Profil for Marianne H

Jeg synes det er dybt bekymrende, at en politiker i 50'erne finder det mærkeligt, at hun ikke har fået arbejde endnu - efter 4 måneders ledighed.

Hvor har de deres opfattelse af virkeligheden fra?

Der går mange, mange højtkvalificerede ledige, og de har gået længe. Det er faktisk svært at finde lønarbejde i disse tider. For såkaldt 'almindelige' mennesker og for politikere sikkert også. 

Det er selvklart ikke rimeligt ikke at ville arbejde for 120 kr i timen og i stedet bare hæve dagpenge. Men det lyder på jer som om det er de arbejdsløse, som (næsten) over een kam er nogle nasserøve og egentligt burde skydes, få 'kassen' smækkes i og hvad ved jeg. 

Jeg synes også hendes udtalelser er provokerende, men hun er langt fra alene med sin indstilling.

Hvad med den selvstændige, der starter forretning uden meget andet end sin gode vilje at basere forretningen på. Og som efter 1-2 år går nedenom og hjem - skatten betaler en pæn del af underskuddet. Det er da lige så foragteligt? Eller hvad?

Eller landmanden, der har belånt sin gård op til over skorstenen for at investere i nyt produktionsapparat, men uden chance for at betale tilbage - han vælger også at gå konkurs efter først at have jongleret ejendommen rundt mellem familiemedlemmer. Den gruppe får så vidt jeg ved også en pæn del af samfundets samlede ressourcer.

Eller folk, som efter endt skolegang og uddannelse her i landet (som de har fået gratis) smutter til udlandet for at slippe for at betale skat her i landet? De har da også kostet? Er det ikke også foragteligt?

Selv tror jeg, at man som menneske har det bedst, hvis man kan - og vil - yde noget til samfundet, og omvendt, når man har brug for det, kan regne med støtte. Der vil vel altid være nogen, som går til grænserne? Jeg har kendt en del igennem tiden inden for de forskellige grupper, jeg har beskrevet ovenfor. Men de færreste af disse var faktisk særligt tilfredse eller - hvis man tør blive lidt højstemt - særlig lykkelige. Jeg går ihvert fald i mit stille sind og er helt tilfreds med, at jeg ikke selv har det sådan.

Godaften :-)

Jeg synes, det i det konkrete tilfælde er i orden. Men hvor ville det være meget rarere, hvis alle parter i sagen - her restauranten og horderne af mødre med kæmpebarnevogne og babyer - kunne finde ud af at gebærde sig med hensyn i det offentlige rum.

Det er svært at generalisere og opstille regler, for sådanne bliver selvfølgelig tolket meget bogstaveligt. Og så ser det hele lidt mere firkantet ud, end hvad der måske var meningen?

Vi argumenterer på baggrund af helt forskellige verdenssyn. At I ikke 'forstår' handler vist mere om ikke at være enig. Og det er jo en ærlig sag.

For en tid siden kunne økonomer gøre op, at et nyfødt pigebarn i løbet af sit liv ville koste samfundet 60.000 kr mens et nyfødt drengebarn omvendt ville bidrage med 120.000 kr til samfundet (tallene er efter hukommelsen). Regnestykket er sikkert rigtigt nok. Konklusion - ja, afskaf pigerne, så bliver samfundet rigere - ikke ;-)

Sygeplejersker er på deltid, fordi sådan er deres arbejdsmarked. De kan ligesom ikke rende rundt og være sygeplejerskeruden for deres arbejdstid. I - og jeg - kan snildt tænke kloge tanker vedrørende vores arbejde, selv når vi sover. 

Om vi vælger at arbejde 37 timer eller mere, er jo op til os selv. Nogen af os prioriterer også børn, familie, tilstedeværelse med andre mennesker. Andre gider ikke sådanne ting. Fint nok - men jeg tror nok vi generelt skal være glade for, at ikke alle pukler derudaf 60 timer om ugen. Sådan kan et familieliv simpelthen ikke fungere - med mindre man har tjenestefolk.

Jeg betaler selv min skat med glæde, selvom jeg arbejder mere end 37 timer. Og jeg betaler såmænd også gerne mere endnu. 

Hvad værre er, er at dele af rød blok simpelthen ikke forstår dynamikkerne i at være selvstændig/virksomhedsejer. Omvendt forstår blå blok ikke særlig godt, hvordan det er at arbejde på gulvet i velfærdssektoren.

Sådan kan vi stå og råbe i lang tid!

Nicolai skriver "....Men hvorfor skal dem som knokler og skaber den store vækst i samfundet betale for at vi har skabt et Danmark, hvor halvdelen af Danmarks befolkning er på offentlig forsørgelse etc ."

Du får det til at lyde, som om du (eller dem, som knokler) ofrer sig i modsætning til de andre, som ikke gider? Det er vel de færreste, som i den forstand yder mere. De selvstændige, jeg kender, elsker deres arbejde overalt og foretrækker ofte dette frem for fritid, familie oa.  Er det ikke ofte tilfældet?

Hvis det *virkelig* var tale om at nogen ofrede sig, så kunne jeg være enig i betragtningen om at man også fortjente mere.

Men landmænd, sygeplejersker og skraldemænd knokler faktisk - langt de fleste af dem. Hvad skal der i øvrigt til for at man 'knolker'? Jeg arbejdede engang sammen med en sælger. Han fór rundt som en flue i en flaske og arbejdede efter hans egen mening vældig hårdt. Det gjorde han såmænd også - der var bare meget lidt substans i det, han havde formået, når dagen var ovre. Han knoklede!

Noget andet er, at det er ulig lettere at tjene 100.000 kr mere, når man i forvejen tjener over 1 mill. om året end hvis man tjener 280.000