At give handler for mig om, at man har et overskud til andre mennesker.
Nogle har overskud til sig selv.
Nogle har overskud til deres nærmeste.
Nogle til deres bekendte.
Nogle til fremmede mennesker.
Nogle har penge at give, andre har personligt overskud. Sidstnævnte er gratis for mig at give væk, men har altid stor værdi for modtageren.
Hvor meget man så vil blande sig i, hvad andre bruger det, man giver, til, er jo op til den enkelte. En af mine gode venner giver kun penge, hvis vedkommende siger, at det er til en bajer.
Jeg fordømmer ingen her, men holder fokus på, at jeg er så priviligeret, at jeg kan give. Det giver et andet menneske en glæde, og mig selv en fantastisk følelse. Det vil nogle endda kalde en win-win situation. Det betyder også, at når jeg giver, så får jeg selv mere overskud - og har mere at give af. Hvad du bruger dit overskud til, er din sag.
Nogle gange har jeg ikke overskud til give, så lader jeg bare være. Jeg tænker aldrig på, om vedkommende nu virkelig også bare nasser, for hvad i alverden skulle disse tanker hjælpe mig med? Vrede, harme, skuffelse? Hvem gider slæbe rundt på sådanne følelser, når nu der er så meget at glæde sig over.
Go' fredag!