Enhver virksomheds vigtigste sætning

Slogan. Payoff. Tag line … Der findes mange fagudtryk for den ene korte og koncentrerede sætning, som enhver virksomhed bør have og skam-bruge.

Et payoff’s fornemmeste opgave er nemlig at udtrykke den tryghed, dine kunder har brug for, når de skal købe et produkt eller en serviceydelse hos dig. Det handler altså ikke kun om essensen i din forretning, som mange tror. Dit payoff skal også række ud mod dine kunder og give dem noget, før det giver dig noget retur!

Bruger du dit payoff systematisk og konsekvent, hjælper det i den grad din markedsføring på vej, fordi dine (potentielle) kunder ved, hvad du/ din virksomhed står for. Og sjovt nok holder det også dig selv på sporet!

For dig handler det altså om at finde et payoff, der passer perfekt til din virksomhed og dine kunder (og ikke bare lyder lækkert).

Sådan et pay off har Katapult fundet. Virksomheden bygger på, at det alt for ofte går galt, når vi kun arbejder med hovedet, og derfor skal fremme vores karriere ved at udvikle krop og stemme! Det payoff, vi fandt frem til sammen, er …
“Få kroppen med i karrieren”
.

Rammer det et behov hos kunderne og giver dem tryghed for forandring og forbedring? Oh yes. (Hvis du kun bruger hovedet, er det altså med at komme afsted til et af Katapults arrangementer!).

Tro mig, hvis du har den ene vigtige sætning på plads, bliver alt andet du skal skrive om din virksomhed meget lettere. Og meget kortere.

Published 29-01-2010 11:19 af Line Dahl