Profil for Slettet bruger

Hej Julie Iversen

Jeg skal prøve at skrive lidt mere tydeligt.

Som jeg ser det, så er et af argumenterne her, at det drejer sig om kærlighed. Og jeg er så uening i hvordan vi forskellige tolker ordet kærlighed.

Fx så kan man have kærlighed til sin familie, til sine venner og til sin kærste.

Det er så sådan at den kærlighed, er ikke ens. Fx så vil ens kærste få en form for kærlighed, mens ens børn en anden, og venner en trejde. Og det gør også at vi som mennesker tit kan blive forvirret af det vi føler. Vi kan sagtens føle fx stærkt for venner. Dette uden at der skal være et kærste forhold ud af det.
Tager man fx teenager, så vil man her opleve at mange udvikler så stærke bånd til deres venner, at det minder om et kærsteforhold. At man fx vil offer en tredje person, for at bibeholde dette fælles skab.

Det har så ikke noget at gøre med at man er kærster, men er en naturlig del af det at frigøre sig fra familien. Dette bevirker at man prøver at leve sit eget liv, med ansvar, men også få accept fra familien at man er moden og voksen nok til at kunne klare de udfordringer der kommer. Sådan at forældre delen kan føle sig tryk ved sit afkom.

Når man så tager fx Anja's artikel her(skal siges jeg kender ikke Anja og dette er ikke skrevet i ond mening), så kan du se, at hun i en tidlig alder kom ind i et parforhold, der kan her sagtens argumenteres for, at hendes føleses side ikke har været færdig udviklet. Og tager man en parallel til det mandlige køn, så viser det sig desværre også at mange ikke er moden til at kunne klare et forhold. Eller kunne klare at sadle om til en tosomhed, evt med børn.

Når man så tager dette med, så kan dette give nogle psykolgiske traumer, altså at man ikke får udlevet sit følses liv fuldt ud. OG det gør at når man så kommer ud på den anden side, så har man en tendens til at overkompencere. Og det gøres ved at man evt fejlfortolker de signaler, som kroppen sender til en.

Hej Moestrup

Nu er der ingen her der benægter at vi mennesker udvikler os, og vi tit også eksperimenter med det vi kan komme til. Men derved findes der stadig en masse grundlæggende ting der stadig gælder. Og man så spørge sig om, hvorfor denne store ændring.

Vi ser også at mennesker bliver mere skilt end før, og man begrunder det med at kvinden ikke er afhængig af manden. Jeg ser det mere som en konsekvens af det visuelle og materialistiske samfund. Det betyder at det er for nemt for os mennesker at mene at vi føler noget fordi at det ser godt ud, eller at vi har noget som andre vil have. Og det gør også at når det er disse ting der ligger til grundlag for ens valg, så vil det heller ikke være en grobund for at udvikle et dybere samhørighed, men at man desværre zapper videre.

Og man kan selvfølgelig give vores generation skylden for det. Da vi har opdraget de poder der idag bliver gift 3-10 gange i deres liv.

Jeg acceptere skam at vi elsker flere, bare ikke på den måde. For jeg kan da godt være grov og sige at det tit også er den følse pædofile har. Og så kan vi disketerer om det er passende. Men her er vi jo alle enige om at det er slemt.(Skal siges at jeg samligner ikke amoriøse med pædofile, er et billedligt eksempel for at vise ekstremer). Og her snakker man også om at det tit er misforståede følses signaler ved den voksne, og man ser også at denne gruppe bliver yngre og yngre.

Det betyder jo netop også at vi mennesker ikke altid er i stand til at tolke de forskellige signaler, og at man sætter tingene op til logik, istedet for at man gradbøjer det.
Baggrunden for at man misfortolker signaler, kan jo være ens barndom, ens tidligere voksenliv, hvor der er kommet nogle traumer ind, der netop gør at man prøver at beskydte sig selv. Eller generalt bare er forvirret over signalerne der så gør at man kører det løb, hvor man får mest accept.

/Kenneth

Hej Julie Iversen

Nu er det jo nemt at gradbøje ordet kærlighed, og sætte en masse betydninger ind, sådan at det passer fint ind i de ting som der passer bedst ind i ens ting.

Jeg forstår egentligt ikke hvorfor at du mener at jeg fejer let hen over. Jeg prøver seriøst, at tage jeres argumentationer, alvorligt. Og prøver virkelig at se det fra jeres syn. Problemet er at jeg ikke kan se at det har noget med kærlighed at gøre. Jeg ser mere at der ligger andre psykologiske grunde under.

Skal man fx samligne det med noget, så er det den frie livsstil, man førte i fx 60'erne og 70'erne, som så også udmundede sig i at de fleste af de mennesker lever i monogame forhold og har haft sølvbryllup.

Jeg mener modsat dig, at når vi snakker om kærlighed, så kan folk have problemer med at fx at vise følser overfor det modsatte køn, uden at derigennem skal ligge noget seksuelt. Og at man kan have problemer med at man overfor sig selv kan differentier den kærlighed.

Og der du og andre evt kan have problemer med at jeg fejer let henover det, er at jeg kommer med min argumentation omkring hvad kærlighed er. Det har du ikke gjort, du bruger ordet kærlighed som et argument, og forventer at det er gangbart og acceptabelt. Og at man så bare ligger sig ned og siger.....selvfølgelig kærlighed dumme mig. Du har så evig ret, jeg er enig, jeg er torske dum.(IRONI)

Lad os da diskutere ordet, istedet for at tage det som noget ultimativt. Kærlighed er synonym med en masse ting.

Hej Anja

Læste lidt forkert i den artikel, min fejl, læste som at du havde droppet din mand, og fundet en kærste, og så en mand ved siden af, sammen med at der er kommet en ekstra kærste.

/Kenneth

Hej Jørgen Olsen

JEg er ked af at min argumentation, ikke lever op til dine standarter, men det kan du så hjælpe mig med i fremtiden, sådan at vi får et mere sigende argumentations grundlag.

Nu er min livsførelse jo ikke den der er offentliggjort, og derfor er den heller ikke til debat. Hvordan jeg fører mit liv kommer kun mig ved. Også derfor at du aldrig vil komme til at se det offentligt gjort. Det er korrekt at jeg har draget nogle paraleller til mine venner og bekendte, men det er også fordi at vi som mennesker differentier de personer som vi omgåes. Og derfor kommer der nogle op i højre lag end andre. Og hvor den skille linje er, er jo meget svær at definere. Da det jo kommer ligeså meget an på en som den anden.

At jeg prøver at lave en argumentation, via diffination af kærlighed, er måske en forkert strategi fra min side, men problemet er jo netop at vi mennesker tit definerer kærlighed forskelligt. Men det gør også at vi tit tager for ledt på det ord efter min overbevisning. Og gør at vi efterhånden skal vise kærlighed til det ene eller andet.

Jeg er ikke fuldt ud modstander af flere partneri, men jeg søger begrundelser for at folk gør det. At de undskylder med fx kærlighed, og at der så konstant sker tilføjelser og udskifninger, så er det jvf min overbevisning ikke følses mæssigt indvolveret, men at der er mere dyriske tendenser i det.

Vi mennesker er komplekse væsner, der har fået den ide at tænke selvstændigt, og det betyder så også at man udvikler mange forskellige ider og praksiser. Der ikke kan forståes af alle mennesker. Men det betyder ikke at vi ikke skal have en holdning til det. Eller at man evt skal argumentere for sit eget ståsted.

Jeg ser mange ting som der sker omkring mig, og får derigennem en masse inputs. Og udfra det, så danner jeg mit livssyn, ligesom du fx gør. Jeg er desværre ikke belæst med en masse smarte bøger, med udtryk der kan sættes på. Men jeg har oplevet hvad folk gør. Det både i vennekredse men også længere ude. Og alle de ting dem tager man med sig og sætter ind i sit livssyn.

At mit livssyn ikke er noget der harmonere med ret mange andre, betyder jo ikke at jeg er forkert på den, men der kan argumenteres for at jeg har uret.....Men det vil jeg så gerne argumentere imod.

Jeg har desværre i de senere år oplevet en større og større egoisme i det danske samfund, der også har gjort at der aldrig har været så mange singler som der er idag. Og derfor er det også tit nærliggende at sige at mange af de valg vi laver sker på en egoistisk baggrund. At man så sætter egoisme som noget negativt, er så ikke min skyld. Men det er nu et dejlig nemt ord, når man sætter sig selv først.

/Kenneth

Hej Tagor

Nu kræver det, jo selvfølgelig at der er to der vil et forhold, og det kræver også noget at hinanden at opretholde den naturlige balance der er i et forhold. Og det betyder så også at hvis den ene part opgiver, så kan den anden så heller ikke gøre så meget.

Hej Anja

Der misforstår du, man sætter parforholdet højrer. Det vil sige at man ser bort fra personerne. Men man tænker på hvad der er bedst for forholdet.

Hej Moestrup

Problemet er at når alt kommer naturligt de første par år, så vil man tit vågne op og se at der er kommet en hverdag, det være sig efter 3-7 år, og det er her skilsmisserne typisk er. Og det betyder at man skal udvikle sig.
At kæmpe er måske et lidt kraftigt ord at bruge. Men ikke desto mindre, så kan man resikere at man skal kæmpe med sig selv, partneren og forholdet, for at se, om det var det, det var. Eller om man bare havde et begær man lod sig rive med.

/Kenneth

Ps Jørgen Olsen, jeg er træt af den evendige parallel til homoseksualitet, da inden for homoseksualitet findes der også polyamoriøse. Lidt sådan at man drager en parallel mellem et æble og et bær.......kan man ikke, så skal man specificere hvad det er for et bær, fx jordbær.........Så kan man drage parallelen med at et æble og et jordbær kan være rødt fx.

Hej Tagor

Hvad du oplever her, er jo netop ikke noget med kærlighed at gøre. Du har fx ikke kæmpet for det, din partner har heller ikke. I har haft et bekvemlighedsforhold. Og det har I ladt udvikle.

/Kenneth