Jeg er næsten færdig med min kandidat i tysk med tilvalg i globaliseringsstudier.
Jeg kommer fra en arkitekt/designer familie og jeg har også interesser og drømme i den retning. Jeg stiler efter at blive selvstændig en dag.
Jeg går derfor og drømmen om at finde nogle lækre lokaler, der ville kunne bruges som kontor, værksted og showroom.
Jeg ville på sigt gerne have en partner - evt en fotograf eller designer af en art. Jeg så gerne at lokalerne ville kunne bruges som et kreativt værksted. Både for min kommende partner og egne syslerier (der omfatter alt fra møbelsnedkeri, ompolstring, strik/hækling, fotografi etc) og med mulighed for at andre ville kunne leje sig ind i forbindelse med afholdelse af kurser etc. Dette ville altså betyde at jeg også selv ville kunne afholde kurser, booke innovative foredrag mm. Lokalerne ville evt også kunne bruges til at lave en fast kreaklub, hvor folk fra gang til gang betaler et symbolsk beløb og kan få lov til at slå sig løs, når lokalerne er ledige eller på en fast ugedag. En mulighed for at lære nye ting, lære fra sig og stifte nye, kreative bekendtskaber.
Sideløbende ville jeg gerne sælge de ting jeg og min partner får produceret. Jeg ville samtidig elske at gerne kunne tilbyde at lave PR arbejde og evt. oversættelse fra tysk/dansk, engelsk/dansk, komme med vejledning etc. Det ville derfor være et kreativt værksteds-PR-Bureau.
Man har vel lov til at drømme!