selvom jeg naturligvis respekterer at du mener at konflikten er et symptom/konsekvens af regeringens strukturreformer.
Jeg mener ikke nødvendigvis at konflikten er et symptom eller en konsekvens af strukturreformen.
Jeg mener at problematikken omkring den manglende politiske beslutningskompetence ved forhandlingsbordet er et resultat af strukturreformen.
Lad mig skrive så meget, at jeg ikke ser noget demokratisk problem, men der jo alligevel kan være problemer. Jeg synes der er behov for reformer og uanset hvor utilfreds jeg måtte være, så ser er der desværre ikke bedre forslag og reelle reformer fra oppositionen.
2 ting her:
1) For at demokratiet virker skal det jo være muligt for befolkningen af kunne koble ansvar direkte sammen med det at vælge en politiker - ellers står politikeren jo ikke til ansvar ved næste valg og en del af fundamentet for demokratiet er sat ud af spil.
Det er som sådan lidt den samme problematik i forhold til valg til EU parlamentet - hvor koblingen mellem politisk ansvar og stemmeafgivningen af forsvindende lille for den enkelte vælger, ikke blot i DK men på europæisk niveau.
2) Forud for strukturreformen i 73 lå der over 10 års forarbejde, beregninger og analyser som klart grundlagde de (også dengang) rationelle argumenter for hvorfor det var en god idé - Det samme spørgsmål omkring lokaldemokrati m.v. var selvfølgelig også oppe den gang men det viste sig at der ikke var et demokratisk problem.
Forud for den nye strukturreform lå der ingenting.
Der var ingen beregninger, intet forarbejde og ingen analyser - Det gik stærkt og reelt var det først bagefter at der blev lavet en kalkule der viste at man måske kunne spare i omegnen af 0,25 til 1% på selve strukturreformen, over meget lang sigt da alene omkostninger til IT i forbindelse med strukturreformen medfører at det har lange udsigter før det er tjent hjem.
Der var ingen borgermøder, ingen årsager, ingen problemer osv. der klargjorde lige præcis hvorfor strukturreformen var en god idé - Men man kunne måske komme med den tanke, når man i praksis ser på udformningen som den er i dag, at der var nogen der ønskede det reelle beslutningsansvar løftet op på centralt hold.
Men at sige at der var et behov eller nogle rationelle argumenter eller en rationel logik bag strukturreformen er vist at tage munden for fuld - det findes der ihvertfald intet empirisk belæg for at påstå.
Også lander vi vel ind i demokrati diskussionen igen - er det reelt at et snævert politisk flertal skubber reformer af det omfang igennem på relativt kort tid uden at det nødvendige benarbejde eller der for den sags skyld ligger nogle rationelle argumenter bag? Det er selvfølgelig en vinkling på demokrati diskussionen - som du jo er inde på - Men reelt er det nærmere spørgsmålet om hvorvidt man kan holde politikerne op på det ansvar de rent faktisk har som er den vinkel jeg finder mest interessant lige i forhold til det her emne og i forhold til flytningen af den reelle beslutningskompetence ud af forhandlingslokalet.
Edit: Selvfølgelig var strukturkommissionen på banen i forbindelse med den nye strukturreform men først efter at det var besluttet at lave en strukturreform (modsat strukturreformen fra 73). Strukturkommissionen satte også fokus på faglig bæredygtighed og andre meget relevante forhold for om en kommune skal have en vis størrelse for at kunne oppebærer det nødvendige service og vidensniveau. Det ser dog ikke ud til at det på nogen måde blev nogle af den slags forhold der blev afgørende for strukturreformen, som f.eks. kan ses ved dispensationerne til små ø kommuner som der tydeligvis ikke magter at oppebærer det faglige niveau grundet manglen på kompetent personale.