Vi står over for en stor udfordring med at bevare et højt velfærdsniveau i de kommende årtier. Det offentlige skal spare over hele linjen, og kvaliteten i opgaveløsningen skal bevares. Private og selvejende aktører er en betydelig del af løsningen, men vilkårene for samarbejdet med det offentlige er for dårlige.
Dansk Erhverv lancerer derfor, i samarbejde med bl.a. Blå Kors, Den Sociale Udviklingsfond, Diakonissestiftelsen, KFUK’s sociale arbejde, Menighedernes Daginstitutioner og Frelsens Hær, en kampagne målrettet rammevilkårene for de selvejende og private sociale institutioner på tværs af enkelte fagområder. Vil du have indflydelse på, hvordan den kampagne ser ud?
Kampagnen skydes i gang med en workshop den 23. februar i Biblioteket i den gamle Børsbygning på Slotsholmsgade i København, og vi har brug for din hjælp. Workshoppen er målrettet selvejende, frivillige og socialøkonomiske virksomheder, og på dagen får du mulighed for at lægge dine egne idéer på bordet og høre Socialministerens bud på, hvilken rolle de sociale virksomheder spiller i fremtiden.
Så træk i arbejdstøjet og kom og giv dit besyv med – og skab bedre vilkår for de ikke-offentlige aktører på det sociale og sundhedspolitiske område!