Profil for Anja Lysholm

Hej Kenneth

Når jeg drager en parallel, så er det fordi det netop er sådan min polyamorøsitet føles. Det er ikke noget jeg har et "grundlag for" eller kan forklare, fortolke eller forsvare. Havde jeg været lesbisk, havde du ikke bedt mig om at definere hvad jeg så mener med "kærlighed til kvinder" - du ville vide at jeg mente præcis det samme som dig. Så når du beder mig definere, er det fordi du stadig mener at du har ret, i stedet for at høre hvordan jeg som polyamorøs fortæller dig at tingene hænger sammen. :-) 

Når det så er sagt, så skal jeg selvfølgelig ikke udelukke at der er andre der betegner sig selv som polyamorøse, som føler det anderledes. Jeg kan kun fortælle hvordan jeg selv har det med det, og der falder alle "argumenter imod det" til jorden fordi de forudsætter at jeg aktivt har truffet et valg, og for mig er det simpelthen min natur. Så hvis du siger til mig at det er "forkert" eller "fordi ...", så er det det samme som at sige det til en homoseksuel.

Så kan der måske ligge en anden debat i det som går på hvorfor nogle mennesker lever i åbne forhold, for det behøver ikke have noget med polyamori at gøre, og så kan det være en helt anden snak hvor der er en mulighed for at du har ret i at nogle bare har det svært med tosomhed, gerne vil bekræftes, har et voldsomt sexbehov el.lign. Men så vil jeg stadig undrende spørge "og hvad så?" - at nogle vælger det, går vel ikke ud over dem der ikke gør, så længe det foregår åbent og i enighed? Det er vel stadig ikke mere egoistisk? Jeg kan ikke se noget gyldigt argument for at vi alle absolut skal leve i monogame parforhold (som halvdelen af os alligevel ikke kan holde os inden for og derfor er utro).

Anja

Helt enig, Erik!

Forresten, hvis man ikke kun skal tænke på sine egne behov, men også sin partners, hvad gør man så hvis partneren har det behov at være sammen med flere? Er det ikke et af de kompromiser man skal indgå? ;-)

Hej Kenneth

Når man er monogam og derfor vælger at gå ind i et mongamt forhold, så er det klart at man må indgå de kompromiser det indebærer (hvis det indebærer nogle) - det er jeg helt enig i. Men når man som jeg ikke er monogam, men polyamorøs, så må man vælge ikke at indgå monogame forhold, men gå ind i polyamorøse forhold, og så er det nogle andre "spilleregler" der gælder. Man kunne vel sige at det ville være ret egoistisk at forlange at nogle skulle gå ind i en parforholdstype de ikke egnede sig til. Som at forlange at homoseksuelle skal gå ind i heteroseksuelle forhold fordi det er mest naturligt - det går jo heller ikke, vel?

Ideen med polyamori (hvis man kan tale om en ide) er ikke at man "så bare finder en ny hvis den anden ikke vil indordne sig" (jeg tror du forvekler det med seriemonogami). Der er såmænd bare frihed til at man kan elske og have forhold til flere end en.

Hvem er egentlig mest forkælet/egoistisk: Den der siger "du må kun elske mig, og hvis du også elsker andre, så er det ud af vagten", eller den der siger "min kærlighed til dig er ikke betinget af at din kærlighed kun tilhører mig"? Hvem er det der ikke tør give lidt?

Og så længe alle parter er enige om at det er sådan deres parforhold skal være, hvordan kan der så være noget galt i det?

Anja