på Amino

Fastnet-nummeret kan ikke blive mobilt

Kun Sonofon tilbyder kunderne at beholde deres mangeårige nummer, hvis de skifter fra fastnet til mobiltelefon.

Af Jakob Sorgenfri Kjær
Du kan beholde dit nuværende mobilnummer, hvis du skifter til et andet teleselskab.

Det samme kan lade sig gøre med dit fastnetnummer, hvis du finder en bedre udbyder. Men du kan ikke overføre dit gamle fastnetnummer til din nye mobiltelefon.

Der er nummerblokering på det danske telemarked, og det forhindrer mange i at skifte den dyre fastnettelefon ud med den billigere mobiltelefon. Sådan lyder kritikken fra foreningen Dansk IT og Forbrugerrådet.

Et stort fælles telefonmarked
»Folk er ofte knyttet til deres telefonnummer og vil gerne tage det med sig. For en betragtelig del af dem vil der være store fordele ved at flytte fra fastnet til mobilen, men det her er en barriere«, siger Martin Salamon, telepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.

Rådet mener, at der bør være et stort, fælles telemarked i stedet for små underopdelte markeder for fastnet-, IP- og mobiltelefoni.

»Hvis der ikke var denne forhindring, ville folk have lettere ved at vælge de ydelser, der passer dem bedst. Det ville gøre markedet større og mere interessant for forbrugerne«, fortsætter han.

Sonofon tager et skridt
Teleselskaberne har i flere år afvist at krydsportere, som det hedder, fordi det angiveligt var for teknisk besværligt og i sidste ende ville blive dyrere for kunderne.

Sonofon brød i marts sidste år med det princip. Med Peter Belli som reklamefigur begyndte teleselskabet at synge om, at du nu kan sige farvel til fastnettelefonen uden at miste det nummer, du altid har haft.

For 49 kroner om måneden kan man således overføre det gamle nummer til mobilen og få mere fordelagtige priser.

Sonofons markedsdirektør, Peter Berg, siger, at initiativet er en af Sonofons største succeser i mange år. Han vil ikke præcist oplyse antallet af nye kunder på den konto, men det er på plussiden af 30.000, bekræfter han.

Et lille aber dabei
»Mange opfatter deres fastnetnummer som et personnummer, så det er afgørende for dem at få det med sig. Med denne satsning får de mobiliteten og sparer mindst 1.000 kroner om året, ligesom det ikke bliver dyrere for deres omgangskreds at ringe til dem«, siger Peter Berg.

Der er dog en hage ved Sonofons nye tjeneste, som selskabet undlader at oplyse om. Utilfredse kunder kan nemlig ikke bære de otte gamle cifre videre over på andre teleselskabers mobilabonnementer. Dermed er kunderne reelt bundet til Sonofon, fremhæver Forbrugerrådet.

»Sådan en situation bør ikke opstå, og derfor skal det være muligt at flytte sit nummer på kryds og tværs. Det er en forhindring for det frie marked og frie forbrugsvalg«, siger Martin Salamon.

Tvang opgivet
Sonofon vil nu sørge for, at kunderne bliver oplyst om, at de ikke kan tage deres yndlingsnummer med til andre mobilselskaber. Men sagen er, ifølge Forbrugerrådet, et mønstereksempel på, at alle numre bør frigives hurtigst muligt.

Derfor er det en skuffelse for både Forbrugerrådet og Dansk IT, at videnskabsminister Helge Sander (V) netop har besluttet ikke at lovgive på området.

På baggrund af en rapport fra IT- og Telestyrelsen har ministeren konkluderet, at selskaberne ikke skal tvinges til at acceptere flytning af numre mellem fastnet og mobil.

Forklaringen i rapporten lyder, at der er for stor forskel på engrospriserne i faste og mobile net, ligesom det vil blive svært at håndtere udenlandske opkald, hvis cifrene ikke afslører, om der er tale om den ene eller anden type telefon.

TDC holder godt fast
»Så længe der er fordele for de store udbydere i ikke at krydsportere, så vil de kæmpe imod. Det er et spørgsmål om penge, og branchen flytter sig ikke længere, end den bliver skubbet«, siger direktør i Dansk IT Tony Franke.

Han henviser til, at særligt TDC gør alt for at holde fast i sine mere end 1,6 millioner danske fastnetkunder. Koncernen tilbyder ikke at flytte nummeret over på mobiltelefonen, fordi de tjener så godt på dem, mener Tony Franke.

»TDC vælger ikke at tilbyde det, fordi de sidder med alle fastnetabonnenterne selv. Forretningsmæssigt er det mere attraktivt for TDC at beholde dem på fastnettet«, siger han.

Trofaste og tilfredse kunder
TDC Fastnets telefondirektør, Sigurd Leth, afviser talen om malkning af trofaste fastnetkunder:

»Vi har en trofast kundegruppe, fordi så mange af dem er tilfredse med vore produkter. Vi er glade og stolte over at have en af Danmarks største kundedatabaser, og vi vil gå meget langt for at gøre dem glade«.

Men I vil ikke tilbyde dem at få overført fastnetnummeret til mobilen?

»Det her handler om, at kunderne har forskellige behov. Nogle vil gerne have mobiltelefon, mens andre gerne vil have fastnet. Vi tilbyder en bred palet af produkter, og hvis man har behov for mobiltelefoni, tilbyder vi masser af muligheder«, siger Sigurd Leth.

Fastnettelefonen er ikke død
Antallet af danske fastnetkunder er siden mobiltelefonens gennembrud faldet støt år for år.

Men TDC-direktøren vil ikke skrive under på, at fastnettelefoni generelt er dyrere end mobiltelefoni, og han er aldeles uenig i analytikeres forudsigelse om, at fastnettelefoni vil forsvinde med de ældre generationer.

»Fastnettelefonen er slet ikke død. Tværtimod vil der komme masser af nye muligheder for konvergens med blandt andet bredbånd. Og så er fastnettelefonen altså et fast holdepunkt for mange familier. Den dækker fire-fem mennesker på én gang, og så er kvaliteten suveræn«, siger Sigurd Leth.


Skrevet maj 18 2009, 05:06 af Teleguruen