Ja, Jesper. Jeg forstår dig. Jeg har også fået et sådant brev. Faktisk to, da jeg også har en meget gammel licens til et foreningsregnskab, som jeg dog ikke har brugt i mange år, og i øvrigt aldrig har haft opdateringsabonnement på. Men, den kunne selvfølgelig blive som helt ny igen så for små penge (nogen, der har betalt år efter år i mange år, der føler sig snydt?)
Jeg opgav mit opdateringsabonnement for Fiskehuset for ca. 2-3 år siden, efter at have modtaget et brev med den fine titel: "Business Ready Enhancement Planer". Brevet var fyldt med fine ord hele vejen igennem og så lige en lille passus om, at der ville komme en mindre prisstigning. Ja, det må jo koste at have folk til at skrive breve med så fine ord i.
For denne mindre prisstigning var på ikke mindre end 60%, og så hoppede kæden altså af for mig. Det er vist kun en glad, grisk modtager, der kan kalde 60% for en mindre stigning.
Så jeg skrev en mail og forklarede sagen. F.eks. at jeg var blevet lovet et opdateringsabonnement til 10%, ved at tegne det allerede sammen med købet af programmet tilbage i 1995 (normalpris 12%). Dette har jeg på skrift, godt nok fra de gamle ejere, men eftersom Microsoft har overtaget det hele, har de vel også overtaget forpligtelserne? I mailen spurgte jeg til, om en stigning på 60% kunne kaldes mindre, og hvad der blev af løftet om 10% årlig afgift, og om de virkelig ville behandle gamle trofaste kunder, der troligt år efter år sendte penge til dem, på denne måde? (for samtidig med dette brev, havde de faktisk også en ”frit lejde” aktion).
Det, jeg så fik ud af det, var blot en bekræftelse på, at jeg havde opsagt mit opdateringsabonnement til næste forfald. Ingen svar på noget overhovedet!
Det var der jo så ikke så meget at gøre ved. Set i forhold til den service, de ydede for de 10%, var det jo måske allerede for dyrt, og nu havde Microsoft da truffet den beslutning for mig. Jeg kan forklare, at jeg har en del moduler, også et par stykker, jeg p.t. ikke bruger, men så er jeg jo fri for at betale opdateringsabb. af dem, og ikke mindst, er jeg fri for at betale dyre konsulenttimer, når de opdateringer, der trods alt er kommet i tidens løb, blev sværere og sværere selv at lægge ind (noget man let selv kunne gøre i midten af 90érne), så nogle gange kostede det dyre konsulenttimer oveni. Men, det jeg er mest utilfreds med er, at vi jo netop ikke har fået væsentlige opdateringer til tiden fra Microsoft. Et rigtigt godt eksempel på dette har været implementeringen af elektroniske fakturaer til det offentlige. Der manglede simpelthen et lille databasefelt til EAN-nummeret (selv for at kunne sende dem til læs-ind-service). Så for at kunne omgås dette, måtte vi have en konsulent ud og lave det, så vi kunne bruge EDI-feltet i stedet for (godt vi ikke lige brugte det), og da de så endelig fik lavet feltet, så skulle vi have det hele lavet tilbage igen. Så det kostede os nogle dyre konsulenttimer af flere gange.
Så derfor er jeg også stået af, men at de så nu er så - undskyld udtrykket - torskedumme, at de ikke engang vil sælge mig et nyt modul, hvis jeg får brug for det. Jamen, det det kaster jo mig og alle de andre, der får et behov nu eller senere, direkte i armene på Saldi, og hvem der ellers er af konkurrenter. Kan de virkelig ikke se det? Det kunne jeg godt tænke mig at høre deres mening om. Så hvis nogen fra Microsoft sidder og smuglæser, så kom ud af busken og giv en forklaring!
Jeg skifter dog ikke, før jeg får et decideret behov. For når C5 er sat op, så kører det jo udmærket (selvom det faktisk er ret gammeldags på alle måder), og det er under alle omstændigheder et kæmpearbejde at skifte økonomisystem, men jeg bliver altså noget sur, når de nu igen laver om på deres betingelser, og denne gang tager alle os brugere som gidsler. Det er ikke anstændigt. Sådan behandler man bare ikke kunder i min verden. Jeg syntes også, de endnu mangler at bevise, at de lytter på deres brugere med hensyn til funktionaliteten af programmet. Små banaliteter, som f.eks. at kunne indtaste et debitorfakturanummer direkte i kassekladden ved indbetalinger, har jeg efterspurgt siden 1995, og det kom først med i 2008 udgaven, og sådan er der flere ting, der stadig trænger til at komme med.
Men, for at gøre en lang historie kort (jeg slår dig Jesper i lange indlæg
): Tingene er faktisk så simple, at hvis Microsoft leverede varen (opdateringsabonnementet) til en rimelig pris, og virkelig holdt programmet godt opdateret, så var det unødvendigt for dem at tage os alle som gidsler nu, for så var rigtig mange flere af os ganske frivilligt abonnenter, og sådan fungerer et godt kundeforhold jo. Men, jeg ved, at mange meget gamle kunder har opsagt deres abonnement pga. prisen, og pga. at rettelser er for længe under vejs.
Jeg har talt med flere, der er MEGET utilfredse. Vi anvender endnu Officepakken på vore computere, men der overvejer jeg også meget alternativer til det i fremtiden, for Microsoft presser altså citronen for meget på alle fronter (også med opdateringer af styresystemer).
Så Jesper. Jeg holder øje med, hvad Microsoft laver af forbedringer, og jeg ville indtil for nylig ikke afvise, at jeg ikke engang hoppede med igen. Men, jeg vil have noget for mine penge. Og jeg vil turde stole på dem, og det gør jeg slet ikke nu med deres seneste udspil. Overhovedet ikke. For hvad bliver det næste, de tvinger deres kunder til.
Under alle omstændigheder burde vi gå sammen og lave en protestskrivelse på en eller anden måde!