Profil for Thomas Rosenstand

@ TT Teksforfatter: Du skriver: "Jeg har en kæreste, der er schizofren og en søster, der er maniodepressiv. De har det forfærdeligt på hver deres måde og er ude af stand til at varetage et job, men de kan selvfølgelig også bare tage sig sammen ifølge de kloge hoveder iblandt de mange kommentatorer i denne tråd."

Jeg kan ikke tolke det anderledes, end at du intet har forstået af den debat, der kører her. Det er jo netop mennesker som din søster og din kæreste, blandt andet Martin og jeg forsvarer ved at kritisere den del af modtagerne af sociale ydelser (og systemet der omklamrer dem), der faktisk godt kan selv - men bare ikke gør det.

Det gør mig ondt, når jeg hører om mennesker, der har hjælp behov men ikke får den. Så ondt at jeg føler behov for at deltage i debatter, der kan skabe et andet syn på velfærdsydelser, så vi kan få ressourcer kanaliseret i retning af mennesker som din søster og din kæreste. Som jeg skrev før: Det er en skam, du er så unuanceret.

Amen, Martin. Sgu meget godt formuleret af en åndeligt fattig ;-)

Til Dan@Abcel: Personlige angreb er altid en udvej, når rationelle argumenter savnes ;-)

@TT Tekstforfatter: Det er beklageligt, at min åndelige fattigdom skræmmer dig. Endnu mere beklageligt er det dog, at du er så ekstremt unuanceret i dit verdenssyn. Men det er heldigvis dit problem og ikke mit.

Mens du roder videre i din forargelse over min åndelige fattigdom, vil jeg fortsætte med at skabe arbejdspladser (i Danmark), der kan hjælpe mig til at tjene penge og andre til at have et godt liv, der også inkluderer selvforsørgelse og skattebetaling.

Ja - jeg lever et trygt liv, som jeg har skabt mig fra absolut ingenting. Og via det søde liv og dets dertil hørende omfattende skattebetalinger sikrer jeg andre og mindre heldigt stillede mad i maven. Det har jeg det fint nok med, men jeg ville ønske, at der var flere af mine skattepenge til de VIRKELIGT trængende, fordi færre bekvemmelighedstrængende suttede i kassen. Sådan er tankerne i min åndelige fattigdom.

Ved I hvad? Tilbage i slutningen af firserne havde jeg i de gode måneder 1.000 kr. om måneden til mad, tøj og fornøjelser. Det havde jeg, fordi jeg havde truffet en række forkerte valg. Og eneste vej ud af det morads var arbejde og atter arbejde. Jeg tog et job som eksportchauffør, og i nogle år kørte jeg hvert år omkring 250.000 kilometer på Europas landeveje. Et af årene havde jeg 318 dage ude af Danmark. Jobbet var perfekt, for vi fik udbetalt kørepenge, og dem kunne jeg købe mad for. Til gengæld var der ingen julegaver til nogen i de år og ingen ferie - overhovedet. Så jo - det kan godt lade sig at gøre at betragte fattigdomshyleriet i Danmark som overgearet, selvom jeg i dag har penge. Been there, done that - got the T-Shirt.

Når sunde og raske mennesker erklærer sig for fattige, fordi de ikke lige "har lyst" til et lortejob eller ikke orker at prøve at starte noget selv, går det ud over de skæbner, der virkelig trænger. Og de findes - og de skal hjælpes. Men de drukner i støjen fra mennesker, der betragter det som en menneskeret at have råd til ferie hvert år. Eller som en ret at have råd til at gå i biografen. 

Hvis vi ikke finder en mere realistisk tilgang til, hvem der har ret til hjælp end den, der praktiseres i dag, bliver det endnu hårdere for dem, der virkelig har brug for hjælp - og fortjener den. Med mere end halvdelen af befolkningen på hel eller delvis overførselsindkomst er det bare ikke længere et spørgsmål om, hvad der kunne være dejligt i samfundet - men om hvad der vil være muligt i de kommende år. Og der skurrer det i mine ører, hvis der skal ydes "fattighjælp"til mennesker, så de kan rejse på ferie etc.

Og jeg er sådan imod at kalde dem med meget små penge for fattige, for gør vi det, hvad skal vi så kalde de rigtigt fattige, der kommer en del af i de kommende år, når kassen tømmes?