Martin Thorborg rejser rundt i verden med familien
Følg vores rejse rundt i verden for at interviewe danske iværksættere
Sway the Kindle
Så blev det lørdag og jeg er lidt træt, da jeg læste alt for længe i går.
Som før nævnt, så købte jeg forleden en Amazon Kindle (Ja, ja, jeg skal nok snart anmelde den) og jeg hentede bogen Sway.
Sway er en bog der handler om irrationelle handlinger og den er hammer spændende. Jeg blev ikke færdig med den, men indtil videre er den fantastisk.
Bl.a. forklarer den hvordan vi bliver super kede af det, hvis en dagligvare stiger få ører, men kun bliver en lille smule gladere hvis den bliver en billigere.
Vi mennesker er altså meget mere bange for tab, end vi bliver glade for gevinster. Det kan man i sin forretning bruge til at hente flere penge ud af folk.
Hvis f.eks. jeg skal købe en mobil tlf. og jeg kan vælge mellem 400 minutter om måneden til 200 kr. og jeg kun forventer at bruge det halve, så er det jo en god deal.
Men rigtig mange mennesker vælger at købe ubegrænset forbrug til f.eks. 300 kr. selvom de aldrig får det brugt. Det gør de fordi de ved at minutprisen efter de 400 min. er brugt er høj, og skrækken for at det kan løbe løbsk, gør at folk hellere tager et "tab" de kan overskue, selvom de faktisk spilder deres penge.
Det samme gør sig gældende når folk lejer bil. Rigtig mange amerikanere har alle forsikringer via deres kreditkort, når de skal leje bil. Men alligevel køber de ekstremt dyre forsikringer når de lejer bilen og det uden de har brug for det. Folk vil hellere tage et tab de kan overskue her og nu, end de vil tage "chancen" for at tingene kan løbe løbsk.
Så tænk over din forretning. Kan du sælge folk en forsikring? Kan du sælge folk en ubegrænset ydelse til en højere pris, som de sikkert aldrig får brugt etc.?
Læs bogen, den er for fed!
http://www.amazon.com/Sway-Irresistible-Pull-Irrational-Behavior/dp/0385524382

 

Thorborg, en US Kliche ;-)

Jeg vågner et kvarter før vækkeuret ringer. Jeg er begyndt at gå i seng lidt i elleve, da Danmark alligevel sover når det er aften i Florida.
Så 6.15 stod jeg op og tændte min laptop. Der ligger en bunke mails og venter, da  det i Danmark nu er lidt over middag. Der er en update på nogle problemer vi har med en betaversion af SPYWAREfighter og jeg installerer forventningsfuldt den nye version. Men den fejler på samme måde som dagen før, så udviklerne i Ukraine må fortsætte med at finde nålen i høstakken. Nicolai, min direktør i Amino, har sendt mig en blæremail med god PR de har lavet, så det er jo dejligt med godt nyt.

Emma begynder at røre på sig, hun vågner tidligt i dag, da hun glæder sig til at de skal holde fest i skolen.. Jeg tager mit nye løbetøj på, det gamle er på vej i containeren med alt det andet vi får fra Danmark en af dagene. Jeg har købt en Ipod Shuffle og fyldt den med techno. Hjemme i Danmark løb jeg aldrig med musik i ørene, der nød jeg skovens stilhed, men den finder man ikke lige her, så jeg kan vælge mellem trafikstøj og musik, nemt valg.. Jeg løber 25 minutter og temperaturen er allerede oppe på  82 F. (28 C.) så jeg sveder godt. Lige før jeg kommer hjem, svinger jeg ind omkring den lokale Starbucks og får to Grande Latte, den ene med sukker til Camilla. Vel hjemme, laver jeg de sædvanlige 90 mavebøjninger og 30 til ryggen. Jeg har tendens til ondt i ryggen, men når jeg nogle gange om ugen får lavet det "sæt" så går det faktisk helt godt.

Efter et bad, vil Emma lave morgenmad til mig, så hun hælder noget af den mysli vi har købt nede i den lokale "økoshop" op i en skål og jeg får aller nådigst lov til at spæde op med lidt Goji Berries. Det er en såkaldt superfood, som man  efter sigende skulle kunne leve a, men det ville sgu nok blive rimelig kedeligt i længden ;-)

Nu er Camilla og Mads også oppe og Mads forlanger med det samme at se Peter Pan, der er han yndlingsfilm. Camilla har lavet havregrød til ungerne, det spiser de næsten hver morgen. Jeg spiser min mysli og læser lidt i Fortune på min nyindkøbte Amazon Kindle (Anmeldelse følger snart).


Klokken er nu 8.15 og jeg skal til at tage af sted. Jeg afleverer Mads, da han ikke tager det helt så nemt som Emma og Camilla har nok at se til. Men Mads har en ide om at det er Camilla der skal aflevere, så der bliver skrig og skrål. Kompromisset bliver at Camilla og Emma følger os ned til bilen og Mads er nu godt tilfreds. Som før nævnt, så har jeg lejet en åben Saab, men Mads bryder sig ikke om vind i håret, så vi kører mod børnehaven med lukket tag og temaet fra Ingrid og lillebror på fuld skrue. Afleveringen i børnehaven går super, han græder næsten ikke og da jeg kigger ind 10 sekunder efter, så er han allerede glad igen.

Nu er det tid til at køre taget ned, tage lidt solcreme på  og skifte musik til US Top 20 fra den indbyggede satellit radio. Klokken er nu lidt over 9 og temperaturen er oppe på 92 F (33 C). Jeg kører mod SPAMfighter kontoret og på vejen møder jeg min nye bedste ven, avissælgeren med den orange vest, der vil til Afrika for at skyde mennesker. Jeg køber en avis af ham og stikker ham et par $. Vi laver "Hi five" og jeg får en "Have a great day" med på vejen.

På SPAMfighter kontoret er det kun Tony der er mødt og det er usædvanligt. Men John har taget nogle vilde kattekillinger til sig og han er helt balstyrisk. Så da han kommer lidt senere, får vi historien om hvordan de har holdt ham vågen til sent.. Ja ja, han har haft det hårdt før i tiden og er for et par år siden gået helt ned med stress pga. en 90 timers arbejdsuge, så det er jo fint at han har fundet noget andet at gå op i, end sin computer.

Jeg checker mails igen og Christopher fra kontoret i Ukraine river sig i håret. Han fatter ikke hvorfor min maskine opfører sig så åndssvagt, men de må på den igen, så der kommer nok en ny installer senere i dag.

Nu er det tid til at komme ud af "fryser kontoret". Næsten hver dag går jeg ned på den lokale Starbucks og arbejder lidt. Der er ro og fred, for hjemme på kontoret kører den lokale nyhedskanal hele tiden og det gør det lidt svært at koncentrere sig i disse præsidentvalgstider. Dertil elsker jeg det varme vejr og nu lidt over 11 middag, er der 96 F (35 C) og det er helt perfekt for mig.
Men ak, mit kaffested har ingen ledige pladser, så her sidder jeg på en bænk i "parken" og skriver til dig, men der er sgu så kønt og kaffen fik  jeg med mig.

Folk siger at man bliver træt af såden et liv og reaktionen skulle komme efter 3 måneder, hvor man begynder at savne leverpostej, nyhavn, den lille havfrue m.m.. Men det har jeg ærligt talt svært ved at forestille mig, men nu må vi se.

Nu tilbage til arbejdet, vi "ses" nok snart igen.

Dbh Martin

Anaconda-jægeren!

Min stille, rolige og spinkle supporter John, fortalte at han før han tog jobbet hos os, blev tilbudt at bliver anaconda-jæger.
Det lød så eksotisk, at jeg måtte vide hvad det gik ud på.
Blot 30 km. fra hvor vi sidder, ligger Ever Glades. Der har folk i mange år smidt deres brugte kæledyr ud og mange af dem var små anacondaer, der med tiden blev for store.
Der er nu så mange, at de truer bestanden af aligatorer. Nu er der udstedt dusør, så for hver anaconda-hoved man møder op med, får man 50 US$.
Da John efter eget udsagn er en godt skøtte (Hans far var FBI agent i 25 år, så måske har han lært tricks) syntes han jobbet lød spændende. Men hvorfor han endte med at svare support hos os i stedet, fandt jeg aldrig ud af. Jeg syntes sgu det lød sjovere at pløkke slanger.

Du kan se en anaconda der prøvede at æde en aligator her 

Så måske kan det blive et interessant fritidsjob, med chancen for at ende som danmarks svar på Steve Irwin ;-)

Dbh Martin

En varmende hulmaskine

Som før nævnt, så elsker amerikanere at sidde i iskolde kontorer, men nogle gange kan det åbenbart blive for meget.
I kontoret ved side af, syntes de åbenbart at det er lidt for koldt og det har de løst på bedste amerikanske vis:

At skrue lidt ned for deres aircondition vil være en drastisk beslutning.
Så hvis nogen mangler deres hulmaskine, så kan jeg så rapportere at den arbejder i den bedste sags tjeneste, med at gøre klodens klima lidt varmere ;-)

Dbh Martin 

 

God frokost-udsigt!

Hver dag spiser vi frokost på Max's Grille som ligger lige over for vores kontor i Mizner Park. Der er tre gode ting ved stedet. For det første tager det 1 minut at gå der hen. For det andet er maden rigtig god og sidst men ikke mindst, så ligger det lige ved siden af centrets Valley Parking. Det betyder at alle de fede biler bliver sat af 20 meter fra vores bord og der er mange fede biler i Boca.
Men denne svend her:



Den tog prisen. Det er en Mercedes Mclaren der i Danmark koster 11 millioner kroner. Mercedes laver 500 om året og der er efter sigende to i Danmark.
Så selv om biler i USA er billige, så er 500.000 US$ også en slat og jeg tør slet ikke tænke på forsikringen..
Nå, hvem ved hvad jeg gør, når USA kontoret kommer på skinner ;-)

Dbh Martin

Farlig avissælger

Hver dag jeg kører til arbejde, så står der ved alle indfaldsveje avissælgere iført orange veste. Det er typisk hjemløse der tjener til dagen og vejen ved at sælge aviser og tigge lidt almisser.
Forleden kom jeg kørende i den Saab cabriolet jeg har lejet, iført smarte solbriller og kæk så jeg ud ;-) En af sælgerne fik øje på mig da jeg kørte forbi og man skulle tro at han ikke havde de store ressourcer til et smil. Men jeg fik et "thumbs up" for min "stil" og et stort smil. Det er verdensklasse at opleve sådan noget!

I dag kørte jeg forbi igen og jeg stoppede ved sælgeren der havde saluteret mig sidst. Jeg købte en avis og nåede at snakke med ham i et minuts tid, inden det blev grønt lys. Han havde boet i Afrika i mange år (Han var hvid) og hans eneste drøm var at komme tilbage til Afrika. Jeg spurgte ham hvorfor og han svarede: "It is the only country where you can legally shoot people". De er skøre de amerikanere..

Mød mine nye kolleger

Som du sikkert ved, så sidder jeg i SPAMfighters kontor i Mizner Park, Boca Raton.
Mit job er at gøre SPAMfighter større i USA og det skal nok blive et interessant job.
Men jeg har til en start to super kolleger!

Den ene er supporteren John:

Han er en vældig flink fyr, som har arbejdet i it-branchen i mange år. Han er et levende leksikon og han ved derfor de mest mærkværdige ting.
Det var også ham som ikke havde råd til en læge da han slog sin fod, så jeg måtte ringe til min gode ven Steen som er læge på Rigshospitalet. Han fik hurtigt forklaret John hvordan han skulle tackle skaden og efter nogle få dage kan han næsten gå normalt...


Den anden gode kollega jeg har er Toni:



Han er sælger og har tidligere arbejdet som politibetjent i Fort Lauderdale og han er mester i en eller anden sportsgren der går ud på at slå modstanderen til plukfisk. Ud over det er han "Minister" og kan vie og døbe folk, så han er en sammensat person må man sige. Han er dertil igang med at launche sit eget t-shirt brand "2-Strikes og slutteligt er han en lun fætter.

Så jeg har to gode folk at starte ud med, så det skal nok blive godt :-)

Dbh Martin


 

Kolde amerikanere

En af grundende til at vi flyttede til USA, var at vi ville prøve at bo et varmere sted og det er til dels lykkes.
Når jeg løber lidt i 7 om morgenen, så er der allerede 28 grader og så er solen ikke stået op endnu, så det er lunt og rart.
Men alle andre steder end uden for er der hammer koldt. Det er lige før man skal have jakke med for at handle ind, da amerikanere fyrer grundigt op eller ned om man så må sige i deres aircondition-anlæg. Selv på kontoret hvor jeg sidder hele dage sniger temperaturen sig ikke en grad over 19 og der fandemig koldt når man har besluttet kun at iføre sig shorts og badesandaler.
Men sådan vil de skøre amerikanere have det og det må man jo så respektere. Så i kan glæde jer over at i sidder i jeres 22 grader varme kontorer hjemme i det danske, mens jeg må arbejde i et køleskab, hvem sagde ironi ;-)

Dbh Martin

The Thorborgs kommende hytte

I dag har vi skrevet under på leje af hus og så må vi håbe at den anden part gør det samme.
Det er i et gated community som hedder Broken Sound og vi håber at det er et rart sted at bo.
Der er rigtigt mange huse man kan leje pga. den sløje amerikanske økonomi, så man bor godt til en fornuftig pris.
Huset har 6 værelser så der er god plads til venner og familie der vil besøge os.
Og Amerikanere er besat af toiletter, så der er såmænd 7 stk. af dem i huset. Så kan man da få lov til at ski.. i fred ;-)
Her er huset:

Og ja det er rart :-)

Dbh Martin 

 

Ungerne er glade

En af de få ting der har bekymret mig ved at tage til USA, var om vores unger, Emma på 5 år og Mads på 2 år kunne falde til.
Derfor havde vi brugt god tid på at finde de rigtige steder til dem. Til Emma fandt vi en international skole med børn fra 32 lande og Mads kom i en børnehave hvor han skal svømme en time hver morgen. Begge steder har en høj standard og det er meget venlige lærere og pædagoger.
I mandags skulle de starte i "Før-skole" og børnehave og det var ikke sjovt at aflevere dem til fremmede, som de ikke kunne tale et ord med.
Det må være virkelig mærkeligt at være omgivet af folk man har svært ved at kommunikere med, når man ikke er ældre.
Men allerede første dag faldt Emma helt til. Hun fik en veninde og hele ugen er gået helt perfekt. Mads var lidt sværere, han var meget ked af det når jeg aflverede ham, men det blev bedre hver dag og i fredags var han næsten ikke ked af det. Det skal siges at han kun græd 30 sekunders tid og efter det havde han gode dage, men han var ikke glad når jeg aflereverede ham. Men det ser ud til at det nok skal gå og jeg tror at trængslerne er ovre i næste uge.

Men det er nu sjovt at se hvor anderledes tingene er her. Musikundervisning for Mads består af en sang og så hører ungerne rock i 20 min. og de kan så spille til med hver deres "instrument" hvis de gider. Instrumenterne er koklokker og andre ting der kan larme. Jeg kan ikke lige se at de lærer så meget, men det ser godt ud på websitet, at de har det tilbud ;-)

Nuvel, kan i have en dejlig søndag.

Dbh Martin

De er syge i bøtten ;-)

Vi har været på intens husjagt, da vi skal fraflytte vores lejlighed i Delray Beach inden for de næste 14 dage.
Vi vil gerne leje et hus ved vandet, men for at sige det som det er, så koster det kassen (Godt + 40.000 kr. om måneden). og det er over min smertegrænse.
Så vi ender nok med at leje et hus i et gated community lidt inde i landet, det fås for lidt over det halve. Men det er ikke det jeg nu vil fortælle om..

Næsten alle huse vi har kigget på har pejs og for dem der har været i Miami området, så er det ikke lige det man har brug for ;-)
Så jeg spurgte ejendomsmægleren hvad de brugte dem til og svaret var uendelig amerikansk indelysende: "Vi elsker hyggen med en pejs, så vi skruer helt op for aircondition og så tænder vi for pejsen, og så hygger vi os". Der er ikke noget at sige til at Grønland snart lever op til sit navn ;-)

En anden ting jeg har bemærket er, at de næsten alle køler deres huse og kontorer ned til nærmest frostgrader, samtidig med at de opvarmer deres swimmingpools. Jeg fatter ikke hvorfor man ikke kan bruge varmen fra huset til at opvarme poolen og på den måde køle huset lidt. Så sidder der en kvik iværkætter der vil tage hul på det marked, så vil jeg tro at det kan blive en mega guldåre med tiden.

De er skøre de amerikanere ;-)

Dbh Martin


Problem solved

Min mor var pædagog i 40 år og hun fortalte at forældre ofte ikke hentede deres børn til tiden. Det var synd for børnene og det var ærgerligt for pædagogerne der gerne ville have fri. I Mads’s børnehave her i Boca Raton, har de løst problemet på "bedste" amerikansk vis. Kommer man for sent, så koster det 3 $ i minuttet, så 10 minutter koster små 150 kr. og de skal afregnes næste dag og har du dem ikke, så kommer han bare ikke i børnehave :-)
Så problem solved ;-)

Dbh Martin

Flere indlæg « Forrige side - Næste side »