Profil
Jeg er en frisk, engageret, udadvendt Grafisk Designer på knap 27 år, med ben i næsen, et smittende godt humør, et stort medfødt iværksættergen, og en grænseløs kreativitet. Jeg elsker min branche, og brænder uhæmmet for en karriere indenfor markedsføring, kundekontakt og kommunikation.
Der er fart over feltet i min fritid, hvor jeg heller ikke keder mig. Jeg har altid gang i større eventplanlægninger med venner, familien eller kæresten, hvis jeg da ikke deltager i en landsindsamling for Kræftens Bekæmpelse, den seneste kunstudstilling på AROS eller spændende, motiverende foredrag om konceptudvikling, online markedsføring, idégenerering osv.. Kulturelle oplevelser vægter jeg højt, og holder mig opdateret, både i forhold til hvad der sker i verden, men også på mit felt.
Uddannelse
I sommeren 2010 blev jeg færdiguddannet Grafisk Designteknolog på UCN i Aalborg. Her lærte jeg alt, hvad en grafiker skal kunne omfattende alt lige fra layout af magasiner, annoncer, flyers og brochurer til branding, storytelling, konceptudvikling, event- og kampagneplanlægning, tekstforfatning osv.. Derudover var div. markedsanalyser, -strategier, segmenteringsmetoder, medieplanlægning, kommunikation og markedsføring generelt en stor del af den daglige undervisning.
Krisen var hård da jeg som helt nyuddannet forsøgte at komme ind på et presset arbejdsmarked. Derfor valgte jeg at udnytte muligheden for at supplere min uddannelse med et intensivt 6-ugers efteruddannelsesforløb på akademi-niveau i Projektstyring på Ledelsesakademiet i Aarhus henover maj/juni 2011. Her lærte jeg at analysere forudsætninger for opstillingen af et projekt, anvende relevante styringsmæssige værktøjer, samt stiftede bekendtskab med de grundlæggende ledelsesværktøjer i projektledelsessammenhæng.
Erfaring
Jeg har stor erfaring fra detailbranchen, og flere af mine tidligere stillinger har været kombineret med marketing og grafisk produktion. Da jeg afsluttede min grafiker-uddannelse i sommeren 2010 fik jeg kortvarigt job som AD-assistent på reklamebureauet Shark & Co., men måtte sande at Juelsminde simpelthen lå for langt væk, og det var for besværligt at komme dertil uden bil. Jeg fik derfor efterfølgende ansættelse som kombineret salgs- og marketingassistent hos Parfumeri Esthetique, julen over. Udover at være sælger i butikken, stod jeg også for layout og opsætning af nyhedsbreve til kundeklub-medlemmer, layout til kædens produkt-skilte samt markedsføringsaktiviteter. Ligeledes var jeg med til at arrangere en stor kundeaften, hvor jeg stod for alt lige fra grafiske materialer og online markedsføring, til sponsorkontakt, fotografer, journalister og avisartikel.
Herefter udnyttede jeg min ledighed til at få mere erfaring og fik derfor en praktikplads hos et webbureau i Hobro. Her beskæftigede jeg mig med alverdens markedsføringsopgaver bl.a. udformning af designlinje med identitet, reklamemateriale, grafik til videoer, tekstforfatning, hjemmesidedesign, og blev også introduceret for søgemaskineoptimering og Google AdWords.
I august 2011 blev jeg ansat som Store Manager hos danske smykkedesigner, Julie Sandlau, i Aarhus. Her har jeg været ansvarlig for ledelsen af et super dygtigt team på fem medarbejdere, butikkens daglige drift, udøvelse af verdens bedste kundeservice, salgsfremmende aktiviteter osv. Jeg kom med idéen og var med i planlægningen af en større teambuildingbaseret produkt- og salgstræningsweekend for vores salgsteams fra landets tre Concept Stores. Udover de butiks-relaterede arbejdsopgaver, stod jeg også for alle virksomhedens markedsføringsmaterialer. I den forbindelse udarbejdede jeg bl.a. annoncer, plakater, flyers, online kataloger mm. til magasiner, messer og forhandlere i USA, Australien, Japan, Norge og Danmark, samt digitale grafiske materialer og præsentationer til store eksportmøder i USA, Japan, Australien og Norge.
Sideløbende med mit job, stiftede jeg Foreningen Latinerkvarteret for at fremme handlen i kvarteret i Julie Sandlaus interesse. Foreningen tæller nu 96 medlemmer - alle bestyrere, indehavere og ejere af forskellige forretninger i kvarteret - og jeg har stået for foreningens visuelle identitet, PR, projekter, grafiske materialer mm. Jeg var frontløber i foreningen, med bestyrelsen samt i 3 ud af de 4 arbejdsgrupper vi havde nedsat os.
Jeg udarbejdede ligeledes idéen til Projekt Latiner Festival der hurtigt blev en realitet, søsat og afviklet d. 21. og 22. september 2012. Projektet var omfattende og tryllede hele kvarteret om til et farverigt og modebevidst Paris, og blev heldigvis meget positivt modtaget.
Jeg glæder mig til at høre fra jer, hvis jeg er lige den I står og mangler.
Mange hilsner fra Sanne Sørensen.