Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Anne Skare Nielsen Transformation: Sådan ændrer DU stort set ALT.

Transformation: Sådan ændrer DU stort set ALT.

10.631 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
19 November 2012

Der findes en version af dig, som er intet mindre end fantastisk. Der findes en version af din virksomhed, som verden fortjener at se, og stort set alle dysfunktionelle forhold i vores samfund kan forandres til det bedre. Vores forældre kunne klare sig på arbejdsmarkedet med én job-profil, vi kommer til at forandre os – radikalt – 1, 2 eller 3 gange, mens vores børn skal kunne transformere sig 3, 4 eller mange flere gange.

Nogle gange er tingene gode nok som de er, nogle gange er små forbedringer nok. Og andre gang trænger bolledejen til et ordentligt los! En transformation er det, der sker når en larve bliver til en sommerfugl; hele dyret går i opløsning, for at blive til noget andet. En transformation var det der skete, da Danmark gik fra landbrugssamfund til industrisamfund. Eller da den ene forlod den anden, og den anden efter et par års nedtur fuldstændigt ændrede sit liv til det bedre.

Er du frisk på en tur ind i fremtiden sammen med mig – på at være på kursus i dit eget liv uden lærere og lokaler – for at  skabe en transformation, så følg med her og over de næste uger. Du skal blot bruge en notesbog, noget tid og dit hjerne og hjertes engagement og meget gerne en makker. Til gengæld vil jeg bede om at høste dine erfaringer, give mig konkrete eksempler på hvad der sker, og meget gerne dele den indsigt, som du helt sikkert ligger inde med.  

Den ene har styr på l….., den anden har l… på styret

Min mand er en sports-freak. Du ved den der (irriterende) type, der synes opturen ved at bo på hotel, er at der er adgang til et træningslokale, så han kan ”få lov til” at træne i en time. Typen der aldrig trækker kortet med smerte, træthed, hovedpine eller dårlig vejr. Typen der godt kan kaste op under en løbetur, bare for at tørre det værste snot af næsen med ordene ”smerte er bare svaghed der vil ud”. Og så også lige typen, der løber den militære forhindringsbane sådan lidt tilfældigt på meget lidt længere tid, end han gjorde for små 25 år siden.

In short: 100% asshole!  I hvert fald for os typer (læs: mig), der trives meget bedre med at spise chokolade på sofaen, mens jeg planlægger alt det sport, jeg skal blive god til i en meget nær fremtid.

Det virkelig interessante er, at når det kommer til ændre på arbejde, karriere og fremtidsvisioner, så er det mig der er den irriterende type. Hvis der skal ændres på gamle vaner, indebrændt plejermentalitet, forældede visioner, så er det mig, der er 100% asshole. Eller superhero – for det er jo det, min mand er for dem der tænder på sport: en adonis, et forbillede – eller sagt med hans egne ord da vi så Sparta-kongen Leonidas bashe perserne iført kappe, sixpack og red underpants i filmen 300: ”hvis jeg havde levet dengang, så havde jeg været konge!”. Her jubler alle dem, der inderst inde syntes det kunne være det fedeste at disputer på direktionsgangen blev afgjort ved armlægning (iført kappe, sixpack og red underpants). For dem der ikke tænder på sport, men dybt inde faktisk gerne vil, er han bare træls (og dem der ikke vil er bare ligeglade). Ligesom jeg er træls, i øjnene på de mennesker, der ikke kan se fidusen i forandringer. For at citere et par stykker direkte: ”i fremtiden vil der være mange flere som dig, og det vil ikke være godt”, eller ”du er et virkeligt godt eksempel på overskudssamfundets trash”. Men ingen torne uden roser. En af mine favoritter kom på mail fra en tidligere kriminel, der blot havde hørt mig i radioen: ”jeg er en vred mand, og du skal bare vide, at i gamle dage havde jeg slået min kone, sparket til ungerne, smækket med døren og gået på druk i 2 dage, hvorefter jeg havde lavet et bræk. Men nu huskede jeg på, hvad du sagde, og så gjorde jeg det ikke”.

Efter 12 år i branchen må jeg erkende, at det er den slags, der virkeligt tænder mig. Bevares det ser godt ud at have arbejdet med de store slagskibe, det lyder fedt at være keynote speaker i London med 3.000 deltagere, eller blive kaldt til møde på Christiansborg. Men det er ikke det man husker. Det man husker er shining eyes. De mennesker, man formår at tænde, få til at brænde, dem der ændrer deres livsbane, fordi man har formået at sige en lillebitte ting, der får dem til at reflektere.

Et af mine yndlingscitater lyder:

This is the true joy in life, the being used for a purpose recognized by yourself as a mighty one; the being thoroughly worn out before you are thrown on the scrap heap; the being a force of Nature instead of a feverish selfish little clod of ailments and grievances complaining that the world will not devote itself to making you happy. George Bernard Shaw

Det har selvfølgeligt noget at gøre med, at jeg har et ego på størrelse med en fodboldbane. Og at det er rigtigt godt at holde sig ydmyg, når man arbejder med at ændre på mennesker, organisationer og visioner. Men det har især noget at gøre med at jeg har en dyb tro på, at livet har et formål med os alle. At der er en mening med dig. Noget værdifuldt der kan forløses, og som vil gøre livet bedre for andre mennesker, hvis det får lov at komme ud. Det behøver så absolut ikke at være noget grandiost. For mig er der noget meget smukkere i den fløjtende skraldemand end i den bitre borgmester. Livet kalder på os, og vi kan alle høre det, hvis blot vi lytter højere. Hvad man så vælger at gøre og hvad det ender med skal jeg ikke blande mig i – jeg vil bare gerne få folk til at stoppe op og tænke, samt give redskaberne til transformation til dem der gerne vil have dem. Det er mit mighty purpose.

Hvad er pointen med det jeg lige har skrevet? Det er, at jeg antager at alle har styr på et eller andet. Vi mestrer alle noget – som kan være både godt eller skidt for os. Det tager trods alt også år med træning at overbevise sig selv om, at man ikke dur til noget.  Med dét som afsæt + hvad der i fremtiden bliver muligt, kan langt de fleste af os ændre os meget mere end vi tror. Det synes jeg er mega-spændende.

Så – amino, min amino. Vil du hjælpe mig? Jeg vil gerne bruge noget af din tid og dine gode råd. Til gengæld vil jeg gøre mit allerbedste for at give dig redskaberne til at lave radikale ændringer - ud fra det du selv vælger og ønsker.  

Hvem er du?

Du står overfor at skulle ændre et eller andet radikalt. Måske:

-       sidder du i en stilling i en organisation, hvor du tænker ”hvis vi bliver ved som vi plejer, så går det hele op i røg, men jeg ved ikke hvad eller hvordan jeg skal gøre”.

-       har du allerede mandat til at lave radikale ændringer (som skolechef, statsminister, team-leder, menighedsrådsformand etc.), og kunne godt bruge nogle tips & tricks

-       er du træt af din egen dysfunktionelle adfærd, har prøvet alt for meget forskelligt, og er tæt på at give op. Men håber alligevel på at et eller andet mirakuløst vil ske

-       er du den konservative, indebrændte brokmås som de andre ruller med øjnene af. Du vil egentligt gerne være åben og imødekommende, men tvivler på om du bare er skæbnebestemt til at være en træmand (m/k).

-       er du bare frisk på det sidste nye (du vil måske rigtig gerne være fremtidsforsker)

-       føler du dig ensom, misforstået, overset og kørt ud på et sidespor, mens alle de andre har meget mere succes end dig.

-       undrer du dig over, hvorfor du gør som du gør, når du utallige gange har lovet dig selv at gøre noget andet

-       er du bare generelt irriteret (på dine børn, kæresten, dine venner, kollegaer, politikerne, folk i trafikken, kommunen, små gamle damer, løse hunde, talk-show-værter, fremtidsforskere der skriver artikler som denne osv. og kunne egentligt godt tænke dig at bruge din sparsomme energi til noget mere konstruktivt end at være irriteret på andre mennesker, der bare gør det så godt, de nu kan

Hvis du føler dig truffet, så tag med – det bliver et joyride.

Hvad skal du bruge?

Det du skal bruge er en ”buddy” – du kan sagtens prøve teknikkerne af selv, men du får meget mere ud af det, hvis du gør det sammen med en anden. Din kollega, kæresten, naboen eller chefen er et godt valg.

Du skal bruge en notesbog, f.eks. en alm billig kina-bog eller en af de fine sorte man kan købe i Tiger-butikkerne til en 20er. Du kommer til at bruge denne notes-bog meget, og du bliver glad for den, så vælg noget, der virker godt for dig.

Herudover er det bare tiden. Vi skal arbejde med radikale ændringer – transformationer – og selv om noget vil have skær af quick-fixes så kan man ikke lave radikale ændringer uden at dedikere sig til det. Det tager tid. Minimum 16 uger og måske flere år – men husk, at du selv vælger, hvad det er du vil ændre. Det er i bund og grund din egen fremtid, du investerer i.

Hvor lang tid tager det?

Vi sigter efter 16 uger (fordi det angiveligt tager 16 uger med tvang før man får lyst til det nye). Men lad os se, hvordan det går. Jeg har 4 børn, dejlig mand, kunder, projekter og egen virksomhed, så du ved hvordan det er … Jeg skal nok gøre mit bedste..

Bliver alting så bedre?

Ja, det er jo det der er hensigten. Bare husk, at bedre ikke behøver at betyde lettere, mindre rodet eller kontrolleret. Det betyder blot, at du bliver klogere på, hvordan du gennemfører radikale forandringer (og det gør jeg også). Hvad denne forandring skal være, kan du bare skifte ud og så starte forfra. Det skal virke på alt lige fra at holde op med at spise chips til at blive visionær statsoverhoved. Tænk på det som et kørekort til at styre din egen bil i den retning du gerne vil i. Jeg lærer dig at køre bilen, hvor du vil hen bestemmer du selv.

Kan du løfte sløret lidt? Jeg er sgu nysgerrig?

Ja selvfølgelig. Noget af det jeg forventer vi skal arbejde med er:

Buddy-systemet: I fremtiden er der ingen der får succes alene

Skab plads: Hvornår og hvordan får jeg tid? 

Teknik - metode – vedholdenhed: Gør det rigtige, gør det på din måde og bliv ved

Er du sur? Det er der nok en god grund til

Indikatorer: Hvornår ved jeg, om det jeg gør er rigtig eller forkert

Stinkefasen: Lær at nyde modgang lige så meget som medgang 

Hjernen og software: Hvordan omprogrammerer jeg mig selv?

”Gammel” er dårlig software: Når du runder de 42 starter livet forfra

MIN historie: Hvad har alt det her med MIG at gøre?

Gode råd og fede citater: Hvorfor vi skal lytte til dem?

Viljestyrke: må kun bruges i nødstilfælde

Motivation: det store HVORFOR

Opsøg irritation: det er meget bedre end inspiration

Forventede minder: Life sucks når man er vokset op med katastrofefilm

Tro på det: det bliver du sgu nødt til

At mestre: Man bliver bare så glad når man er dygtig til noget, som andre kan bruge

Gør det bedre og giv det videre: Dem der kan improvisere, får nemlig de fedeste jobs

Og sikkert en masse andet. Jeg sigter efter, at det bliver sjovt, spændende, let at forstå og nemt at gå til. Yes, du og en af dine venner skal med. Så gå nu ud og find en som du gerne vil lave radikale ændringer sammen med, køb en notesbog og tænk over, hvad du gerne vil lave om på, så ses vi lige om lidt.

1. Notesbogen

3. Stop it!   

4. Kendingsmelodien   

5. Så skal der flyttes skrivebord   

6. Hemmeligheden bag

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Anne skriver Skriv dig op