på Amino

Statistik

Denne profil blev set 5 gange i løbet af de sidste 30 dage.
 

Virksomheder jeg følger

Ahmet Demir følger endnu ingen virksomheder på Amino Bizz

 

Gode Feeds

Ahmet Demir anbefaler disse feeds
 

Abonnenter på indlæg

Disse brugere abonnerer på indlæg fra Ahmet Demir

Profil

Ahmet Demir 

Hvidovre
0  Indlæg
0  Point

Ahmet Demir finder du også her:

   Min biografi

Om min baggrund:
Jeg er tyrkisk kurder og opvokset i en landsby i Tyrkiet.
Jeg har 7 søskende og har selv to voksne sønner.
Jeg er dansk statsborger og har boet i Danmark siden 1980.

Om mine erfaringer:
Mine erfaringer med pædagogisk og terapeutisk arbejde med socialt udstødte grupper og unge mønsterbrydere rækker tilbage til 1983.
Fra 1992 - 2008 har jeg været leder af et socialpædagogisk tilbud for børn og unge fra 12 - 23 år.

Desuden har jeg  i en årrække fungeret som konsulent, supervisor, underviser og kursus- og foredragsholder for bl.a. institutioner, kommuner og andre myndigheder.

Endvidere er jeg aktiv debattør i såvel skrevne som elektroniske medier, ligesom jeg har udgivet bogen ”De forbandede unge” og er medforfatter på flere andre publikationer.

Fra 01/10/2008 er jeg selvstændig socialkonsulent på fuld tid.
 

   Skæve facts om mig
Ahmet Demir har ikke skrevet skæve facts om sig selv.
   Nyheder
  • 17-11-2011
  • Supervision

    Supervision er en mulighed for medarbejdere og ledelse til at udvikle sig hver for sig og sammen. I organisationer, pædagogiske institutioner og boligprojekter i lokalområder oplever medarbejdere udfordringer på forskelligt niveau i relation til deres arbejde. Min erfaring som supervisor fortæller, at konflikter kan have konsekvenser i form af manglende motivation for arbejdet og ikke mindst føre til et dårligt psykisk arbejdsmiljø.

    Min erfaring som supervisor viser, at supervision kan være med til at skabe rum for at drøfte bl.a.:

    • Hvorfor motivationen for arbejdet er faldet.
    • Hvad ligger til grund for den manglende arbejdsglæde?
    • Konsekvensen af den manglende motivation og manglende arbejdsglæde for den enkelte og ikke mindst for brugerne af organisationen.

    Supervisionen er bl.a. med til:

    • At skabe udviklingsrum, hvor hver enkelt medarbejder kan komme frem med sin frustration.
    • At støtte den enkelte eller gruppen i, hvordan de kan tage hånd om deres frustrationer.
    • At de forskellige faglige kompetencer kommer frem blandt medarbejderne, så de kan trække på kollegernes forskellige kompetencer.
    • At støtte medarbejderne i at blive tydelige i kommunikationen og tage ansvar for sin egen andel.

    For mig vil supervision fungere, hvis følgende kriterier er til stede:

    • God kemi mellem supervisor og supervisanter.
    • Supervisor glæder sig til at supervisere.
    • Supervisor tør tage fat på det, der kan være roden til konflikten eller det dårlige psykiske arbejdsmiljø i organisationen.
    • Supervisor er tydelig i sin kommunikation.
    • Supervisor er fagligt kompetent.
    • Supervisor sørger for, at deltagerne selv finder frem til, hvad der skal til i forhold til det fænomen, de tager op, og finder deres egen løsning på baggrund af drøftelserne blandt medarbejderne.

    For at kvalificere det pædagogiske arbejde, videreudvikle sig og blive en arbejdsplads, hvor forskellighed ses som en styrke, mener jeg, at supervision er et forum for de ting, som ikke bliver set som et problem, idet hver enkelt føler sig set og hørt af kolleger, leder og ikke mindst supervisor.

    Både organisationen og medarbejderne må prioritere supervision på deres arbejdsplads for at sikre arbejdsglæde, motivation og høj faglig kvalitet.

    Tilbage til ” Supervision”

    Referencer vedr. supervision her.

    Tilbage til “Jeg tilbyder”

  • 04-11-2009
  • Vold mod lærer er uacceptabel

    DEBAT: - Skoler og andre institutioner må i deres vold- og krisepolitikker præcisere, hvordan de kan give deres medarbejdere mulighed for at tilegne sig viden om og kompetence til at forebygge handlinger som den på skolen i Vollsmose,

    ODENSE: I forbindelse med en forældresamtale på en skole i Vollsmose har medierne fortalt, at en mandlig lærer rakte hånden frem for at hilse på en pige, der går i 3. klasse. Pigens far overfaldt læreren og bed ham i øret. Jeg kender ikke den fars begrundelse for sin grove handling, men jeg gætter mig til, at faren forklarer sig med, at man ikke gør sådan i deres kultur og religion, og at det ifølge faren er krænkende.

    Hvis det er farens forklaring, kan det stadig ikke begrunde et overfald. Det er uhørt, at en lærer overfaldes pga. en høflig handling. Der står ikke noget i nogen kultur eller religion om, at en far skal udvise en så umenneskelig handling.
    Jeg håber, handlingen får konsekvenser for den pågældende far, da et samarbejde mellem forældre og fagfolk aldrig må munde ud i voldelige handlinger. Jeg er imidlertid overbevist om, at der må være andre forhold, der spiller ind.
    På baggrund af den grove handling skal skolens leder og andre fagfolk have pædagogiske redskaber til at læse forældrenes attitude for at afværge og forebygge lignende handlinger. Skolen burde på baggrund af kendskabet til denne far have haft viden om faren og taget forholdsregler i brug for at forhindre parterne i at komme i denne situation.
    Hvis læreren fandt ud af, at kemien med den far ikke fungerede, ville det være ideelt, hvis læreren spurgte lederen, hvordan han skulle tackle situationen. Eventuelt kunne lederen eller en anden lærer gå med til mødet.

    I situationen skulle man aflyse mødet, inden faren gik til angreb, og sige højt, at man kan se, at faren er gal og vred på læreren eller skolen, så mødet er aflyst, og der vil blive indkaldt på et andet tidspunkt.
    Denne historie giver stof til eftertanke hos mig. Jeg tænker, at skoler og andre institutioner i deres vold- og krisepolitikker skal præcisere, hvordan de kan give deres medarbejdere mulighed for at tilegne sig viden om og kompetence til håndteringen af disse forældre.
    Episoden skete foran en lille pige og har også uheldige konsekvenser for hende. Jeg håber, at myndighederne undersøger, hvordan de bedst kan støtte pigen i skolen.

    www.ahmetdemir.dk

     

  • Når der ikke er råd til at købe ost

    Lovgivning og systemer bør i højere grad geares til forældre i den grå zone, skriver kronikør, socialkonsulent og familieterapeut Ahmet Demir, der ikke er i tvivl, om der findes fattigdom i Danmark

    Eksisterer fattigdom i Danmark?

    Fattigdom er et stort spørgsmål, som både politikere, virksomheder og meningsdannere beskæftiger sig med. Jeg vil sætte fokus på børns og unges trivsel samt økonomiens betydning for deres sociale status og liv uden for familien.

    Jeg vil starte med et citat fra mit arbejde med en familie, hvor en af forældrene fortæller om sit seks-årige barns ønske under en indkøbstur i supermarkedet:
    '... far, jeg vil have skoleost til mig og mine søskende...'

    Far svarer: 'Jeg er ked af, at jeg ikke har råd til det.'

    I vores samtale fortæller far, at han fik det meget dårligt over ikke at kunne købe skoleosten. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, da han ikke kunne imødekomme sit barns ønske.

    Familiens situation er, at far er på kontanthjælp, og mor har intet arbejde. Af helbredsmæssige årsager kan far ikke arbejde for at forsørge sin familie.

    I forbindelse med mit daglige arbejde ser jeg mange familier, der som denne er trængt på mange områder, blandt andet økonomisk, arbejdsmæssigt og helbredsmæssigt. Grundlæggende har familierne et stort ønske om at skabe en bedre tilværelse for deres børn, men når de fx af helbredsmæssige årsager ikke kan, får forældrene det psykisk dårligt med sig selv.

    Som om det ikke var nok, føler de, at fx kommunale myndigheder og lovgivning trækker forældrenes sag om pensionering eller arbejde i langdrag. Denne langsommelighed gør det ikke nemmere for forældrene og deres trængte økonomi.

    Børn og unge, der vokser op i disse familier, føler sig ofte uden for det sociale liv i skoler og institutioner, fordi de bliver mobbet for deres tøj eller andre materielle ting. De dårlige økonomiske forhold medvirker til, at nogen unge bliver tiltrukket af det kriminelle miljøs økonomiske gevinster.

    Når de fattige familiers børn og unge ikke trives i sociale sammenhænge og begår uhensigtsmæssige handlinger, har vi en tilbøjelighed til at lede efter en forklaring på, hvorfor disse familier ikke tager ansvar for deres børn og unge osv.

    For at familierne kan tage ansvar for deres børns liv og gøre dem til en del af det sociale fællesskab uden for familien, kræver det efter min mening, at lovgivning og systemer er gearet til forældre i den grå zone.

    Fx pressede nogle forældre på for at få en afklaring på deres situation i forhold til sygedagpenge eller pension, men fik dette svar fra en sagsbehandler: 'Du er for syg til at arbejde, men for rask til pension.' I dagens Danmark står en del forældre i denne situation.

    Jeg er overbevist om, at det vil være en stor hjælp til disse familier, hvis lovgivningen bliver gjort mere menneskevenlig og sagsbehandlingen hurtigere. Det vil være en lettelse for familierne, at de ved, hvad de skal forholde sig til.

    Sagsbehandlingen tager nu op til tre år, og i den periode ryger familien på kontanthjælp. Hvordan forestiller politikere og myndigheder sig egentlig, at et forældrepar med to til fire børn og en husleje på ikke under 8.000 kr.

    skal klare sig?
    Har de brød på bordet?
    Har de råd til at købe skoleost?

    Hvor er det velfærdssamfund, vi snakker om? Måske er det for dem, der er stærke, i arbejde og under uddannelse, men velfærden er der ikke umiddelbart for familier, der på grund af helbred eller af andre grunde ikke kan klare sig selv.
    Jeg vil opfordre de lovgivende og administrerende myndigheder til, at de i deres kontakt til disse familier sætter sig ind i deres situation og er med til at gøre både lovgivning og administration mere fleksibel og rummelig, ikke mindst af hensyn til den kommende generation.
    Disse familiers børn og unge har også ret til et anstændigt liv.
    Jeg er overbevist om, at der eksisterer fattigdom i Danmark. Det kender jeg fra mit arbejde, hvor jeg i mange år hver dag har set, hvordan familier lever under trængte forhold, som har alvorlige menneskelige, psykiske, sociale og faglige konsekvenser for deres børn og ung

    www.ahmetdemir.dk

     

  • Næste gang lovgives om overskæg

    Af Ahmet Demir

    Overskriften kan lyde komisk, men i forbindelse med den konservative integrationsordfører Naser Khaders udmelding om partiets integrationspolitik hører jeg, at man blandt andet fokuserer på kvinders påklædning, fx burka, og at man vil tage statsborgerskabet fra udlændinge, der begår socialt bedrageri. Jeg finder det komisk, at partiet vil forbyde grundlæggende menneskerettigheder.

    Derfor kom jeg til at tænke på, hvad politikerne ellers kunne overveje. Når det bliver mandens tur, må han vel ikke have overskæg, hvis han skal integreres!

    For mig er etniske gruppers integration et væsentligt tema, som kræver diskussion på kryds og tværs af politiske holdninger, men inden for det danske demokratis klare rammer. Som jeg forstår demokrati, er det respekt for individets frihed og rettigheder, at være ansvarlig samfundsborger og som politiker at være i dialog med borgerne for at skabe en ramme for udviklingen af gruppers integration i majoritetssamfundet.

    Hvilken betydning har den konservative udmelding for integrationen? Jeg har svært ved at forstå den konservative integrationspolitik, men jeg ved, at nogle grupper bliver skubbet endnu længere ud med udmeldinger, der ikke udviser respekt for individet. Hvis partiet og andre tror, at gruppen bliver integreret ved lovgivning om påklædning, tager de meget fejl.

    Vi må alle værne om demokratiet som styringsredskab og ikke tro, at komisk eller umenneskelig lovgivning kan integrere etniske grupper i samfundet.
    Nogle kvinder vælger at gå med burka, og det er den enkelte kvindes valg. Jeg har svært ved at tro, at nogen tvinges til at gå med burka, da jeg møder en del kvinder med tørklæde og aldrig har hørt, at nogen følte sig tvunget. Kvinderne har selv truffet valget, og det må vi respektere.

    At tage statsborgerskabet fra mennesker der begår socialt bedrageri, kan jeg ikke forene med demokrati og menneskerettigheder. Hvad vil fx de konservative stille op med danske socialbedragere? Hvor skal de hen? Socialbedrageri skal selvfølgelig have konsekvenser, men der må være lighed for loven.
     
    For mig er porten til integration
    • At skabe rammer og muligheder for at udvikle personlige, kulturelle, faglige og sociale kompetencer via rummelige skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.  I mit arbejde og netværk møder jeg tørklædeklædte kvinder. Inden man taler med dem, har mange fordomme om, at de fx er undertrykt af deres mænd, ikke taler sproget og ikke vil integreres.

    Men jeg er selv blevet overrasket i dialog med disse kvinder, som kan være højtuddannede og bestride høje stillinger i både offentligt og privat regi, selvom de går med tørklæde. De er støttet af deres familie, og samfundet har skabt muligheder, så de kunne finde deres ståsted. De betragter sig som aktive samfundsborgere og føler sig danske.

    • Respekt for individets rettigheder og frihed samt anerkendelse af individets eller gruppens personlige værdier og valg af liv, bl.a. påklædning. Respekt skal efter min mening ikke kun afspejles i holdninger.

    Den skal fremgå af retorikken, fx når politikere og andre meningsdannere i medierne tydeligt udviser respekt for individets valg. Det kan medvirke til at åbne vejen for dialog mellem forskellige kulturer, så vi kan blive inspireret af hinandens forskellighed.

    • Lad være med at fokusere på det ydre, fx påklædning, men hellere på den enkeltes eller gruppens isolation. Især de unge, hvoraf nogen føler sig presset mellem familien og samfundet. Her er der en arbejdsopgave i at finde en form for samarbejde, så man i fællesskab kan socialisere de unge til samfundet.

    Hvis vi ikke fokuserer på de unges isolation, vil nogen af dem interessere sig for bander og kriminalitet, som har store konsekvenser for den enkelte, familien og samfundet. Derfor er tiden ikke til, at man ud fra personlige eller politiske interesser bruger medierne til at grave grøfter mellem etniske grupper og det danske samfund ved at fokusere på påklædning.

    Jeg vil opfordre politikere og meningsdannere til ikke at se gruppen og det enkelte menneske som objekter, som skal styres via love og regler.

    Vågn hellere op og se den store del af de etniske grupper, som er interesseret i dialog og diskussioner om integrationsproblematikken. Se de etniske grupper som en resurse med stor arbejdsmæssig og kulturel kapital. Kulturel forskelighed er ikke et problem, men et udviklingspotentiale.

    www.ahmetdemir.dk

  • Nej til straf og ja til forebyggelse

    I går omtalte medierne, at ungdomskommissionen afleverede sin rapport til politikerne, som i september skal behandle rapporten i Folketinget.

    Kommissionen kommer med en række forslag til, hvordan man blandt andet kan bekæmpe ungdomskriminaliteten, som optager en del af os.

    Nogle politikere fokuserer meget på straf som en løsning. De tror, at straf vil løse de unges problemer. Derfor er jeg glad for, at kommissionens rapport kommer med en række forlag til politikerne, hvor medierne omtaler forebyggelse og
    mentorer/kontaktpersoner.
     
    På DR1 så vi i går en pige på 15 fortælle om sin personlige oplevelse af at have en kontaktperson, der hjalp hende tilbage på rette vej. Jeg arbejder dagligt både som støttekontaktperson og mentor for unge, og mine mange års arbejde som kontaktperson for unge og familier har haft en væsentlig betydning for de unges trivsel, både i familie, skole, uddannelse, og lokalmiljø.

    En kontaktperson-/mentorordning virker, fordi en del af disse unge har brug for tid og ro samt nogen professionelle med tid til at skabe relationer, så de unge får mod til at ville være herre over deres eget liv.
    Jeg kan kun være enig i forebyggende arbejde med en tidlig pædagogisk indsats og et effektivt samarbejde med de unge, deres forældre og tværfagligt blandt fagfolk og medarbejdere i pædagogiske institutioner, så der kan skabes rum og muligheder for unge, som har svært ved klare sig på det personlige, faglige og sociale plan.
    Både tværfagligt og som den enkelte fagperson skal vi tidligt målrette pædagogik og undervisning og ikke mindst inddrage forældrene, så vi kan være med til at gøre de unge til en del af det sociale fællesskab.

    Det kan medvirke til at forebygge, så de unge ikke foretrækker kriminelle miljøer og handlinger.

    www.ahmetdemir.dk

   Gæstebog
Ingen har endnu skrevet i Ahmet Demir's Gæstebog