Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Anne Skare Nielsen 5. Så skal der flyttes skrivebord! (Hvad er en transformation egentligt?)

5. Så skal der flyttes skrivebord! (Hvad er en transformation egentligt?)

5.041 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
13 December 2012

At skulle flytte fra et skrivebord til et andet er for nogle mennesker, det største og mest radikale indgreb, man kan udsætte dem for i deres arbejdsliv. Jeg har hørt eksempler om fagforeninger, der blev hentet ind for at mægle, og jeg kender folk der har sagt deres job op, da de blev tvunget til at flytte fra en eftertragtet vinduesplads – fordi de to højeste mennesker i det åbne kontorfællesskab ellers ikke kunne få hæve-sænke-skriveborde; de skulle stå overfor hinanden, så det ikke så for dumt ud… 

Der er status i skrivebordet. Eller der var i hvert fald engang. I fortidens interne advokatkodeks kunne man aflure, hvem der var silverback gorilla (Børge Mogensen stol, PH-bord og best lite lampe), og hvem der var incoming monkey (klassen lige over papkasse og stearinlys). Personligt er jeg ligeglad – vi sidder pt. på Soho i København, som regel i cafeen, hvor der er tørt, varmt, wifi, sofaer der er bikset sammen af paller og tykke sofapuder. Og mangler man strøm rækker man en arm i vejret og hiver en ledning ned fra loftet.

Til gengæld kan jeg tydeligt huske den gang i 2005, da jeg skiftede fra PC til mac – det var virkeligt rædsomt. Skrækkeligt. Frustrerende. Energikrævende. Havde SÅ meget lyst til at kyle det skinnede, grå djævelskab ud af vinduet. Men jeg holdt ud, og nu går jeg aldrig tilbage (med mindre selvfølgeligt der kommer noget helt vildt meget sejere… ).

Rendte ind i en gammel gut-professor fra IBM, der fortalte, at på hans kontor i Tyskland var der kun plads til 30% af medarbejderne. For alle var alligevel aldrig på kontoret på samme tid, og det var tydeligt for enhver, at IBM’s fremtid ikke bliver skabt fra kontoret, men ved at være tilgængelige, mobile og til rådighed for kunderne. ”Do I like it?”, sagde han. ”No, I f**** hate it. But this is how it is”.

Lyst kommer først efter 16 uger med tvang! Nogle gange skal man sige ”fuck lyst! Det handler om hvad jeg skal og har besluttet mig for!”. (det vender vi tilbage til en anden gang).

Transformation gør ondt! Det skal du vide, når du går ind til det – du kommer til at hade og afsky det. Hele din krop og dit biologiske abe-jeg vil arbejde imod. Det er derfor du skal have din notesbog, din buddy, din kendingsmelodi og mig. Du kan ikke alene.

Transformation er det, der sker når en larve bliver til en sommerfugl – hele dyret går i opløsning inde i puppen. Ret interessant ikke? Hvis man åbner en puppe, er der bare væske i den.

Transformation er det, der sker når den overvægtige mand, der har levet usundt og snasket det meste af sit liv, får sukkersyge og beslutter sig for at ændre hele sin livsstil. Man møder ham i skoven på løbetur, og tænker ”gud, wauw. Er det virkeligt dig?”. Og ja, det er dig – men i en transformeret og bedre udgave. Ikke larve, men sommerfugl.

Transformation er det, der sker i naturen hele tiden, hvor ”everything changes so that everything can stay the same”. Hud, hår, skelet, blod, organer osv. skiftes ud hele tiden – vi er hele tiden under construction. Man kalder det steady state – badekarret er det samme, men vandet skiftes hele tiden ud.

Transformation er det der er sket med musikbranchen – vi hører stadig musik, men på en radikal anden måde end for 10 år siden.

Transformation var det der skete, da Danmark udviklede sig fra landbrugssamfund til industrisamfund. Og transformation er det vi står ca. midt i lige nu. Hele dyret er ved at gå i opløsning. Rart at vide, at det ikke er dig, der har knald i låget, ikke?

Transformation vil i de kommende år ramme politik, journalistik, arbejdsmarked, uddannelse, ledelse, sundhed, fællesskaber, foreningsliv og meget mere. Så vær beredt. Jo flere du kan læse dette sammen med, jo bedre.  

Psykologer siger, at mennesker ikke laver om på noget, før de bliver trætte nok af det, de sidder i. Men det er ikke sandt mere. For det der sker i de kommende år, er at vi får en helt ny indsigt i det menneskelige sind, plejermentalitet, vaner, gruppedynamikker, hormoner, omstændigheder osv.

Dvs. at vi kan lære at ændre os – og ændre os meget mere radikalt, end vi tror. Den første transformation man gennemgår er skrækkelig, især hvis den bliver én påtvunget. At have sin frie vilje med, og et ”hvorfor er det nu, jeg gør det her” – dét gør en kæmpe forskel. For så kan man gøre det igen, og igen. Jo tidligere man lærer det, jo bedre – men det er aldrig for sent. Som tommelfingerregel gør det bare mere ondt, jo længere tid man venter – for det er også en fysiologisk ændring i hjernen, der skal etableres. Og det tager minimum 16 uger med konsekvent handling.

Derfor er det også rigeligt, hvis du har sat dig for at skifte chips ud med gulerødder som din radikale transformation – nøglen er at finde noget, der for dig er radikalt, og så skid hul i hvad andre siger og mener. Når du befinder dig i din nye tilstand, kan du meget nemmere gennemføre nye transformation – både hos dig selv og andre.

Det er nemlig det det handler om – en ny tilstand. For nok kan man hade at flytte skrivebord. Der går 16 uger, så har man vænnet sig til det. Menneskets evne til at tilpasse sig en ny tilstand, er uhyggelig fantastisk. Det er som regel overgangene mellem tilstande, der er rædsom.  

Mad og motion er nogle af de områder, der er nemmest at lave transformationer indenfor, fordi indikatorerne er nemme at aflæse, og fordi mad og motion er noget de fleste af os har problemer med.

Opgaven

 

Vælg en af disse transformation til at øve dig på:         

* Jeg vil skifte chips ud med gulerødder (jo, du kan få det samme kick. Utroligt men sandt)

* Jeg vil skifte lys chokolade ud med mørk chokolade (overraskende nemt)

* Jeg vil skifte min brokkementalitet ud med at være superkonstruktiv (og glæde de andre)

* Jeg vil holde op med at være irriteret (og lære helt vildt meget om mig selv)

* Jeg vil lære at trække vejret rigtigt (gav mig mavemuskler på 14 dage)

* Jeg vil spise aftensmad til morgenmad (noget af det bedste jeg har gjort for mig selv)

* Jeg vil gå fra sofakartoffel til sportsafhængig (arbejder jeg stadig på)

 

Skriv herunder hvilken én du gerne vil gennemføre, så skal jeg hjælpe med teknikkerne. Det vigtige er, at du kigger på udfordringen – og siger ”det der, det vil jeg virkeligt, virkeligt gerne”. Og jeg lover dig, det bliver lige så træls som at flytte skrivebord, men du vil elske det nye – herunder gulerødderne – så højt, at du aldrig vil tilbage til det gamle.

Dette blog-indlæg er specielt målrettet Amino'er, der deltager i Anne Skare Nielsens transformationskursus. Vil du også med, så start med at klikke her 

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Anne skriver Skriv dig op