februar 2010 - Indlæg

Det tredje sprog

Nogen er mest visuelt orienteret og tænker i billeder, farver og former. Andre er til ord. De taler og skriver sig ind i og ud af alt. Men ingen af dem kan hamle op med dem, der benytter det tredje sprog.

Det tredje sprog er den magi, der opstår, når billede og ord kommunikerer sammen. Rigtig gode AD’ere og grafikere ved, at deres arbejde får større effekt med den rigtige overskrift hæftet på. Præcis som rigtig gode tekstforfattere ved, at deres ord slår bedre igennem med det rette billede til.

Rigtig gode reklame-/ kommunikationskøbere går derfor efter begge dele og lader sig ikke nøje med enten ord eller billeder. Som folkene hos Visit Sweden, der markedsfører sig i Danmark ved – med hjælp fra bureauet Red Ink – at bruge det tredje sprog sådan her (udpluk fra spa-avis) …

Billede 8

Billede 3

Går du også efter det tredje sprog eller nøjes du med enten billeder eller ord?

Kunsten af finde en titel

Farven i kunsten. Det er titlen på en udstilling, du skulle ta’ at opleve på Louisiana lige nu. Fordi der er meget at hente om farver og det, de gør ved os. Og fordi det er inspirerende at læse de små mesterværker ved siden af mesterværkerne – titlerne! Her får du min hade-titel fra udstillingen + mit bedste tip til at finde den bedste titel.

"Lysets sjæle" – en kunstinstallation på Louisiana

"Lysets sjæle" – en kunstinstallation på Louisiana

Billedet her er taget i et mikroskopisk spejlkabinet fuld af små pærer, der skifter farve hele tiden. Her får farven i kunsten fuld effekt – og det kan mærkes helt ind i sjælen. Måske netop derfor var titlen på den her kunstinstallation “Lysets sjæle“. Smukt. Spot on. Hvorfor?

Fordi titlen giver noget at tænke over, samtidig med at den giver mening, når man står i det lille rum og ser lyset spejle sig i det uendelige.

Min hade-titel fra udstillingen var skrevet på et lille skilt ved siden af et billede med et stramt grafisk mønster i rosa, grønne og blå nuancer. Der var virkelig noget at gå på opdagelse i. Men det hed “Symfoni i rosa“. Suk. Gab. Havde jeg penge nok til at købe billedet, havde jeg ikke gjort det alene på grund af titlen. Hvorfor?

Fordi den er indbegrebet af det fænomen, der kaldes “et vinterbillede”. Forklaringen kommer her:

Forestil dig et billede af et landskab, der er dækket af sne. Titlen på det er “Vinterbillede“. Uinspirerende og røvsygt. Forestil dig billedet igen – helt det samme, masser af sne og vinter, men denne gang er titlen “Mordstedet“. Kan du mærke, hvad der sker? Nu bliver det interessant og vækker din nysgerrighed.

Det er det, dine titler skal gøre. Uanset hvad de knytter sig til.

Spaghetti-sovs-salgsmetoden

Inspiration kommer ofte fra steder, vi ikke anede var inspirerende. For eksempel spaghetti-sovs. Eller hedder det spaghetti-sauce? Det var netop pointen i den 20 minutter lange lærerige tale om salg og produktudvikling, jeg hørte forleden.

Her får du de bedste tip inspireret af den røde klat på toppen:

  1. Det handler ikke om at finde det perfekte produkt, som alle vil have. Det findes ikke. Nogen vil have chunky spaghettisovs, andre vil have en helt fin uklumpet spaghettisauce. Nogen vil have den stærk, andre mild. Og så videre.
  2. Folk siger ikke (altid), hvad de virkelig vil have. Måske drømmer en masse om spaghettisovs fuld af store fede klumper, der fylder. Men alle siger, de vil have den delikate italienske model (og i virkeligheden foretrækker en stor del af dem, der siger sådan, spaghetti med ketchup, men det har de ikke turde sige, siden de blev 7).
  3. Lad menneskers forskellighed inspirere din produktudvikling. Lyt! Og lær!
  4. Du må aldrig sælge alt til alle. Vær fokuseret og målret det, du tilbyder – men gerne på forskellige måder til forskellige mennesker i din målgruppe. Så sælger du mere. Det kan du godt gøre under ét budskab (det blev ikke sagt i talen, men det siger jeg!).

Hvis du har 20 minutter + tænketid, så tjek hele talen ud her:

malcolm gladwell on spaghetti sauce.html

Ellers bare husk, hvad ketchup-kongen Henry John Heinz har sagt om noget så banalt som varianter af tyk ensformig tomatsovs på flaske (sorry, ketchup lovers):

“To do a common thing uncommonly well brings success”

Ved du, hvad dine kunder synes om dig?

I netop de her uger er jeg i gang med at interviewe en masse mennesker, som er kunder hos en af mine kunder. Det er en meget positiv proces – af to grunde.

For det første er min kundes kunder ualmindeligt tilfredse. De oplever faktisk min kunde som en ven. Slå den! Og nej, det er ikke kun på grund af det professionelle niveau, men også fordi der er god kaffe i koppen, chokolade i skålen og smil på læberne.

Nu skal min kunde rent faktisk bruge alle de gode referencer i en kampagne, men faktisk burde alle ringe rundt og spørge deres kunder, hvad de synes. Det er virkelig lærerigt. Du får nemlig sandheden om:

  1. Hvilken del af det arbejde, du gør, der har størst effekt
  2. Hvad du egentlig er bedst til (måske ligger dit unikke budskab gemt her?)
  3. Om du ofte nok er i kontakt med dine kunder
  4. Og om dine kunder har tænkt sig at blive hos dig

Det bringer mig til den sidste pointe. En reference er altså ikke et logo på dit website. Det er et referat fra et menneske af kød og blod, der fortæller om dig med ord, du selv og andre kan bruge til noget. Derfor – saml på referencer. Både for din egen og for dine kunder og kommende kunders skyld!

5 tip til at vælge tonen i dine tekster

Man taler ofte om stil og tone i forbindelse med markedsføring. En bestemt billedstil, et fjollet udtryk eller et elegant … stil er ikke så svær at forstå. Vi kender begrebet fra kunst, mode og ja, begrebet “stilforvirring”. Det er sværere med tonen. Sprogtonen.

Derfor får du her 5 hurtige om tip til at vælge din tone:

1: Sprog har nuancer, præcis som farver. Forestil dig en skrig-pink og en pudderfarve. Hvilken farve passer bedst til din virksomhed?

2: Hvis du valgte skrig-pink, svarer det (oversat til sprogtone) til at skrive i byde-form. Det vil sige “kom, spies og vær glad” eller i hvert fald pågående spørgsmål og sætninger, der byder modtageren op til dans. Konstant.

3: Valgte du pudderfarven, svarer det til en mere nænsom og hensynsfuld tone. Det vil sige “vi har et positivt fokus på det liv, der venter dig“. Ikke noget med lige at byde op til dans og tilføje “hvad venter du på?“. Det er som at blande skrig-pink og pudderfarve, det er (måske pæn, men stadig) stilforvirring.

4: Din tone hænger også sammen med de udtryk, du bruger. Undgå igen stilforvirring. Vælg enten “Working Brunch – workshops for sultne selvstændige” eller “Passion Brunch – workshops for ildsjæle, der vil brænde igennem“. Men bland ikke udtryk, der hører til forskellige universer.

5: Det er en god øvelse at beskrive din tone – både hvis du selv skriver eller får andre til det. Og lad dig endelig ikke nøjes med ligegyldigheder som “positiv, vedkommende og målrettet”.

Interesseret i at lære mere om, hvordan din tone bliver unik, professionel og sælgende for eksempel på dit website? Så se her

De to vigtigste formål med dit websites indhold

I skolen lærer vi at skrive (eller i hvert fald at stave). Men vi lærer ikke at programmerer eller lave et fedt layout. Derfor bruger mange pengene på look og funktioner, når det handler om deres website – og skriver indholdet selv. Det har jeg stor respekt for, hvis …

… de skriver så godt, fængende og sælgende, at jeg på et splitsekund forstår, hvad jeg kan få hjælp til. Lærte du det i skolen?

Web er nemlig indhold, indhold, indhold. (Du følger jo ikke en blog, fordi den er flot – køber et stykke lækkert legetøj til børnene uden at ane, hvad det er lavet af og hvor stort det er – eller anbefaler dine venner et website, fordi det er flashy uden begreb om, hvad det vil dig. Gør du?).

Så gør dig umage med dit indhold eller lær de få trick, der gør dig i stand til at skrive mere professionelt, fængende og sælgende. Det handler jo også om (bedre) bundlinje.

Dybest skal dit indhold to ting:

  1. Fange din målgruppe. Det handler om at vælge ord, der skaber interesse og engagement. Og skrive på en måde, så alle forstår det, tak. 
  2. Promovere værdien af dit arbejde. Du skal fortælle andre, hvad du laver og hvorfor, det er relevant for dem, så de gerne betaler, hvad det koster.

Tjek lige indholdet på dit website – kig på det med friske øjne eller lån et par øjne af en i din målgruppe. Er du i tvivl om, hvorvidt indholdet kommunikerer klart og tydeligt OG sælger dig bedst muligt, så var det måske en få hjælp her

Du tager fejl, hvis du tror, det er nok at have fundet din passion

På den ene side er passion altafgørende for din succes. Passion er det, der får dig til at stå op om morgenen og lægge mange timers arbejde. Også næste morgen. Og næste år. Og næste gang, du møder modstand. På den anden side er din passion langt fra nok.

For bare fordi du elsker det, du gør, er det ikke sikkert andre også gør det. Det kan du heldigvis få dem til. Hvis du ved, hvordan.

Passion fruit close-up

Dybest set handler det om at skære din passion så knivskarpt, så den også rammer andre. Og så andre er villige til at betale penge for det, du passioneret tilbyder.

Jeg skriver ikke det her for at tage modet fra dig eller nogen andre, der netop har fundet ud af, hvad de brænder for (det er i sig selv en svær opgave – og en gave). Men sandheden er, at det ikke er nok at være passioneret om hverken projektledelse, sølvtøj, økologisk hundemad eller tidsoptimering.

Vil du tjene penge på din passion, skal du pinedød omsætte den til en forretningsidé, hvilket i grove træk betyder (1) at du har noget konkret at sælge (2) at der findes mennesker, der vil købe og (3) at du forstår at sprede dit budskab med succes.

Alt for mange ualmindeligt dygtige mennesker sidder alene med deres evner, intentioner og … passion. At komme ud over rampen kræver indsigt i the business of business.

Derfor skal du kun have ét budskab

Føler du ikke, at ét budskab dækker alt det, du kan? Virker det mest sikkert at satse på flere ting? For at få flere kunder? For at tjene mere? Stop, inden du begår en business-bommert. Læs i stedet videre.

Forestil dig, du kommer til et vejskilt. Der står 60, er et vimpel-symbol, et vejkryds-symbol og en rød klat med en hvid streg igennem. Ja, på samme skilt. Vælger du i afmagt at køre en anden vej? Eller skider du på skiltet og kører videre uden den fjerneste idé om, hvad der venter dig?

Ingen af løsningerne er optimale. Det bedste ville være, hvis du forstod budskabet. Det havde du gjort, hvis der kun var ét (hvilket der jo heldigvis kun er).

Billede 
24

(Vejskiltet er fundet på mycrazyhobby.com)

Der burde i princippet ikke være forskel på et vejskilt og det overordnede budskab på dit website, i dine brochurer, på dit visitkort, i din mail-signatur … vælg ét overordnet budskab.

Så husker folk dig. For noget bestemt. De er trygge ved, hvad de får hos dig. De kan anbefale dig til andre – på ren hukommelse. Du får mere for det, du tilbyder, fordi du har skabt din egen spidskompetence. Og dit budskab bliver spredt med succes.

Posted 01-02-2010 af Line Dahl | no comments
Kategorier: