Profil for Slettet bruger

Hej Anja

Når man selv ønsker at være centrum i en flok, så er det ikke noget med at man vil give, det handler så om at man vil være den der får mest opmærksomhed.

Citat

Men det bliver vel først egoisme når man kun tager hensyn til sig selv?

Citat slut

Og er det ikke det man gør ved at der skal flere til at tilfredstille ens behov? Netop at man ikke vil nøjes, men at man skal have mere.

/Kenneth

Ps. Senay, jeg kan godt lide dit indlæg, meget oplysende. Og håber på al lykke fremover for dig.

Hej Anja

Nu siger jeg ikke at der ikke kan forekomme egoistiske forhold inden for monogami, har jeg givet udtryk for det, så er jeg da virkelig ked af det.

Stiller man det op som du beskriver det med kærlighed og fornuft, så vil der kun være en forklaring i det forhold, og det er netop egoisme, da du jo mener at fornuften/den bevidste del af hjernen, træffer beslutningerne. Og derfor er det beviste valg der ikke er styret af sine følser. 

Grunden til at jeg mener at det er egoisme, er den samme grund som alle afhængige udstråler, netop at få dækket sine  behov.

Og det kan du så læse omkring i mit tidligere indlæg.

/Kenneth

Hej Anja

Når man snakker om grunlæggende psykologi, så snakker man om to begræber.

Det ene er fornuft, det andet er følser.

I de traditionelle fremstillinger, så er disse mekanismer afhængig af hinanden. Og bedst fremstillet via en vægt med følser på den ene skål og fornuft/logik på den anden.

For at et menneske fungere optimalt, så skal disse være i balance. Dog kan man godt fungere med en overvægt af fornuft.

Det som der er problemet med din fremstilling, er at du går ind og siger at kærlighed(en følse) er konstant. Det betyder at  fornuften, er det der afgører om vi er nede om vi føler kærlighed eller andet.

Tager vi så videre i denne tankegang. Så betyder det også at følser generalt ikke burde kunne øddelægge et menneske, da vi har samme konstante følse. Og det gør at sådan noget som fx depretion, shock ikke kan bevæge dette. Egentlig burde depretion så ikke eksistere, medmindre at det er en genfejl, og derved aldrig kunne komme ud af den.

Men også at vis en partner forlader en, så burde en fornuft netop være der til at opretholde balancen. Problemet er at det autonome system desværre ikke er styrbar, og derfor skal fornuften kæmpe. Og alt efter de genetiske og miljø mæssige faktorer, så vil man kunne gøre det kort til aldrig.

Når jeg køre lidt i det her, så er det fordi at man lægger gamle bibelske ider i det. Og ikke forholder sig til at vi mennesker besidder en del andet. Og det gør også at de gamle teorier(filosofier) ikke længer er bevendt. Og at de kun trækkes frem, når det skal passe ind i ens tankegang.

For du gør det at du argumetere for at vi styre vores følses liv, men du vil ikke kalde det egoisme. For tager jeg et bevist valg, så er det typsik mig der kommer i centrum først.

På den anden side, så kan vi mennesker også blive afhængige af vores følser, og det betyder at fx følsen forelskelse, der netop udleder endorfiner(morfin lign produkt som kroppen selv producerer), kan gøre at man ledes til at tro at man bliver nød til at skulle opleve forelskelse. Problemet er bare, at jo ældre man bliver jo flere man har haft fat i jo sværre bliver det at udskille endorfiner, og man skal derved blive ved med at søge lykken......Altså en rejse uden ende.

Lidt ligesom narkomaner.

/Kenneth

Hej Anja

JEg bliver her lidt forvirret.

Det vil sige kærlighed er en fast defineret størrelse.....der er urokkelig. Men det er så vores fornuft der styre den. Det vil så sige at når jeg vil et forhold så er det min fornuft der vil den. Fordi at jeg har kærlighed til personen. Sådan kort.

/Kenneth

Citat

 Det man mærker som ”forskellige slags
kærlighed til forskellige mennesker”, er mere en praktisk følelse af
hvilken relation man har lyst til at have til de forskellige mennesker.

Citat slut

kilde http://utroskab.org/k-kaerlighed/

Når jeg læser dette på din blog, så definerer du at kærlighed, er noget som man styrer. Og ikke en følse der skabes. Er det korrekt??

Og det vil så betyde at polyamoriøsitet er en form for egoisme????

Og ikke har noget med følser at gøre.

/Kenneth