Vovsetortur i luften

Endelig tilbage i USA. Endelig fordi turen til Danmark har været hårdt arbejde med messe, peptalks, møder, problemknusning og et utal af middage med rødvin m.m. Den sidste del var selvfølgelig fint, men jeg kan mærke at min lever trænger til nogle dages pause ;-)
Turen gik rigtigt fint. Vi havde lidt nerver på, da vores dejlige 11 år gamle dalmatiner Camma, var med. Hun skulle faste 24 timer før og for dem der kender Camma, så vil hun foretrække en time på en varm kogeplade, frem for at misse sine måltider. Hun blev placeret i en kasse med lidt vand og så kunne hun ellers fornøje sige med at sidde i den de næste 20 timer. Vi fik hende ud i Atlanta, da alt skal checkes ind igen, men vi måtte ikke tage hende ud af kassen. Da hun så os, så græd hun det bedste hun kunne, men en lille håndfuld hundekiks kurerede hende med det samme og det var hårdt at aflevere hende igen. Da hun kom kørende på transportbåndet i Miami Airport som et hvert andet stykke bagage, så kunne man godt se på hende at hun nu havde nået grænsen for hvad en pæn dame i sin bedste alder ville finde sig i. Det var nok lettere at stoppe smør op i røven på en vildkat med en strikkepind, end at få hende tilbage i kassen. Så hun sad mellem Camillas ben i bilen det sidste stykke, hvor hun faldt i søvn efter godt 2 sekunder.

Nå, vel tilbage, så gik dagen i går med både godt og surt. Jeg havde overset Camillas tlf. regning, så hendes elskede Iphone virkede ikke. Men heldigvis kan man jo betale over nettet, men det kræver at man oprettede en ATT konto . For at sikre at man er rette ejer, så får man tilsendt en sms til sin tlf. med en kode man skal indtaste på nettet. Men hov, hvor god er en lukket tlf. til at modtage sms'er? Skide smart.. så efter lang tids søgen, så fandt jeg en metode hvor jeg over min egen tlf. kunne betale og Camilla var glad igen.

Så var der brev fra el-selskabet. Det var åbenbart ikke nok at betale 1.200 $ i depositum, vores ansøgning var afslået da de ikke var sikre på at vi var os. Hvorfor vi så ville betale 1.200 $ kunne man undre sig over, men de ville have en kopi af kørekortet. Så med meget besvær fik jeg scannet det ind og sendt gennem en smart fax-gateway jeg har fået lavet i Danmark. For en sikkerheds skyld ringede jeg til dem, da en tilværelse uden el ikke er ønskværdig..
Efter 20 min. fik jeg besked om at faxen var modtaget, men kørerkortet var ugyldigt. Jeg forsøgte at forklare den rare mand at jeg lige havde fået det, men det imponerede ham ikke. Så jeg blev sat til at faxe mit pas i stedet for. Nu vil jeg sgu håbe at det er gyldigt, det har dog fragtet mig til små 20 lande de sidste 9 år...

Sidst på dagen var det tid til at købe bil. Min elskede Saab var jo afleveret tilbage til Avis, så jeg var uden køretøj og i USA er det næsten værre end at være statsløs. Min plan var at købe en fed Porsche, men to ting fik mig fra den ide. Den ene er at vi oplever så mange nye spændende ting, at få en Porsche nu, svarer til at spise flødeskumskager i to måneder og så blive tilbudt en plade Marabou. Den anden er, at jeg har fået nogle læsterlige tæsk på aktiemarkedet. Min rare bank havde anbefalet mig at købe en sikker obligation til kurs 100 i en stor A ratet amerikansk bank og det værste der kunne ske var at jeg fik kurs 100 tilbage efter 3 år. Men det viste sig at der var et usikkerhedsmoment til, som jeg ikke lige tænkte over, og det var at selv banken krakkede. Så jeg er en af de heldige der ejer en stump af Lehman Brothers konkursbo og med lidt held kan jeg få 1/3 tilbage om 2-3 år, fedt!
Så jeg har nu lært igen, at uanset hvor kloge mennesker man snakker med, så er de fulde af lort min. halvdelen af tiden og det bliver sgu for dyrt i længden.

Jeg kunne nu stadigvæk godt købe Porschen, men jeg føler mig fattig og derfor har jeg bare ikke lysten til at investere i drømmebilen lige nu. Men så er det jo godt at jeg bor i USA, hvor jeg kan købe en Audi S4 Cabriolet fra 2006 til 188.700 kr. alt inklusiv, så det gjorde jeg. Det er noget af en raket med 340 hypper under hjelmen og et indtræk der vil få enhver "Pimp" til at gispe af misundelse, se selv.

Nå, jeg sidder på Starbucks og nyder en af de første Grande Latte i 14 dage og det er fedt at være tilbage i varmen igen. Men nu er det jo nok tid til at gå op og hilse på John og Tony, de savner mig sikkert voldsomt ;-)
Kan du holde dig munter til vi "ses" næste gang.

Dbh Martin