Hvornår startede du din første virksomhed og hvad lavede den?
Min første virksomhed tror jeg at jeg startede i folkeskolen femte eller sjette klasse, hvor jeg handlede tjenester/produkter for kakaomærker og mælkemærker i kantinen ;) Men min første 'rigtige' virksomhed startede jeg i 2001, og den beskæftigede sig pudsigt nok med det som jeg stadig laver i dag - marketing og kommunikation.
Hvad er den mærkeligste ting du har på dit kontor?
En stor and med sine ællinger efter sig, og en solcelle-drevet funktion der reagerer på en sensor så når folk går forbi den skriger den "RAP RAP RAP" i halvandet minut ;o)
Hvem ville du ønske du var venner med på Facebook?
Alle de idioter der har trampet på mig gennem livet, så jeg kunne nyde at de læste mine statusopdateringer om min nye Audi eller 2 ugers ferie i Thailand. Men ærlig talt, jeg gider sgu ikke have dem derinde.
Hvilken forretningside ville du gerne have fundet på?
Isterningposen. Sidde og tygge Royalty på 0,5% af et patent i 20 år hvor jeg ikke skulle bekymre mig om produktion, afsætning, marked mv. - men blot trække en fd check hver måned ;) Dét kalder jeg et aktiv.
Nævn en ting om dig selv som ville overraske dine medarbejdere/venner:
Jeg sidder ned og tisser, for ærlig talt der er da ikke noget mere irriterende end mænd der står og pisser hele toilettet til, og man kan da lige så godt lige tage et par minutters afslapning med en runde angry birds nu man er der.
Hvad er det sjoveste der er sket i din virksomhed?
Jeg blev engang betalt (en ret stor sum penge) for at 'glemme' alt om en opgave vi havde arbejdet længe på, fordi det pludselig ikke passede den nye direktør at de pågældende oplysninger kom frem alligevel. Dét var de sjoveste penge jeg har prøvet at tjene.
Hvis du ikke skulle bekymre dig om penge, hvad lavede du så nu?
Så havde jeg startet med at investere i udlejningsejendomme langt tidligere og sad i dag halvdelen af året i Florida eller Thailand, og den varme halvdel af året i Danmark.
Hvad ville du ønske du havde vidst da du startede din virksomhed?
At det var lige så nemt at stifte et Engelsk Limited selskab med samme selskabsvilkår som et Dansk ApS eller A/S, men for kun 15.000kr. - dét havde sparet mig for mange penge.
Hvis du var diktator, hvad ville du ændre?
Så ville jeg tvinge hele befolkningen til at læse alle Robert T. Kiyosakis bøger! De skulle være pensum i 9. klasse i min folkeskole hvis jeg styrede landet.
Hvad er din Passion/Hobby?
Jeg elsker at lave forretning, så dét er uden tvivl min største hobby også. Men derudover er det skeet/trapskydning i Næstved Flugtskytteklub, og så har jeg en drøm om en dag at få råd til at køre Rally, jeg elsker motorsport og fart.
Hvad er dit yndlingsmotto?
Jeg har ikke kun ét, men tre...
- If it ain't broke, don't fix it.
- If you're in a hole, stop digging!
- Du bliver ikke selv større, af at gøre andre mindre.
Hvad er dit bedste forretningsråd til en ny iværksætter?
Tro på dig selv, lyt ikke til dine venner/familie/kollegaer der alle sammen står på spring for at fortælle dig hvorfor du vil fejle og ikke lykkes. De er kun misundelige på dine visioner og din kommende succes.
Hvad er det dummeste du har gjort?
Åh gud, jeg er stoppet med at tælle. Jeg har simpelthen gjort så mange åndssvage ting ;-)
Hvad er din yndlingsfilm?
"Jagten på lykke" (Engelsk: The pursuit of happiness)
Hvordan slapper du bedst af?
Ved at gå en lang tur i skoven eller ved stranden med min hund, eller når jeg kører bil (alene!). Jeg elsker at køre bil, dér får jeg mine bedste tanker.
Hvad er det bedste du har gjort for din virksomhed det seneste år?
Læse samtlige af Robert T. Kiyosakis bøger, dén mand er min gud. Jeg tror ikke på Jesus, buddha eller Allah, men på Robert K.