Jeg har i et par år haft Firmaet Kontor-Yoga, som bl.a. tager ud på virksomheder og laver øvelser med medarbejderne, som er rettet mod os, der tilbringer meget af arbejdsdagen foran en computer. Det kan du læse mere om på 42?mt=8
Udover dette underviser jeg mine to fantastiske yoga-hold i hhv. Aalborg og Nibe og holder 4-5 gange de populære workshops YOGA GROOVE.
Min baggrund er: Folkeskolelærer. Kostvejleder. Life Coach. Fitnessinstruktør og Yogainstruktør. Min historie kan du læse herunder:
”Da jeg arbejdede på et kontor i London begyndte jeg at døje mere og mere med ondt i ryggen, ømme skuldre og anspændt nakke. Stress har altid haft en tendens til at sætte sig i min nakke, og jeg kunne ikke vænne min krop til at sidde i samme stilling i så mange timer hver dag.
En massør kom ind ugentligt på kontoret for at løsne os op, men det var først, da en ven anbefalede mig yoga, at jeg virkelig mærkede resultater. Min rygrad blev mere smidig, og det gjorde ikke længere ondt i mine led, når jeg vågnede om morgenen. Endvidere fik jeg også for første gang i lang tid en god nats søvn, da jeg nu havde lært at lukke af for den tankevrimmel, som styrede mine tanker ved sengetid.
Mit muskelkorset blev styrket af yoga-øvelserne, som gav mig en bedre holdning, så jeg ikke længere sad og faldt sammen på min kontor-stol. Min stress forsvandt lidt efter lidt, og jeg blev pludselig et roligere og mere positivt menneske med mere overskud. Jeg opdagede, at jeg nu havde mere energi og mere fokus på dagens opgaver og fik meget mere fra hånden. Som en bonus mærkede jeg også en betydelig forbedring i min astma og min fordøjelse, som i mange år havde voldt mig problemer.
I 2007 tog jeg til Indien for at tage den traditionelle uddannelse som yoga-lærer. Da jeg kom hjem, havde jeg det så fantastisk i min krop og mit sind, at jeg var nødt til at dele mine gode erfaringer med yoga med andre.”
For mig er yoga en måde at leve på. Det er en konstant øvelse i nærvær og en måde at finde ro og autenticitet i en kaotisk verden. Det er en måde at røre andre mennesker på den dybeste måde jeg kender, og jeg kan ikke forestille mig et mere meningsfuldt arbejde end at undervise i yoga og meditation.
Jeg håber at møde en masse spændende mennesker igennem dette medie. Namaste