fra tirsdag d. 1. februar 2011 - 1/2, 8/2, 22/2, 1/3 og 3/5
5 lektioner kl. 18-21 i Teaterbygningen i Køge
København Syd Erhvervscenter udbyder igen det populære iværksætterkursus. Kurset henvender sig til iværksættere som er i opstartsfasen; både dig som overvejer at starte egen virksomhed og dig som lige er startet. Du får sparring af erfarne konsulenter og vi hjælper dig med at omsætte idéer til handling, så du kan komme videre.
Kurset er bygget op om 5 moduler hvor vi gennemgår det vigtigste indenfor forretningsgrundlag, branding, opbygning af virksomheden og alt det praktiske. Gennem et forløb på fem aftener bliver du gradvist klædt på til at skabe det optimale design af din virksomhed og derefter frembringe grundlaget for et stærkt brand, der sætter din virksomhed i stand til at skille sig ud fra mængden.
Modul 1: Forretningskonceptet
Vi gennemgår dit forretningskoncept og dermed den grundlæggende idé for din virksomhed. Vi fokuserer på virksomhedens forretningsområde i form af produkter og/eller ydelser og din salgssituation samt kundebehov. Vi ser på de mest sandsynlige reaktioner fra markedet og de mest oplagte forbedringsmuligheder i dit forretningskoncept / produkt / ydelser.
Nøgleord: forretningskoncept, produkter og ydelser, kundebehov
Modul 2: Organisation
Opbygning af din virksomhed. Hvad skal din virksomhed kunne, hvad er dine målsætninger og hvad skal der til for at få virksomheden til at fungere? Hvilke ambitioner har du og hvad er din strategi? Vi gennemgår en række overvejelser, som er essentielle for at du kan skabe et solidt grundlag for din virksomhed og som sikrer at din virksomhed 'kan' det, som du ønsker den skal kunne.
Nøgleord: organisation, etablering, målsætninger, værdier, strategi og ambitioner
Modul 3: Opstart af virksomhed – alt det praktiske
Vi gennemgår de forskellige aspekter når du registrerer dig som erhvervsdrivende med CVR-nummer: valg af virksomhedsform, moms, regnskab, skat, forsikringer, a-kasse og særlige krav til virksomheder/selvstændige. Vi ser på dit budget og hvordan det lægges til eget brug (virksomhedsstyring) og til eksternt brug (banken mv.), økonomistyring, bogføring og forskellige regnskabstyper. Vi kommer bredt omkring alle de vigtige ansvarsområder, der følger med et CVR-nummer.
Nøgleord: CVR-nummer, budgettering, økonomistyring, bogføring, regnskab, finansiering, moms og skat
Modul 4: Markedsføring, salg og kommunikation
Kunderne er omdrejningspunktet i din virksomhed. Find ud af hvem de er, hvilke behov de har og hvordan du sælger til dem. Hvad skal dit firma signalere og hvordan får du den til det? Hvordan tilrettelægger du en effektiv kommunikation rettet mod dine kunder? Vi arbejder med matchet mellem forretningskoncept, organisation og brand – og skaber en forståelse for virksomhedens marketingsbehov.
Nøgleord: organisation, kunder, motivation, behov, signalværdi, brand, kommunikation
Pause: Mellem modul 4 og 5 er der 2 mdrs. pause i kursusrækken.
Modul 5: Din virksomhed i praksis
Din virksomhed tager form. Strategier, handlingsplaner og metoder er blevet prøvet af på kunder og det er tid til at revidere disse for at sikre retningen mod målet. Med udgangspunkt i kursisternes behov tager vi fat på de nye vigtige skridt, som skal sætte fremtiden i perspektiv og sikre at både mål og delmål nås.
Nøgleord: opfølgning, afprøvning, revidering, målsikring, fremtidsperspektiv
Praktisk info:
Pris for kurset, kr. 1000 inkl. moms. Prisen inkluderer forplejning og materialer. Der er ikke mulighed for kun at deltage på enkelte moduler.
Kurset foregår i Teaterbygningen, Bag Haverne 1, 4600 Køge