Jeg har som nævnt fortsat mit løb i USA og det er noget lidt andet.
I Danmark løb jeg på grus i skoven og det var godt kuperet, men til gengæld var der dejligt køligt.
Her løber jeg på asfalt og der er hammer varmt. Når jeg løber om morgenen, er der allerede 30 grader i skyggen og en luftfugtighed over 80% og min rute er godt 5,5 km. Det er ikke meget for folk i super form, men for en halvfed iværksætter, så er det sgu anstrengende.
Når jeg kommer hjem, så napper jeg 90 mavebøjninger for at holde donuts, burgere + det løse indenbords. Jeg har faktisk en ambition om at være den første der kommer til USA og taber mig, men det går ikke helt efter planen endnu ;-)
Nuvel, sådan så jeg ud i morges efter træning:

Hvis jeg var en hest, så ville jeg have fået en kugle ;-)
Nå, nu skal vi ud og hente ny bil, den fortæller jeg om lidt senere.
Dbh Martin
Jeg har i flere dage undret mig over hvorfor der altid er kø foran Mads' børnehave og det både morgen og aften.
Jeg parkerer altid tæt på og så går vi sammen ind og snakker lidt med pædagogerne og jeg sørger for at han har det godt.
Køen, fandt jeg ud af, er fordi man kan få hentet og placeret sit barnet i bilen, så man ikke behøver at flytte sin fede røv ud af SUV'en.
Så når man kommer om morgenen, så kommer der straks en pædagog ud og spænder barnet fri af børnesædet og så vinker Fat Ass Mary til ungen, der så bliver transporteret ind i børnehaven. Om aftenen vinker hun med en seddel med barnets navn og minutter senere kommer ungen ud og bliver spændt pænt fast igen.
Det er sikkert bekvemt, men helt ærligt... ;-)
Dbh Martin
Min gode kollega Tony er vild med baseball caps. Han har ofte en ny på og en ting der har undret mig er at han ikke piller de klistermærker af som forretningen har sat på, som prismærke, autentitetsbevis etc. Det ser sgu lidt fjollet ud at bære en cap med 29.95 $ hængene på undersiden.
Jeg spurgte ham hvorfor han ikke pillede dem af og svaret var overraskende!
Han fortalte at det var cool blandt unge i hans område at lade mærkerne sidde, så man kunne "flashe" at man havde den ægte vare og at man støttede sit team, i stedet for at købe en kinakopi til en 10'er. Så Tony lod altså mærkerne sidde for at være smart med de unge og samtidig vise at han havde råd til den ægte vare og dertil støttede klubben.
Så hvornår mon vi ser folk med Rolex med et diskret prismærkat fra Klarlund hængende på armen? ;-)
Men det er nu en interessant tanke. For hvordan har mærkevareproducenterne tænkt sig at klare sig med alle de piratkopier? De forsøger at stoppe dem i tolden + andre manuelle løsninger. Men en 3D printer der kan printe 3D objekter i farve, koster blot 150.000 kr. i dag og om 5 år spås de at koste knap 5.000 kr. i Merlin. De kan i dag printe i gummi og i en blanding af stivelse og bindemiddel der giver en hård kopi. Den førnævnte printer kan f.eks. i dag printe en hel lastbilsgearkasse i en arbejdsgang, med alle bevægelige dele fuldt funktionsdygtige. den er selvfølgelig ikke stærk nok til rigtig brug, men alle tandhjul, differentialer m.m. kører som i en rigtig mode. En arkitekt kan printe en hel bygning ud i lille format med gardiner, mennesker, potteplanter, græs og alt. Jeg har set det og det er for cool!
Nokia udvikler deres mobiler ved at tegne dem på computeren, printe dem ud og fylde elektronik i dem. Efter det kan de bruge dem og se om de ligger godt i hånden og om designet er vellykket. Der går ikke mange år før man også kan printe elektronikken ud og det giver nogle interessante perspektiver..
Så hvad mon Tony gør når han opdager at naboen printer både hat og prismærker ud i en arbejdsgang..? ;-)
Dbh Martin
En ting man snakker meget om i USA er forsikringer.
Som alle vel ved, så kan man blive sagsøgt i USA for hvad som helst og da advokaterne er 100% provisionslønnede, så er der gang i sagerne.Hvis min datter kommer til at køre ind i et andet barn på rutchebanen i børnhaven og forældrene fornemmer man har penge, så kan man være sikker på at man bliver sagsøgt.
Hvis man komme til at køre op i røven af en anden bil og man selv kører i en flot bil, så bliver man 90 % sikkert sagsøgt.Hvis man ser en ulykke og man stopper op og hjælper og personen man hjælper fornemmer man har penge, så er chancen for at hun sagsøger dig for at have gjort skade værre, meget stor. Det betyder faktisk at man bliver frarådet at hjælpe folk der kommer til skade. Bare kør videre og pas dig selv..
Den menige amerikaner er både bange for at blive sagsøgt, men de ser det også som en lottokupon. Er man så heldig at blive kørt ned, så kan man også være så heldig at bilisten er rig og bliver dømt til at betale en håndfuld millioner, som man kan leve af resten af livet. Så hvor vi i Danmark venter på den store lottogevinst, så er der vitterligt mange mennesker i USA der håber på at komme til skade.
Det betyder også at forsikringerne er hysterisk dyre. Hvis man f.eks. har en bil, så koster det snildt 10.000 - 15.000 kr. om året at have en ”Liability forsikring” (Dertil kommer ”kasko” + det løse). Det betyder at man ikke i første omgang bliver sagsøgt, men at forsikringsselskabet tager sig af det. Også privat skal man have sådan en fætter og vores forsikring for familien med sundhed og liability løber op i lige over 60.000 kr. om året. Dertil kommer bilen og evt. husforsikringer. En god ven som bor tæt på os, betaler derfor 180.000 kr. om året i forsikringer for ham og hans to døtre, så jo, skatten er billig i USA, men pengene går hurtigt til andre ting.
Jeg snakkede med mine to kolleger om de ikke syntes at det er sygt at de skal have alle de forsikringer til f.eks. hospitaler og da de ikke er de rigeste mennesker på jorden, så regnede jeg med et ”Yeah man, that’s pretty sick”. Men nej, de skulle ikke nyde noget af at det offentlige skulle rode med deres hospitaler. Deres mening var at alt det offentlige rodede med gik op i skidt, så de ville hellere betale kassen for en forsikring og så blive behandlet på privathospital.
Tjaaaa, hvad skal man sige. Det er sgu altid så besværligt når tingene ikke er sorte og hvide og det er der så godt som intet der er ”Over here” J
Ha’ det super.
Dbh Martin
Så er der tornadovarsel for vores område de næste 20 min. De afbrød alle tv-kanaler med advarslen og strømmen bliver konstant afbrudt i små glimt.
Jeg har købt en lille UPS som kører WIFI og modem når strømmen ryger, så nettet er indtil videre ok.
Det er godt at man driver forretning på nettet, ellers havde man da haft et par "nededage".
Dbh Martin
Så er det nu det blæser. Orkanen er nedgraderet til en storm, men den slags kan ændre sig hurtigt. Vi er ikke i stormens øje, den passerer forbi godt 20 km. fra hvor vi bor.
Til gengæld er der tornadovarsel i hele området og man bliver rådet til ikke at gå ud. Tornadoer er typisk ikke så store her, men forleden kastede en af slagsen rundt med to biler, så man skal ikke tage for let på det. Ser man tv, så afbryder de konstant programmerne med den ene og den anden varsel, så man føler virkelig at man er i et kriseområde.
Når jeg kigger ud af vinduet, så ligner det en god dansk efterårsstorm, man føler sig helt hjemme ;-)
Der faldt så meget regn i nat, at poolen næsten er løbet over. Den sø vi bor ned til er krøbet en halv meter tættere på huset, så vand har vi nok af ;-)
Det der irriterer mig mest lige nu er, at jeg har bestilt kaffe til vores nye kaffemaskine.
Den bruger sådan nogle små flotte farvede kapsler og dem har vi kun 3 tilbage af. De 200 jeg har bestilt skulle komme i dag, men jeg tvivler på at US Postal kommer kravlende iklædt kevlarkyse, så i aften er vi kaffeløse! Nå, stormen lægger sig vel og så afsted til Starbucks ;-)
Dbh Martin
Så er vi klar til Fay og i morgen tidlig går det løs. Alt fra haven er båret ind på nær de aller tungeste ting. Vi har 70 liter vand på lager + en masse mad og jeg har købt trådløst internet fra Verizon, så nu er vi sgu klar. Det ser dog ud til at vi slipper for det værste, men den slags kan ændre sig på få timer. Lige nu regner det for vildt og poolen er helt fyldt op.. Jeg satser på at vandet løber ned i søen og ikke ind i huset ;-)
Dagen i dag har været skod. Jeg startede ud med at mit nye vækkeur ikke virkede, så jeg fik ikke min løbetur. Derefter var Internet nede i hele kvarteret og da jeg så ville checke mails på min tlf. så virkede den heller ikke. Da jeg skulle køre Mads i børnehave, så slog jeg min hånd. Jeg ville løbe ud til bilen for ikke at blive for våd og så røg jeg på røven. Det har resulteret i at jeg har svært ved at skrive og det irriterer mig for vildt.
Jeg blev så arrig at jeg smed bilnøglen ad helvede til, så den gik i adskillige stykker. Jeg kunne heldigvis efterfølgende samle den igen og efter at den var blevet tør virkede den. Jeg var så derimod ikke tør..
Foden har jeg også ondt i, for jeg måtte også lige sparke til en kasse i mit raseri. Jeg må lære at styre mit temperament en dag. Men det har jeg arbejdet med siden 1970, så det har nok lange udsigter.
Nå, vi har det jo godt. Vi skal bare lige have det blæsevejr overstået, så vi kan komme i pølen igen.
Ha' det super.
Dbh Martin
Jeg ved godt at jeg skriver meget om vejret, men det er sgu også rimelig interessant.
Orkanen Fay har lige ramt Cuba og vi forventer at møde den her i morgen aften.
Om den lige rammer os er svært at sige, men 25.000 mennesker er evakueret fra Key West som ligger lidt over 100 km, her fra.
Alle skoler er lukket i morgen og sikkert også tirsdag, så der er nogle børn der er glade :-)
Vi har heldigvis lejet et hus med "Hurricane Glass", det svarer nærmest til skudsikkert glas, så jeg forventer at sidde klar på første parket når palmerne vælter :-)
Vi har forberedt os lidt i dag med indkøb af diverse ting, så jeg føler mig sgu helt som en spejder.
Et stk. lommelygte med indbygget vejr-radio, et stk. Subaru 3500 W nødgenerator inkl. 80 liter benzin, 2 store gasflasker til grillen, 60 liter vand, spaghetti og ris til en uges tid + masser af slik, franske kartofler + det løse.
Det er ikke ualmindeligt at strømmen ryger i en uges tid efter sådan en fætter, så det kan blive en varm fornøjelsen, da generatoren ikke kan trække vores aircondition.
Min kollega John fortalte forøvrigt, at da orkanen Andrew ramte Florida i 1992, måtte han hjælpe sine bedsteforældre med at rydde op efter at deres hus nærmes var væltet.
Der var ikke strøm i ugevis og myndighederne kommunikerede med borgerne via luftballoner med lysbogstaver. De blev bl.a. advaret om at Miami Zoo var så ødelagt, at flere af dyrene var sluppet ud. De så bl.a. Gazeller der løb i gaderne, så der var ren Jumanji :-)
Nå, så slemt bliver det nok ikke, men hvis i ikke hører fra mig nogle dage, så er strømmen nok røget. Så håber jeg at jeg kan blogge via min nye tøse-Iphone. Den kan generatore vel for fand.. oplade ;-)
Hold jer muntre.
Dbh Martin
Man kan ikke påstå at her er kedeligt. En tornado har lige smidt med nogle biler, under 40 km. fra SPAMfighters kontor. Og de har lige afbrudt fjernsynet med en melding om "Severe Thunderstoms" i vores område. Så nu skal jeg ud og køre, det er super fedt med det sindssyge vejr de har her ovre. Forleden dag regnede det så meget, at man måtte køre i midtebanen af vejen, da man ellers intet kunne se ud af forruden pga. vand der blev smidt op på forruden fra vejen.
Nå afsted det går :-)
Dbh Martin
Så kom alt vores skrammel fra Danmark. Mere end 100 flyttekasser med tøj, køkkenting, legetøj og hvad ved jer. Det er utroligt så meget man kan skrabe sammen over årene, selvom meget blev solgt eller givet væk før vi rejste.
Da de kom med "vores" 40 fods container, så havde jeg mest lyst til at sende den hjem igen. Vi har jo lejet et hus med møbler, så vi har ikke brug for halvdelen af det der nu stod i vores indkørsel..
Men ind kom det hele og nu går der nogle dage med at pakke ud og komme på plads. Ungerne er heldigvis glade, da de har fået fyldt deres værelser med alt det de havde der hjemme. Så der var stor gensynsglæde med senge, plasticscootere m.m., det mindede faktisk lidt om juleaften, bare forbandet meget varmere J
Nå, jeg tog dog af sted til kontoret i dag, så kan Camilla pakke skrammel ud, mens jeg gør mit nyttig andet steds ;-)
Om lidt skal jeg Skype med Amino kontoret, men drengene er lidt forsinket, da de er til møde ude i byen vedr. et nyt sejt site vi har i støbeskeen, men mere om det senere. Den næste uge skal primært gå med at få Amino overflyttet til en opdateret platform og så holde skansen på SPAMfighter kontoret. Jeg glæder mig til at alle de afbrydelser der har med flytningen at gøre snart slutter, så jeg kan begynde på det sjove og vigtige, nemlig at gro SPAMfighters forretning i USA.
Ha' det super!
Dbh Martin
Så er stilheden brudt, vi er flyttet og vi har i dag fået Internet :-)
Så de sporadiske usammenhængende indlæg der er kommet de sidste par dage, skal ses i lyset af at jeg kun kunne komme online på arbejdet og der har jeg haft ret travlt.
Fredag var en dum dag. Vi havde godt nok endelig fået ok på huset, så det var super. Men jeg gad bare ikke svare mails, da de hobede sig op i tårne og de gav mig dårlig samvittighed.
Så ringede Camilla og fortalte at hendes Visa Kort var blevet spærret og det kan jo få enhver kvinde til at bryde sammen ;-) Dertil havde hun igennem uger lidt den tort, at hun konsekvent blev kaldt for spous, når noget skulle underskrives. Det morede mig meget, men hun syntes ikke at det var en forfremmelse at gå fra en identitet som efterforsker hos Københavns politi, til at være mit vedhæng, så hun var i forvejen lidt ærgerlig. Da så hendes taletidskort løb tør midt i samtalen, så blev hun godt ond! Så da vi mødtes på Starbucks ved SPAMfighter, så havde jeg brugt en rum tid på at få optanket hendes forpul.... T-Online taletidskort. Da vi mødtes, var det endnu ikke lykkedes og jeg var på det tidspunkt temmelig arrig. Der var ikke den detalje man skulle oplyse på websitet og det kun for at tanke sølle 50 $ taletid ind på en tlf. Da den slutteligt afviste mit Amex kort, så blev jeg så arrig, at jeg besluttede at de fordømte prøjsere fra T-offline skulle straffes. Så jeg tog resolut og knækkede begge vores simkort og kylede dem ned i min varme kaffe, som efterfølgende røg i skraldespanden. Jeg tog herefter bilen og kørte ned til den lokale ATT forretning. Der fik jeg to nye simkort og for at dulme min arrigskab, så købte jeg to 16 gigabyte Iphones til 300 $ stykket, altså dem med 3 G dækning (Tag den i stakkels SPAMfighter DK kolleger som slæber rundt på jeres Iphone med brevdue-opkobling ;-)
Nå jeg bliver helt arrig af at skrive det, så nu må jeg lige tage noget positivt.
Lørdag flyttede vi ind i huset og det var dejligt. Huset er stort og det er gammelt på den fede måde. Da det blev bygget i 1990, var det toppen af poppen og rimelig Miami Vice agtigt. Der er ikke den besynderlige detalje der ikke er på huset, selvom en del af dem ikke virker i dag. I soveværelset kunne fjernsynet forsvinde ned i et stort mærkeligt møbel og det kunne det sikkert også i dag, hvis jeg turde at sætte skidtet i stikket. Så er der flere ismaskiner og køleskabe placeret strategisk i huset og i haven, så man ikke skal undvære sine sjusser. Jeg tror jeg har fået slukket de fleste, da de larmer og sikkert bruger en fandens masse strøm og vi klarer os fint med et køleskab i køkkenet og et i havehuset, eller hvad man nu skal kalde et læskur med indbygget grill, lys og som nævnt køleskab. Så er der badeværelserne. Vi fandt 6 af dem den første dag, men de sidste to var og blev væk. Søndag fandt jeg dog det ene ude i haven og det er jo smart når man været i poolen. Rengøringsdamerne havde så ikke lige fundet det og det betød at der lige skulle gøres en del rent, nå det kigger vi på om nogle dage, indtil da må vi nøjes med de andre 6 installationer. I går mandag, da jeg var inde i biblioteket (Det lød rimelig blæret ikke?) så lagde jeg mærke til en underlig lyd. Det lød summende og kom fra et af panelerne. Da jeg trykke på det, åbnede det sig fuldstændig som man ser i gamle gyserfilm og jeg blev sgu helt bange. Der ind bag panelet var det sidste badeværelse. Det blev dagens fund og ungerne syntes det er en fest, at vi har et hemmeligt lokum i huset ;-)
I dag har jeg taget den hårde tur og svaret en million mails, sådan føles det i hver tilfælde. Jeg er nu kun 82 stk. bagud og dem må jeg prøve at nå i morgen. Det er muligt at det bliver svært, da vi arbejder på at opgradere Amino til en nyere version af den platform vi kører på i dag og der skal jeg oversætte alle de nye funktioner. Så hvis du bruger Amino, så bliver denne uge ret spændende!
Dertil kommer alle vores møbler fra Danmark, ledsaget af lidt over 100 flyttekasser. Hvordan vi skal få plads til det, når vi nu har lejet et hus der er fuldt møbleret, aner jeg ikke, men det er da godt at vi har 3 garager ;-)
Nå nu vil jeg i seng. Jeg er jo som før nævnt begyndt at stå tidligt op, så jeg kan snakke med folk i Danmark før de går hjem fra arbejde, og så skal jeg også nå at løbe runden før temperaturen sniger sig op over de 30 grader. Ruten er på lidt over 3 miles (5 km) og det er sgu langt for sådan en halvfed amerikaner-wannabe.
Sluttelig skal i lige have et par billeder der viser hvor omskifteligt vejret er. Det ene øjeblik vælter regnen ned og det næste skinner solen. De to billeder er taget med 10 min. Mellemrum.


Hold jer muntre
Dbh Martin
I går søndag skal vi ud og handle lidt ind. (Ja det kan man i dette land og mon ikke det også kommer til gamle dannevang en gang?)
Vi kører på motorvejen og vejret er vildt fedt. Jeg elsker når det lyner, tordner og regner og naturen virkelig viser tænder. Det gør den næsten hver eftermiddag og det vender man sig til.
Nå, tilbage til motorvejen. Pludselig slår lynet ned i en gadelampe 50 meter fra os. Jeg ser lynet og tror at det er langt væk, men pludselig ser jeg gnisterne fra lampen og kan nu se at lynet i et splitsekund skyder ud fra lampen. Braget var egentlig ikke så højt, men fuck en oplevelse, jeg var helt oppe og ringe. Vi har vænnet ungerne til at lyn og torden er cool, så de var også vilde.
Nå, nu er det frokosttid og Tony kan ikke vente :-)
Dbh Martin
Flere indlæg
« Forrige side -
Næste side »