Bliv gratis medlem
|
Du blander lidt nogle begreber sammen: Grådighed er ikke det sammen som ødselhed. Man kan sagtens ødsle med sine penge uden at have ret meget eller uden at være interesseret i at få mere (hvilket så nok ender med at kreditorerne nakker dig). Og man kan sagtens være grådig uden at bruge en øre. Det er to forskellige ting :) Finn og alle andre må for min skyld gerne gamble med deres penge - også dem de ikke har, ligeså tosset de vil. men når det så går galt synes jeg det er ynkeligt, at påstå, at det slet ikke var deres skyld og at de skam ikke var grådige. Det er ynkeligt og patetisk og på ingen måde udtryk for den ærlighed, som Finn jo netop selv annoncerede at han nu ville træde frem med. Hvis du husker mit foredrag, som du henviser til, tager jeg jo netop mine fejl på egne skuldre. Ja, jeg har bestemt begået fejl - men det er MIG der har begået dem og jeg forsøger ikke at påstå at det var bankens skyld eller alle mulige andres. Jeg tager mine valg - nogle går godt og andre skidt. Men det er mine valg og mit ansvar Folk vil så gerne have ansvar - men alt for mange løber skrigende bort fra det, når ansvaret giver bagslag :) |
Mikkel deMib Svendsen:Du blander lidt nogle begreber sammen: Grådighed er ikke det sammen som ødselhed. Man kan sagtens ødsle med sine penge uden at have ret meget eller uden at være interesseret i at få mere (hvilket så nok ender med at kreditorerne nakker dig). Og man kan sagtens være grådig uden at bruge en øre. Det er to forskellige ting :)
Jeg vil nu mene at ekstrem ødselhed er lig grådighed. Mit eksempel var ikke baseret på en dansker med en indkomst i den lave ende af middelklasse skalaen, der ikke evner at forvalte sin økonomi optimalt. I stedet gik den på dig, der efter eget udsagn tjente 200.000 - 300.000 kr. om måneden og snildt formøblede selvsamme beløb via et overflødighedshorn af forbrugsgoder og ydelser, som alt andet lige sagtens kunne være sparet eller foræret væk til gavn for andre, mere nødlidende.
Man kan diskutere om din høje delagtiggørelse i forbrugsfesten har haft en positiv samfundsmæssig betydning i kraft af din medvirken til, at der bliver opretholdt et vist antal jobs eller oven i købet skabt yderligere af slagsen. I fald du er af den overbevisning, spår jeg dig en stor fremtid som uvidende politiker. Du bør dog ændre holdning til risikable gearinger, hvis du vil helt til tops.
Min kære Costa Ricanske eks-kæreste var og er nok et af de mest afbalancerede mennesker jeg til dato har mødt. Hun hidsede sig aldrig op eller hævede stemmen -- dog med en enkelt undtagelse. Det eneste tidspunkt jeg oplevede et raserianfald fra hendes side var, da jeg smed noget nær 60 gram overkogt pasta ud, som var et levn fra aftensmaden. Pastaen kunne være gemt og spist en af de kommende dage, men jeg var, som de fleste danskere nok er, vant til at smide den slags ud. Pasta er jo trods alt lidt kedeligere på andendagen og, hallo... det er for helvede bare pasta.
I hendes spæde barndomsår så hun dagligt sin far komme traskende træt hjem fra arbejde efter en lang arbejdsdag, hvor han sædvanligvis havde en klase bananer hængende over sine skuldre. Bag sig havde han altid en mindre stime af ludfattige, udmagrede og ofte forgrædte småbørn, som han gav bananerne. Hendes raseri over mit frås med en sølle slat pasta bundede i oplevelser, hvor hun jævnligt havde set og følt de fattiges pinsler og ikke mindst momentære glæde over at få et festmåltid foræret i form af en banan eller to.
Min pointe: Det handler langt hen ad vejen om perspektiv (eller mangel på samme). Deraf min bemærkning om den "sultne afrikaner".
Nå, det var hverken min intention at starte en debat om retorik, makroøkonomi eller humanitære betragtninger, så jeg vil runde den af og i stedet stille undre mig over din trang til at starte denne tråd.
Opret bruger