@Lagersalg123 - JEN:
1. Ja, med følgende præcisering: Du har som minimum ret til at
sende et krav svarende til det beløb, som lovlig anvendelse af dine billeder
ville have kostet (”rimeligt vederlag”). Om du kan kræve mere kommer an på de
konkrete omstændigheder.
Som indehaver af ophavsretten vælger du selv, om du vil
håndhæve din ret til at få billederne fjernet eller blot ønsker kompensation.
Du skal dog være opmærksom på, at passivitet i visse tilfælde kan blive udlagt
som din accept af, at andre anvender dine billeder. Der skal dog en del til
her.
2. Der gælder ingen krav til hvor lang responstid krænkeren
skal have. Du kan selv fastsætte en frist i din henvendelse. Der gælder heller
ingen krav til henvendelsens form. Hvis
du senere ønsker at bevise, at du har henvendt dig til krænker skal du dog
sørge for at sikre dig bevis for, at din henvendelse er kommet til krænkerens
kendskab. Det kan gøres både ved e-mail til en adresse, som man må regne
med, at krænkeren sædvanligvis checker eller pr. anbefalet brev.
3. Som rettighedshaver har du ret til en form for
kompensation i alle tilfælde af uretmæssig brug, hvad enten kompensationen
tager form af vederlag, erstatning eller godtgørelse.
4. Som udgangspunkt er screenshots tilstrækkelige, hvis
krænkelsen samt krænkelsesstedet og –tidspunktet tydeligt fremgår. Men jo
stærkere og mere troværdigt bevis desto bedre. Derfor vil en optagelse kunne
bidrage til at underbygge beviset for krænkelsen. En anden mulighed er at anvende
tredjepartstjenester som eksempelvis http://www.archive.org (”The Wayback Machine”), hvor det i visse
tilfælde er muligt genskabe en hjemmesides indhold på et bestemt tidspunkt
tilbage i tid.
Problemstillingen om bevismanipulation gør sig gældende ved
al slags bevis. Underskrifter, protokoller og billeder kan forfalskes. Det
gælder også screenshots og andet digitalt bevis. Men det frarøver ikke
bevismaterialet sin vægt. Hvis du fremlægger bevismateriale, som virker
troværdigt, har krænkeren bevisbyrden for, at bevismaterialet er manipuleret
eller på anden måde utroværdigt.
5. Jeg kan udarbejde en standardiseret skrivelse, som jeg
skræddersyr til din forretning og de krænkelser, som du typisk møder i din
hverdag. Herigennem kan du så fremsætte krav om kompensation hver gang du
oplever krænkelse af dine rettigheder. Samtidig rådgiver jeg dig om domstolenes
erstatningsniveau, dvs. hvor store beløb du kan kræve og hvilke bilag, du skal
vedlægge for at dokumentere krænkelsen. At modtage en sådan henvendelse burde
gøre indtryk på en del krænkere. Det
gør jeg for en fast pris, som jeg sender dig en PM om. Fuld tilfredshed
eller pengene tilbage.
@ Mikkel deMib:
Der skal
dokumenteres et tab for at få erstatning efter ophavsretsloven. Derimod
skal der ikke dokumenteres et tab for at få vederlag eller godtgørelse for
ikke-økonomisk skade, hvilket måske er det, du sigter til. Det ændrer dog ikke,
at selve den ulovlige brug skal dokumenteres plus en eventuel standardtakst for
det pågældende materiale eller andre forhold, der skal underbygge et krav.
Med venlig hilsen
Simply Law
v. / Kristian Holte