra alle mennesker har de samme muligheder. Men jeg tror på, at de fleste har de samme muligheder. Nogle skal "bare" kæmpe ti gange så hårdt for at udnytte dem. Og dem der kan det har fortjent en enorm respekt.

Ham du dsikuterede duplicate content med - ham kender jeg også. Og hans 14 tvillingebrødre :-)

> Det kan vi ikke ændre på. Det er forsøgt mange gange - og sidste gang måtte de rive en hel mur ned, da de opdagede, det ikke virker :-)

Ingen tvivl om at det sovjet-kommunistiske projekt var en dødssejler. Men det Skandinaviske velfærdsprojekt - som i manges øjne (ude i verden) er rendyrket socialisme, synes jeg bestemt ikke man kan sige har spillet falit. Tværtimod. Jeg synes faktisk det går ret godt med netop vores mere solidariske model her. Mange økonomer har også påpeget, at særligt vores flex-security model er en kæmpe styrke, når der sker store forandringer i økonomien, som nu.

Sjovt nok har selv den borgerlige fløj i Danmark en reelpolitik, som i f.eks. USA helt klart vil blive betegnet som socialisme :)

Dermed ikke være sagt, at vores model kan bruges i hele verden. Det tror jeg ikke. Særligt ikke i USA. Men for os virker den sgu rigtig godt, synes jeg. Ballancen mellem et relativt frit marked og en høj grad af solidaritet kan jeg godt lide. Det gør mig tryg, og er med til at give mig overskud til at gøre en masse godt.

For at gå lidt tilbage til udgangspunktet for Martins indlæg, så kan man jo spørge: Hvis alle sorte mennesker i USA, med samme baggrund som Obama, havde gjort præcis som ham ville de så alle sammen være blevet præsident? Nej, naturligvis ikke - der er kun en vinder (hvert 4. år) til den post. Og sådan er det jo med mange "spil" - der er få vindere og mange tabere. Det gør bare ikke at man kan sige, at taberne bare kunne have gjort det bedre - uanset hvem der vinder præsidentvalgtet kan man ikke komme uden om, at langt de fleste af dem der vil være præsident aldrig bliver det (uanset baggrund iøvrigt).

Der er mange fordele ved at være vinder. Præsidenten har meget mere magt end videcepræsidenten - eller den kandidat der næææsten blev valgt (f.eks. Fru Clinton).

Men heldigvis er der også masser af udenmærkede pladser "i solen" i området mellem vindere og tabere. Man behøver ikke blive præsident for at have nået nogle rimelige mål. Jeg tror f.eks. aldrig jeg bliver præsident, statsminister eller leder af en milliardkoncern med 50.000 ansatte. Men det er jeg ikke ked af - jeg har det helt fint på en lidt lavere hylde :)

Det handler vel også lidt om en vis afstemmelse af forventningerne til hvad "succes" er ... :)

Absolut enig - til det hele faktisk. Skægt hvad en provokerende overskrift som Martins kan lede til. God weekend!

Bare lige for at påpege en generel fejl i hele denne tråd omkring Obama. Han kom ikke fra trange kår, og han er i øvrigt mulat. "Selvbiografien – Dreams from My Father. I bogen beskriver Obama sine erfaringer med at vokse op i morens amerikanske middelklasseomgivelser. I bogen skriver han at det forhold at faren ikke lignede nogen af de andre mennesker i familien – "han var helt sort, og min mor var hvid som mælk".

Og for at bakke mikkels statistik op, så er Obama uddannet fra Harvard. Så lad os nu ikke falde i svime over denne mands utroligt dårlige odds i livet. For det havde han ikke. Det er en kæmpe bedrift at han er blevet USAs første ikke hvide præsident. Ingen tvivl om det. Men han havde en god baggrund med sig.

haha, elsker den måde du skriver på Thorborg, altid rart at få folk op af stolen. Tak for det.

Omkring Obama, hvis du "fjernede" det sorte, så er manden være perfekt i alle henseender. Veltalende, Kristen, god Far, sjov, dyrker basketball, osv..  Alle de amerikanske kerneværdier til fingerspidserne, ved ikke lige hvad mere der kan forlanges af ham? Han blev allerede introduceret i 2004 af J. Kerry, han har som nævnt gået på harvard, osv.

Så spørgsmålet i mine øjne er mere om han har lavet en så super god valgkampagne der har "omvendt" folk eller om folket bare var klar til forandring. Alt kan jo ske, bare se de valgte Bush 2 gange, McCain valgte Palin, og vores egen Fogh så helst at McCain havde vundet. Verden er godt nok f*cked up.

Og ja folk burde tage sig sammen, men som ofte kan det være svært at se en anden løsning på tingene, hvis man er fanget i gamle vaner og paradigmer.

Tænk, hvis man kunne få provokeret folk ved at åbne en debat med et langt mere dannet sprogbrug, så ville man virkelig vise klasse. Men det kræver selvfølgelig lidt hår på brystet, som de færreste (mænd) kan bryste sig af!

Nok om det. Budskabet er forstået, men det kan gøres langt mere elegant, og det er jeg da sikker på Martin Thorborg formår.

Mvh.

Fif Beck