Efter mange år i den grafiske branche blev det tid til et skift. Jeg forelskede mig i en lampe, købte en container med lamper fra Kina, og så gik det over stok og sten.
Jeg har haft stor glæde af min fortid i den grafiske branche og en grunduddannelse i datalogi. Jeg har undervist i dansk sprogbrug, farvelære og alt andet tilknyttet den grafiske branche, og har måttet sluge nogle kameler for alt forandrer sig, regler bøjes og nye trends sætter nye standarder.
Jeg er en typisk igangsætter og er ekspert i at kræve meget både af mig selv og af mine omgivelser, men jeg elsker mit liv som selvstændig og det bedste jeg ved er glade kunder. Det giver mig en god hverdag at gøre en forskel for dem der har brug for hjælp og vejledning. Og er der så oven i købet et plus på bundlinien så er det rigtigt sjovt at arbejde alt for meget.