Jeg ville foreslå at amino KUN er for iværksættere med CVR og ikke alle mulige andre der sidder og gør sig til dommer for hvad er rigtigt og forkert og hvad er den rigtige pris.
Hvis ovenstående var tilfældet, så ville jeg da personligt være rigtig ked af det, da jeg endnu ikke har registreret og startet mit firma op. Det tager lidt tid af forskellige grunde, mest af alt fordi jeg som udgangspunkt ikke anede noget som helst om hvad det vil sige at starte og drive en virksomhed og jeg vil gerne være ordentlig forberedt inden jeg springer ud i det.
Og hvad ovenstående angår, så har den hjælp jeg har modtaget på Amino været helt og aldeles uvurderlig! Jeg havde ikke anet hvor jeg i så fald skulle henvende mig, med alle de spørgsmål der unægteligt melder sig når man sidder i sådan en opstartsfase. Der har aldrig været nogen i min personlige omgangskreds der interesserede sig for iværksætteri eller det at drive et firma, så her har der ikke været nogen erfaringer at trække på eller gode råd at hente. Faktum er at jeg ville have følt mig på fuldstændig bar bund, hvis jeg ikke havde haft et sted at henvende mig.
Indrømmet; jeg har stadig langt flere spørgsmål end svar, men selvom jeg stadig blot er en ganske almindelig, dødelig offentlig lønmodtager, så har jeg alligevel kunnet hjælpe et par personer herinde med nogen af de spørgsmål de havde. Det kan være noget der har været inde for nogle af de områder der altid har haft min personlige interesse, eller ting som jeg selv har fundet svar på i min research. Det være sig ting som jeg ved er faktuelt korrekte, jeg ønsker ikke at gætte mig til noget som helst på andres bekostning.
Det er absolut i den simple afdeling, men lidt hjælp er vel altid bedre end ingen hjælp. Der er eksempelvis også mange der efterspørger konstruktiv kritik på deres nyåbnede webshop - også her føler jeg at jeg kan være til hjælp. Ikke i forhold til alt det tekniske omkring programmering osv., for det aner jeg intet om, men jeg kan give mit syn på sagen som en forbruger og potentiel kunde. Og det er jo i sidste ende disses mening der er den vigtigste.
Nogle år ude i fremtiden vil jeg forhåbentlig have flere svar end spørgsmål og så vil min største glæde da nok netop være at hjælpe de der skal til at starte op og altså endnu ikke har fået deres firma stablet på benene. Netop fordi jeg vil kunne huske hvor fortvivlende frustrerende og ensomt det kunne føles at være på det stadie. Og ligeledes huske hvor taknemmelig man følte sig over at der var nogen havde lyst og gav sig tid til at række én en hjælpende hånd.
Måske en lidt mere fokus på hvad er god tone og "Hvordan kan jeg hjælpe spørgeren med sit problem eller emne" - ville gavne herinde.
Dette er jeg så helt enig i. I de år jeg har været på Amino indtil nu, har jeg oplevet at det har udviklet sig fra at være et helt ufatteligt positivt og hjælpsomt miljø (hvilket bare var så lækkert, livsbekræftigende og inspirerende), til en masse mundhuggeri om alt og intet og knap så megen hjælpsomhed som det var tilfældet førhen. Det synes jeg selvfølgelig er en rigtig ærgerlig udvikling, netop fordi Amino er så vigtigt for mig her i mit lille "puppe stadie" og fordi jeg mener at det er så uendelig vigtigt at vi har et sted som Amino helt generelt.
Det er svært at sige hvad denne ændring skyldes. Måske bærer krisen en del af skylden, jeg ved det ikke. For mig har den ikke været et problem, om noget må jeg næsten skamme mig over at sige at den kommer på et meget belejligt tidspunkt i mit liv. Men den har haft, og har, en negativ betydning for rigtig mange mennesker - sikkert også en del på Amino - og har derved ført til en masse bekymringer. Og mennesker der går og bekymrer sig eller føler sig ængstelige omkring egen overlevelse, har forståeligt nok ikke det store overskud til at lege den barmhjertige samaritan og hjælpe andre. Og hvis humøret som følge deraf, ligeledes har taget et stort dyk i den forkerte retning, så er det vel også kun naturligt at tonen vil blive lidt hårdere og måske ind i mellem lidt mere usaglig, hvis man har nogle indestængte aggressioner der presser sig på.
Jeg håber, af hele mit lille jomfruelige iværksætterhjerte, at denne udvikling, hvad end den så måtte skyldes, igen vil vende sig til det bedre og at der fortsat vil være plads til os alle på Amino. I mellemtiden må vi blot huske på, at vi allesammen har et personligt ansvar for at stemningen herinde er god og konstruktiv. Både nu og i fremtiden.
De bedste hilsner
Amaris