Så er den første test overstået. Det var desværre et noget nedslående resultat. Mere om det senere :-)
Metode:
Testen er gennemført med 3 forskellige muligheder. Kontrol, e-mærket og trustpilot widget.
- Kontrollen er som vores kurv ser ud i dag.
- E-mærket
- Trust pilot
Jeg valgte helt fra start at lade være med at tjekke en mulighed med begge da jeg først og fremmest er interesseret i at tjekke hvor de performer i forhold til hinanden og hvordan de egentlig performer i forhold til egentlige konverteringer. Der er kun testet i forhold til konverteringer og ikke i forhold til kurvstørrelse. Dette vil blive testet i en senere test. Derudover er denne test udelukkende lavet på shop siderne og dermed ikke på checkout siderne. Vi har i dag en Checkout walk-through-rate på omkring 80, hvilket må regnes som værende forholdsvist højt. Så derfor er dette blevet lagt til en senere test.
Yderligere er alle test lavet med links som der foreskrives af e-mærket. Trustpilot kræver ikke det, men der var også link på for sammenligningens skyld. Så den eneste tese vi tester er om flere kunder synes min shop er interessant når jeg har e-mærket eller trustpilot.
Resultat:
Resultatet var som tidligere sagt noget nedslående. Efter at have læst en række test lavet af Karsten Lund investerede jeg i E-mærket for at teste hvordan virkeligheden så ud i forhold til min målgruppe. Jeg er egentlig fuldkommen ligeglad med e-mærket og synes som sådan ikke de gør noget godt for e-handel, men hvis de set ud fra et økonomisk perspektiv kunne bidrage til min virksomheds vækst, er jeg altid tilhænger. Trustpilot har en lidt anden vinkel, og kan oftest være med til at bringe os i kontakt med utilfredse kunder og være med til at synliggøre god kundeservice. Jeg mener dog fortsat at konceptet har en del mangler, men tror på at de med deres seneste investering kan komme tættere på noget godt. Men nu til det vi egentlig er her for. Resultaterne.
E-mærket skader min omsætning
Lidt hårdt sagt skader e-mærket min omsætning, ihvertfald på den placering jeg havde valgt for nuværende. Faktisk faldt min konvertering med 8,89%, det vil sige at jeg ville miste 8,89% af min omsætning hvis jeg valgte at fastholde e-mærket som en del af mit design. Altså har e-mærket med et link en negativ indvirkning på min konvertering. Et resultat der udfra tidligere studier var lidt overraskende for mig. Til det skal det så siges at det selvfølgelig er interessante at teste om den negative effekt mindskes ved at fjerne linket.
Trustpilot skader min omsætning mere
I forhold til Trustpilot var det samme tilfældet, dog var skaden her endnu større. Her skadede det min konvertering med 17,93%. Også et nedslående resultat. Her kunne det også være interessant at teste at fjerne linket og dermed få fjernet tvivlen i forhold til om det udgående link har en skadelig virkning i forhold til min konvertering eller om det er at bruge trustpilot og e-mærket som mærkning der gør det.
Kontrol
Min kontrol var faktisk den der virkede bedst, altså som vores shop ser ud i dag. Derfor har vi også valgt at fastholde denne fremadrettet. Ihvertfald indtil næste test.
Næste test
Og når vi nu har sagt næste test, så kan vi lige så godt sætte den igang. Jeg har flyttet placeringen af mærkningerne ned i vores kundeservice boks, stadig i højre side, men lidt lavere, og for de fleste under folden. Derudover har jeg valgt at fjerne linket fra såvel e-mærket som trustpilot for at teste denne effekt. Der er stadig ikke nogen mærkning i checkout forløbet, da det ikke er det jeg ønsker at tjekke. Derudover har Trustpilot henvendt sig for at spørge om jeg ville bruge en anden widget. Det har jeg accepteret da jeg også anvender den seneste grafik fra e-mærket. Og da jeg ligger nr. 1 under hudplejeshops, har jeg anvendt dette i min widget.
OBS: Dette bliver gjort for mine egne penge og der ikke nogen andre involverede, så den er så uafhængig som den kan blive når jeg i bund og grund bare vil tjene flere penge.