Hvad er dit navn og alder?
Jeg hedder Rolf Høegh og er 65 år. Jeg kan næsten høre dig sige "65 - er man så ikke halvdød???"
Da jeg blev 60, fejrede jeg det med at starte endnu en ny virksomhed. Da jeg fyldte 63, besluttede jeg at udgive en bog, da jeg blev 64 spurgte Martin om jeg ville være ekspert-blogger. Og som 65-årig blev jeg udnævnt til Årets ekspert-blogger. Samtidig åbnede vi 4 nye mæglerbutikker i København. Har funderet lidt over hvilke nye tiltag jeg vil starte næste år. Rigtig pensionist bliver jeg aldrig…
Hvad laver du rent forretningsmæssigt?
Jeg laver mange ting. Dels har jeg sammen med min kanondygtige søn Henrik ejendomsmæglerkæden Place2live med 14 forretninger i København og Nordsjælland. 4 af forretningerne er startet i 2011 – midt i den såkaldte finanskrise.
Efter at jeg deltog som hovedperson i DR2 dokumentaren ”Kunsten at sælge”, bad mange firmaer og organisationer mig om at holde foredrag og salgstræning. Tidligere havde jeg kun gjort det internt i vore virksomheder. Det får jeg meget tid til at gå med. F.eks. holdt jeg lige 6 foredrag på 6 dage overalt i Danmark. Ugen efter var jeg i Riga for at holde 4 timers foredrag om salg, på engelsk. Det kræver lidt energi...
Jeg holder foredrag, peptalks og laver direkte salgstræning.
Hvad er din baggrund for alt det?
Jeg er uddannet i IBM. En virksomhed som giver verdens bedste salgstræning. Og så er jeg altid interesseret i at lære noget nyt selv.
Jeg har mange titler: bestyrelsesformand, adm. direktør, statsaut. Ejendomsmægler, forfatter, foredragsholder, peptalker, men jeg er mest stolt af at være sælger – med stort S.
Folk synes åbenbart jeg gør det udmærket. De hyrer mig igen og igen - og anbefaler mig til andre.
Er der andet vi skal vide om dig?
Ja, du skal vide jeg er verdens lykkeliste mand. Og jeg værdsætter det. Jeg er nyforelsket i min skønne hustru. Vi har da disse linjer skrives, kendt hinanden i 44 år, 5 måneder og 23 dage. Og så har jeg den dejligste søn, svigerdatter og 2 herlige børnebørn. Og en masse herlige Amino-venner.
Du skal også vide jeg er super-optimist. Jeg nægter at negative mennesker skal ødelægge min dag. Folks negative holdninger preller af på mig. Jeg ser altid muligheder når andre ser begrænsninger.
Du skal også vide jeg aldrig ærgrer mig over noget jeg alligevel ikke kan ændre. Jo, når jeg en sjælden gang ærgrer mig, giver jeg mig 48 sekunder til det. Hvis det hjælper, og alt bliver løst ved at ærgre mig, må jeg fortsætte. Men det er aldrig sket at det at ærgre sig har løst noget som helst. Tænk på det: Det er for sent at ærgre sig – og for tidligt at bekymre sig. Spild ikke tiden på noget du ikke kan ændre.
Hvor kan man ellers møde dig?
Man kan besøge mit website her: www.place2ive.dk og her www.resultatskaber.dk
Man kan finde mig på Twitter her: http://twitter.com/#!/rolfvhoegh
Man kan finde mig på Facebook her: www.facebook.com/rolf.hoegh
Man kan finde mig på YouTube her: www.youtube.com/user/RolfHoegh
Man kan finde mig på LinkedIn her: www.linkedin.com/pub/rolf-h%C3%B8egh/1/a76/b03