januar 2010 - Indlæg

Workshopaholic anyone?

“Hvis jeg havde råd, ville jeg ansætte alle ved det bord her”. Sådan lød det fra en mand til premieren på Working Brunch i fredags. Samme med to andre står han overfor at lancere en ny møbelshop, men til workshoppen sad han til bords med syv fremmede, som han lærte en masse af.

Han blev begejstret. Han blev bevidst om nye ting, han har brug for til at bygge sin forretning op. Han fik nye kontakter. Og masser af inspiration. Ikke bare på baggrund af det, Tore Vesterby, Mette Hertzmann og jeg sagde som undervisere.

Og for mig er det dét, der gør workshops magiske: At jeg lærer en masse selv
– selv om jeg underviser. Og at deltagerne lærer en masse – også af hinanden.

Faktum er nemlig, at dem vi stoler mest på, lytter mest til og er mest trygge ved at gå til bekendelse overfor er … mennesker som os selv. Og det er præcis den slags mennesker, vi møder på en workshop. Som til Working Brunch, hvor selvstændige møder andre selvstændige i samme situation, med samme udfordringer, blot fra forskellige brancher.

Det handler om at give inspiration, der fører til mere inspiration. At sætte tanker i gang, der fører til nye tanker. At give meget, men skabe meget mere. Det er derfor, jeg er workshopaholic.

Hvordan lærer du mest og bedst?

Er Facebook en tidsrøver?

At Facebook er en tidsrøver, hører jeg ofte. Men i min verden er Facebook et af de sociale medier, der også kan hjælpe dig professionelt – til at opbygge tillid, skabe relationer og træde i karakter.

Facebook er nemlig kun sladder med vennerne, deling af skøre videoer og ligegyldige quizzer, hvis du kun bruger mediet til den slags.

Vælger du at bruge Facebook (og andre sociale medier) professionelt, kan mediet også hjælpe dig på vej professionelt. Du kan f.eks. skrive om det, der interesserer dig fagligt. Linke til og uploade faglige features. Møde din målgruppe og blive venner med folk, du ikke kender personligt. Blandt andet.

Faktum er jo, at hvis du f.eks. er freelance grafiker eller sælger dine egne smykker, så har du ikke nødvendigvis en masse penge til markedsføring. Derfor kan du bruge Facebook til at vise, hvem du er, og hvad du kan.

Og du kan gøre det, uden at det koster dig andet end din tid (og evt. en smule sparring på, hvordan du griber din professionelle profil an). Til gengæld bliver din tid – med tiden – omsat til relationer og tillid (social cash).

Så er Facebook en tidsrøver? Det er op til dig.

Posted 29-01-2010 af Line Dahl | no comments
Kategorier:
Skræmmende video?

Når det handler om at udtrykke din passion, være personlig, være vedkommende og tale direkte til din målgruppe, er der ikke meget, der slår video som medie.

Din video kan du nemlig smide på YouTube, på dit website, på Facebook osv. Og med et kan du nå flere hundreder, tusinder eller millioner andre personer, hvis indholdet i videoen altså er godt.

Og det er her, video bliver skræmmende.

Ikke fordi det, du har på hjertet ikke er godt nok. Men fordi der sker noget med (de fleste af) os, når vi sidder foran kameraet:

  1. Vi kan ikke huske, hvad vi skal sige
  2. Vi begynder at tale uhørt langsomt (og trække vejret uhørt hurtigt)
  3. Visse helt almindelige ord bliver meget svære at udtale
  4. Vi har svært ved at fastholde blikket, fordi vi ikke taler direkte til nogen
  5. Er vi flere foran kameraet, aner vi ikke, hvor vi skal gøre af os selv, når de andre er på

Alt det her ved jeg bl.a. fordi, jeg lige har lavet min egen første video i professionelt regi. Videoen endte med at blive god. Men næste gang kan den helt sikkert blive bedre.

Pointe: Køb et videokamera (f.eks. Flipcam, som er let at finde ud af) og upload videoerne. Øv dig og bliv bedre.

Og få så professionel sparring, når du trænger til at fremstå … mere professionelt. Den slags sparring skal jeg have inden for nær fremtid!

Indtil da længe leve: Fail Fast, Correct Quickly

For bliver din video ikke god nok, kan du heldigvis bare erstatte den med en bedre i en fart.

Posted 29-01-2010 af Line Dahl | no comments
Kategorier:
Service af den sjældne slags

Service og succes hænger ofte sammen. Vi elsker god service. Vi forventer god service. Vi vælger til og fra på baggrund af, hvor god servicen er.

Netop af den grund bruger mange forretningsdrivende service som konkurrence-
parameter. Servicekoncepter dukker op, servicedesign bliver et begreb osv.

Derfor kan det undre, at der stadig findes steder, hvor selv en lille bitte smule service kan røre ens hjerte. Sådan en oplevelse havde jeg i Harzen, da jeg gik ind i et ganske ordinært supermarked efter en tandbørste.

Lige da jeg går ind, passerer jeg en medarbejder, der er ved at sætte varer på hylderne – og så sker det forunderlige: Han siger “guten Tag” til mig! Aldrig før har en medarbejder i et supermarked hilst på mig, når jeg har gjort min entré. Og hvorfor egentlig ikke?

Ja, det er stordrift. Ja, det er “gør-det-selv” princippet, der tæller. Ja, gulerødderne ville blive dyrere, hvis jeg kunne få personlig vejledning i grøntafdelingen. Men at sige “goddag” koster altså ikke noget. Ikke engang tid.

Nogen gange skal der forbavsende lidt til at bryde med sin kategori, når man er forretningsdrivende. Hvordan kunne du give anderledes service end de andre?

Posted 29-01-2010 af Line Dahl | no comments
Kategorier:
Hvad er dyrt?

“En Scania er ikke dyr, den koster bare mere end andre lastbiler”. Det var det mest lærerige, jeg fik ud af engang at markedsføre Scania. For det er præcis, hvad “dyr” handler om – nemlig hvad du sammenligner dig med. Hvis det, du tilbyder, er bedre, skal det vel også koste mere?

Jeg sidder og skriver det her på et hotel i Harzen (se forklaring til sidst, hvis du savner en). Alt her er alpehytter med schnitzel og tanzbar på programmet. Undtaget Hotel Njord, hvor vi bor.

Her er den moderne, skandinaviske stil gennemført. Alt interiør har harmoniske naturfarver. I pejsestuen er der den største, lækreste longe-sofa og Cosmopolitans på drinkskortet. Her er marmeladen og hjemmelavet, teen grøn og maden sund.
Her er anderledes. Bedre!

Alligevel kan du få en 3-retters middag i restauranten for ca. 175 danske dask. Og få rettet bryn i Wellness-afdelingen (hvor små duftlys svømmer rundt i smukke fade, hvor bløde håndklæder venter i hobetal, og hvor der sågar er matchende miniature-badedyr til jacuzziernes miniature-gæster) for ca. 35 sølle dkr., hvis du da ikke hopper på “Ein Ferientag für die Frau” med hele svineriet til det, alene en luksuriøs ansigtsbehandling koster mange steder i København.

Hvorfor? Fordi priserne er sat efter alpehytte-med-schnitzel-og-tanzbar-niveau. Selv om stedet her ligger klasser over, hvad Harzen ellers byder på.

Derfor: Sammenlign aldrig dine priser med andres – men altid dit niveau. Er du bedre, tager du dig bedre betalt. Gør du ikke?

(Hov, ikke glemme forklaringen. Vi er kun taget til Harzen, fordi min mand har designet mange af hotellets møbler. Men næste gang tager vi kun til Harzen, fordi vi kender et cool hotel her … der forhåbentlig har sat priserne efter devisen, “på Hotel Njord er det ikke dyrt, det koster bare mere end på andre hoteller i Harzen”.

Posted 29-01-2010 af Line Dahl | no comments
Kategorier:
(Mis)bruger du små lækre ord?

Tillægsord. Adjektiver. Kald dem, hvad du vil. Det handler om ord, du kan sætte i stedet for “blå” i en sætning som “den blå bil”. Altså ord, der tillægger andre ord værdi. Pas på med dem.

1. Lækre tillægsord gør ikke en dårlig skrevet tekst mere lækker
2. Lækre tillægsord giver ikke en meningsløs tekst mere mening
3. Lækre tillægsord bliver hurtigt u-lækre, hvis der er for mange af dem
4. Lækre tillægsord bliver hurtigt irrelevante

Prøv engang at teste din næste tekst (eller din sidste) for lækre tillægsord:

A. Er teksten flydende og forståelig uden?
B. Giver teksten mening, hvis du sletter alle de lækre tillægsord?
C. Fylder de tilpas og appellerer de til samme billed-univers?
D. Tilfører de relevans på den måde, at det modsatte ikke ville være relevant?*

(*Eksempel: Den moderne efterårskollektion kommer på gaden nu. Har du nogensinde hørt om en kollektion, der ved lanceringen ikke var moderne? Det ville da ikke være seriøst. Havde den nu været Obama-inspireret eller Fairtrade-mærket, havde tillægsordet været relevant).

Hvorfor nu spilde så store tanker på så små ord? Fordi de kan have så stor betydning, når det kommer til at skabe værdi, forføre og … ja, kommunikere. Brug løs af dem. Men med omtanke.

Hvor godt kender du dine kunder?

Direktører og marketingfolk i store virksomheder kender ofte deres konkurrenter bedre end deres kunder.

Jeg ved det, fordi jeg gang på gang gennem de sidste 10 år har spurgt uden at få svar. Eller jo: Svaret er målgruppe dikteret af et ringbind i reolen, men reelt kundekendskab kniber det alt for ofte med.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad de store virksomheders undskyldning er. Til gengæld vil jeg gerne citeres for at påstå, at selvstændige, iværksættere og ledere i mindre virksomheder kender deres kunder rigtig godt.

Muligheden er der i hvert fald. Fordi de selv møder kunderne på workshops, til foredrag, i webshoppen osv. Fordi de selv tager telefonen, selv svarer på mails og selv passer fan sitet på Facebook.

Det giver nærvær, indsigt og en unik mulighed for at tilpasse produkter og services, så de matcher kundernes ønsker (og konkurrenternes tiltag).

PS Skriv en kommentar, så jeg kan lære dig bedre at kende!

Hvornår er en idé god nok?

Kender du det, at du ikke er helt tilfreds med din idé? Liiige skal gøre den lidt bedre, før dine planer kan blive til noget? Liiige føler, at den bedste idé måske i virkeligheden er at finde på en helt ny idé?

Det gør de fleste iværksættere og selvstændige. Vi lever nemlig af vores idéer og har sjældent problemer med at få dem. Problemerne opstår, når idéerne skal blive til mere end idéer.

I den forbindelse gav Neil French – en af reklameverdenens gran old men – mig engang et godt råd, som jeg gerne vil dele med dig. (Hvis du har noget som helst, du gerne vil sælge, så tro ikke, du ikke også er en del af reklameverdenen!). Det lyder ganske enkelt: STAY IN THE ROOM!

Det betyder, at du skal holde fast i den idé, du er i gang med. Den kan helt sikkert blive bedre. Men det bliver den altså ikke af, at du finder på noget helt andet. Eller tredje. Eller kigger i køleskabet (igen).

Tving i stedet dig selv til at holde fast i grundtanken med idéen. Koncentrér dig om, hvorfor den landede hos dig. Og lad den forplante sig.

Måske giver den mere mening i en anden form, i et andet forum, i samarbejde med nogle andre. Måske skal den ikke manifesteres i ord, men i billeder. Ikke som bog, men som video-forløb …

I princippet kan du blive ved med at udvikle en idé. I princippet kan den altid blive bedre. Kunsten er at stoppe, når idéen er god. Ikke god nok. Men god.

Når først du realiserer en god idé, udvikler den sig nemlig i en helt anden og meget mere relevant retning, end den ville gøre inde i dit hoved – hvor du iøvrigt er den eneste, der har glæde af (eller bøvl med?) den.

Så hvis din næste idé (eller den, du fik i sidste uge) skal blive til noget, så STAY IN THE ROOM!

PS Enhver idé, der fødes, er som en baby – 100 % afhængig af omsorg og næring. Som alle (med børn) ved, kræver dét søvnløse nætter, hårdt arbejde og evnen til at være positiv, men bliver lettere med tiden.

En af grundene til, at du skal tage (mange) penge for det, du tilbyder

Min genbo har en masse æbletræer i haven og  lige nu alt for mange æbler til, at hun og hendes fire børn kan gnave sig igennem dem. Derfor har hun, meget sødt, sat en lille kurv med æbler ved havelågen, så forbipasserende kan tage et æble.

Helt gratis. Helt fantastisk. Helt forkert.

For der er aldrig nogen, der tager æblerne (jeg ved det – jeg holder øje med kurven hver dag fra mit stuevindue). Hvorfor ikke? Fordi de fleste af os er indrettet sådan, at vi har meget svært ved at tro, nogen giver os noget ganske gratis. Tager du højde for det i din forretning?

Hvis du har det med at give for meget væk for mindre, end det er værd, så mister det sin værdi og tiltrækningskraft! Giver du derimod noget væk gratis I SAMMENHÆNG med en ydelse, du skal have penge for, er sagen en anden. Så husk både at have kanaler til det gratis og kanaler, hvor indtægterne kan komme ind.

Hvis du vil have mig undskyldt, vil jeg gå over til genboen og forslå, at hun sammen med de gratis æbler sælger bogen (måske skal hun lige skrive den først)
“100 Æble-opskrifter du vil Ææælske”. Eller i det mindste laver et lille skilt, der kommunikerer “Gratis ævler”.

Posted 29-01-2010 af Line Dahl | no comments
Kategorier:
Inspirerende iværksætter på 7 år!

Charlie Simpson er ren inspiration. Han har i skrivende stund samlet 173.358,11 £ (1.488.210,03 kr!) ind til ofrene på Haiti. Det er vildt. Men det er vildere, at han kun er 7 år gammel og har gjort det ved at cykle rundt i en park – og benytte de online muligheder.

Jeg kan ikke forklare det bedre end den unge iværksætter selv:
“My name is Charlie Simpson, I want to do a Sponsored Bike Ride for Haiti because there was a big earthquake and loads of people have lost their lives.
I want to make some money to buy food, water and tents for everyone in Haiti. I am going to cycle around South Park as many times as possible …
(at least 10 laps, I hope!)”

Billede
 18

Læs hele historien her

Nu har han altså ene mand (dreng) samlet næsten 1,5 million kr. ind og spredt sit budskab til sikkert endnu flere mennesker. Selvfølgelig med hjælp fra unicef, JustGiving.com, sin cykel, sine forældre … men tænk engang. Hvis Charlie ikke havde følt så stærkt for at hjælpe ofrene på Haiti – havde andre ikke følt så stærkt for at hjælpe (via) ham. Hvem siger, man ikke kan udrette noget stort, selv om man er lille?

Støt Charlie og ofrene på Haiti her. Jeg har været der.

 

 

 

 

 

 

Flere indlæg « Forrige side