på Amino

Kom godt i gang på Amino

Velkommen til! Vi vil gerne have at du føler dig godt tilpas her på Amino fra første besøg, så her har vi samlet nogle gode råd til dig som er ny. Brug et øjeblik på at læse dem. :-)

  • Har du lige fundet Amino, så brug et par timer på at læse indlæg, før du skriver selv. Så lærer du debattørerne at kende, og du får en god ide om hvad der sker på Amino.

 

  • Når du skriver på Amino, så vær opmærksom på, at det kan læses i 100 år, lige som alt andet på nettet. Amino er rigtig godt søgemaskineoptimeret, og det betyder, at alt det du skriver, vil komme højt op i søgemaskinerne.
    Så skriv ikke noget, du ikke vil se på forsiden af Ekstra Bladet om 30 år! Og nej, du kan ikke slette et indlæg når først du har skrevet det, du har dog to timer til at rette i det hvis du finder en stavefejl etc.

    Årsagen til at vi ikke sletter indlæg, er at det går ud over helheden på Amino. Når du skriver et indlæg, så er det ofte en del af en debat med andre brugere og den debat bliver ødelagt hvis der lige pludselig opstår "huller". Dertil er det spild af vores tid at slette indlæg og det er tid vi kan bruge på at gøre Amino bedre for alle brugere.

    I ekstreme situationer sletter vi dog enkeltindlæg. Det er typisk hvis det er ulovligt eller på anden måde krænker andre mennesker eller rettigheder. Har du sådan et tilfælde, så send en mail til martin@thorborg.dk og forklar hvem du er, hvad der er sket, hvad der præcis ønskes slettet og en URL til indlægget.

 

  • Før du skriver et spørgsmål på Amino, så brug lige søgemaskinen først. Der er rigtig mange hjælpsomme mennesker der står klar til at svare på dine spørgsmål, men de kan godt blive trætte af at svare på de samme ting mange gange. Med mere end 220.000 indlæg er der faktisk meget viden at blive klog på.

 

  • Amino er et rigtig godt sted at få gode kontakter. Mange finder både kunder og samarbejdspartnere ved at være aktive i debatten. Så hvorfor ikke benytte sig af muligheden for gøre sig selv så kendt som muligt? Vi vil gerne opfordre dig til at lave en god profil. Mange brugere af Amino er ret anonyme, og det gør det nu altså meget hyggeligere at debattere når man ved bare lidt om hvem folk er. Nu er der ikke meget romantik over Amino, men kunne du forestille dig at en tom profil på et dating-site gav ret mange frierier? Næppe. Det samme gælder her - hvis folk kan se hvem du er, er de nok lidt mere interesserede i dig og din forretning end hvis de ikke kan. Og så må du ikke glemme at du kan linke fra profilen til din egen hjemmeside og dermed få mange flere besøgende!

    En god profil
    - indeholder et billede (gerne af dig, men det kan også være dit logo)
    - fortæller noget om dig selv
    - fortæller om de projekter du har gang i

    Fortvivl ikke hvis du er ny på Amino og ikke er eller føler dig som en "rigtig" iværksætter eller selvstændig endnu, og derfor ikke synes du har noget at fortælle om. Så fortæl om dine drømme, tanker eller mål. Måske bliver din profil læst af lige præcis den person der kan hjælpe dig med at føre dem ud i livet. Der er heldigvis ingen snobberi på Amino - alle er interessante nok til at være med. :-)

    Hvis din undskyldning for ikke at udfylde profilen er travlhed, så tænk igen over hvor vigtig en ordentlig præsentation er for dig og din forretning. Hvor interesserede er folk i at tale med dig hvis du kommer ind i et lokale og sætter dig i et hjørne uden at hilse? Du bliver overset! Så af sted med dig - ind på Amino og fortæl om dig selv. Det kan blive guld værd!

 

  • Hvis du gerne vil teste hvordan man skriver i debatten, uden at "det gælder", eller vil du gerne lege lidt med debattens funktioner, så gør det her.

 

  • Når du spørger, så lad være med at stille mange forskellige spørgsmål i samme indlæg. Det bliver for uoverskueligt, og der kommer derfor færre svar.

 

  • Vær omhyggelig med at vælge den rette kategori til dit indlæg. Det gør Amino mere overskuelig og giver dig større chance for svar.

 

  • Lad være med at skrive det samme indlæg i flere grupper. Det gør Amino mere rodet, og der er rigeligt at holde styr på. Gør du det alligevel, kan det få dig ekskluderet fra Amino.
     
  • Lad være med at sende Amino'er uopfordrede tilbud m.m. i deres postkasser (PM). Det kaldes spam og adskiller sig ikke fra alt det andet Viagra skrammel, du selv får i din e-mail indbakke. Så med andre ord er den slags strafbart i følge dansk lov...

 

  • Husk også at hjælpe andre. Er du hjælpsom over for andre, er der også større chance for at andre vil hjælpe dig.

 

  • Amino er et rart sted at være, og det er fordi folk er flinke og rare. Så lad være med at angribe andre, også selvom du føler dig forulempet. Det eneste du får ud af det, er at du taber ansigt over for de andre debattører, og du risikerer at bliver smidt ud af debatten. Hvis du finder et krænkende indlæg, så anmeld det! Dertil skal du huske på at dine kunder, samarbejdspartnere m.m. bruger Google og hvis du bruger dit rigtige navn, så dukker dine arrigskaber op og det ser sgu ikke kønt ud.
     
  • Det ikke tilladt at tilsvine, advare om eller på anden måde forulempe personer eller virksomheder. Indlæg der krænker reglerne, vil fremover blive slettet. Det er på sin vis ærgeligt, da vi alle kunne nyde godt af at blive advaret om div. svindlere på nettet, men dengang vi tillod det, gik der ikke en dag uden at brugere, advokater eller det der var værre (Er der noget værre end advokater? ;-), krævede at vi slettede div. indlæg, og det er bare ikke konstruktivt. Vi har desuden ikke en chance for at vurdere hvem der har ret i disse sager, og derfor har vi nu valgt at Amino ikke skal være det sted hvor man advarer hinanden om andre.

 

  • Har du et produkt du gerne vil sælge til de andre debattører, så giv en god rabat og fortæl om det her. Og husk, tilbud til andre Amino'er skal ikke mailes til dem, så kommer du i spam-helvede når du dør!

 

  • Hvis du gerne vil annoncere på Amino, kan du købe annoncer her.

 

  • Vær ikke bange for at dele ud af din viden. Du tror måske du mister en mulig kunde ved offentligt at fortælle ham hvordan man gør netop det som du er god til. Det virker omvendt. Hvis du fortæller hvordan man gør, viser du samtidig både spørgeren og alle dem der læser med over skulderen, at du kan løse den slags opgaver.

 

  • Det er helt i orden at have flere profiler, så længe man opfører sig ordentligt. Det vil sige at man ikke må lade profilerne "snakke med hinanden", man må ikke manipulere andre brugere, eller på anden måde lave ballade. 

    Husk at moderatorerne kan se den ip-adresse du skriver fra og hvis du laver flere profiler og laver grimme ting, så kan du risikere at bliver afsløret og det kan nemt blive pinligt..

    Men har man spørgsmål til hvordan man fyrer en medarbejder, eller har man et spørgsmål man syntes er lidt pinligt, så opret du bare en ny profil til det formål.

 

  • Hvis du undrer dig over at der ud for folks navn f.eks. står "Klemmesamler", "Selvstændig med I/S" etc., så er det bare sjov og ballade. Man får en højere rang jo flere indlæg man skriver, og derfor bliver man hædret. Her er rækkefølgen:

    Elev
    Klemmesamler af 3. grad
    Klemmesamler af 2. grad
    Klemmesamler af 1. grad
    Offentligt ansat
    Privat ansat
    MLM pusher
    Franchisetager
    Kælder-iværksætter
    Iværksætter
    Selvstændig med I/S
    Selvstændig med ApS
    Selvstændig med A/S
    Noteret på First North
    Noteret på CSE
    Noteret på Nasdaq
    Noteret på NYSE
    Investor
    Angel Investor
    Venturekapitalist
    Hedgefond-ejer

Har du andre spørgsmål, så læs vores FAQ, eller spørg her.