Nicolai, jeg er tilhænger af et mere holistisk syn på synhed og helse. De sidste 200 års vestlige lægevidenskab har været ekstremt fokuseret på symptomer, frem for årsager og sammenhæng. Se blot på vores egne syndhedsbudgetter - kun en lille promille går til forebyggelse og forskning i netop årsager og sammenhæng - langt det meste går til symptombehandling. Og det er vi så til gengæld blevet rigtig gode til - måske for gode, for vi overser helt vigtige sammenhænge.
Det er en meget almindelig statistisk fejl, at man peger på et enkelt punkt, ude af sammenhæng med andre faktorer, isolerer det og derpå mener at kunne bevise at dette ene punkt er årsagen til de skader man ser. Den metode er der rigtig mange videnskabsfolk som er meget uenig i. Og det med god grund. For det forklarer simpelthen ikke alle de paradokser der er i den symptomfokuserede forskning. For eksempel kender vi jo alle folk der har drukket alt for meget i deres liv, røget for meget eller som er alt for tykke - alligevel bliver de meget gamle. Rent videnskabeligt ved vi ikke nok om hvorfor det forholder sig sådan.
Der var en meget stor undersøgelse i USA for mange år siden, som desværre blev begravet da den var politisk alt for ukorrekt. I denne undersøgelse forsøgte man at finde præcise dokumenterbare sammenhænge mellem helse og helbred. Man undersøgte over en lang periode 5-10.000 mennesker og så på de objektive synhedsforhold (f.eks. om de var for fede, røg og drak) og sammenlignede det så med deres faktiske helse (om de havde det godt, om de levede længe, og om de var meget syge). Målet med undersøgelsen var, at fastslå, at der ER sådanne sammenhænge, men problemet var bare at det viste undersøgelsen ikke. Tværtimod - den viste det modsatte: At der ikke var en dokumenterbare sammenhæng mellem de objekltive forhold og folks helbred. Naturligvis var der rygere der døde tidligt, men der var bare alt for mange rygere der levede længe til at sammenhængen kunne bevises.
Jeg vil påstå, i lighed med mange forskere, at netop sammenhæng og årsag er langt vigtigere end at finde enkeltstående forhold, som vi så skyder hele skylden for vores dårligdomme på.
Det at folk bliver syge skyldes en kombination af mange ting. Der er så nogle ting der er lettere at måle end andre. For eksempel er det lettere at måle om folk er for fede, drikker for meget eller ryger og langt sværere at måle "livskvalitet" eller "lykke". Men hvad hvis netop disse to faktorer er de afgørende? Hvad hvis f.eks. smøger kun er 10% af årsagen, og lykke/ikke-lykke er 90%. Så vil det da hjælpe en lille bitte smule at stoppe med at ryge, men bestemt ikke hvis det så sker på bekostning af mindre lykke.
Bare fordi man kan måle noget - og ikke noget andet, betyder det altså ikke at det man kan måle er den virkelige årsag til de problemer man ser.
Det svarer lidt til den lov der kom for nogle år siden, hvor der kræves håndfri sæt til mobiltelefonen, hvis man vil snakke i bilen. Efterfølgende viser store undersøgelser i Sverige, og andre steder, så, at det slet ikke er spørgsmålet om håndfri eller ej der er den afgørende faktor, men det at man snakker i telefon eller ikke snakker i telefon. Så resultatet er, at selvom der var noget om "telefon snakken", så har vi lavet en lov, der rammer der hvor indflydelsen er mindst - og det er sgu da for dumt.
Så nej, mine argumenter er bestemt ikke revet ud af luften. Tværtimod! Det bygger på at jeg i årevis har læst om dette, fuldt så godt med jeg kan, gået til foredrag med forskere, læst nogle af deres bøger osv. i stedet for at stirre mig blind på en enkelt og meget snæver del af den rene symptomfokuserede forskning.