9 ud af 10 ej tilmeldt donorregistret

Jacob:

men kan ikke se hvorfor man skal sige "nej" via en registrering

Fair nok at du siger nej*, men igen ud fra min tidligere nævnte holdning - hvis ikke du af egne hensyn vil sige "officielt" nej, så gør det for din families skyld, således at de ikke skal komme til at stå i en situation hvor de skal overveje noget så ubehageligt i en forvejen ulykkelig situation.

*) Tænkte i øvrigt på en modificering af Thorborgs holdning. Hvis man siger nej eller ikke tager stilling, så bør man aller bagerst i køen og få lov at opleve, at hver gang der kommer en registreret organdoner ind, så kommer denne ind på listen før nej-sigerne.

Hvorfor er døden egentlig næsten altid et tabu-emne at snakker om eller bare tænke på selv?
Vi ved alle sammen at det ender der og vi ved, at det ikke er en sjov situation for de efterladte...

Mikkel deMib Svendsen:

Man skal passe meget på med at introducere "skyld og ansvar" i vores sygesikringsmodel

Et meget langt stykke hen af vejen, er jeg helt enig med dig Mikkel. Jeg går 100 % ind for gratis lægehjælp til alle uanset om skaden/sygdommen er selvforskyldt eller ej.
Dog er vi også nødt til at erkende de knappe ressourcer. Her tænker jeg ikke på de økonomiske, men mere alle de andre; læger, sygeplejesker og "reservedele"

Hvis man skal til et sammenskudsgilde, men glemmer selv at tage noget med til buffet'en, så er man jo modsat heller ikke den der skal løbe op og stå forrest i køen. Ligeså med organer - hvis ikke man selv er villig til at donere, hvorfor skal dem der er/var, så ikke have en fortrinsret?
Det har intet med "skyld" at gøre og jeg tilskynder i det store hele ikke til millimeterdemokrati i sundhedssektoren, men faktum er, at mange mennesker hvert år dør på ventelisterne, mens andre bliver begravet med alle deres organer. Jeg mener man bør tage et ansvar selv og jeg mener også, man skal belønnes for det.

Jeg tog selv beslutning da jeg købte motorcykel - fordi jeg vidste jeg kom til at leve livet farligere for både migselv og andre. Selvsagt kan jeg ikke donere organer til mig selv, men hvordan kan jeg håbe og forvente, at der er organer og/eller blod til mig, hvis ikke jeg selv tager ansvar? Jeg kan jo kun håbe, at andre tænker lidt som mig, men ville ønske andre blev tvunget til det!

Jeg har heller ikke lært førstehjælp i håb om, at jeg en dag kan give mig selv hjertemassage, men fordi jeg mener alle bør kunne det. Hvis man ikke starter hos sig selv, hvordan kan man så håbe på en bedre verden? 

Jacob:

Jeg mener at hvis man ikke vil være medlem af "klubben", så får man heller ikke et fint medlemskort, og så har man jo taget stilling. Alt andet er spild af ressourcer.

Egentlig kan jeg kun bifalde denne holdning. Jo færre der registrerer deres stilling på dette område, jo mere sandsynligt er det at man ved lov bliver automatisk tilmeldt som 18 årig. Politikerne kan kun så og så længe retfærdiggøre at under en 1 / 10 af de tilgængelige organer kan anvendes uden at de forsøger at gøre noget ved det. Frivillighedens vej vil blive givet en chance indtil den enten har sejret eller tabt.

Så din holdning fremme sandsynligvis min sag.

/Jesper

Mikkel deMib Svendsen:

 For hvis først man åbner op for at nogle, med det de nu bidrager med, har andre og bedre rettigheder i sygekassesystemet, end andre, så vil dette meget hurtigt sprede sig til andre af de områder jeg nævner.

Jeg tror at mange politikere med rette vil kalde et sådant system for "u-dansk". Det primære fokus må være på at sikre at de der har behovet for organer kan få det dækket, og ikke så meget om der evt. er nogle der modtager mere end de yder.

Det piner mig på nationens vegne når jeg ser at danskere føler sig tvunget til at tage til Indien og købe en nyre gennem yderst tvivlsomme kanaler (læs: fra fattige Indere) fordi vores eget system er ineffektivt. Hurra for globalisering. 

Minusset ved vores sygekassesystem er, at det er "one size fits all" og derfor vil der naturligvis være nogle, som vil have mere end dette system kan tilbyde. Til gengæld synes jeg at de negative konsekvenser ved et mere individualiseret system, som jeg f.eks. ser det i USA er meget åbenlyse. Her dør folk på gaden af sygdomme, som deres hospitaler godt kan behandle, og som lægerne mener de bør, og som ovenikøbet behandles med midler produceret af Amerikanske virksomheder.

Som et eksempel kan nævnes HIV. Sidste gang jeg var i USA blev det annonceret som den mest almindelige dødsårssag blandt sorte amerikanske mænd mellem 25 og 40 år. I Danmark dør næsten ingen af HIV, for her kan patienterne få en effektiv medicin, der iøvrigt produceres af Amerikanske virksomheder. Temmelig paradoksalt, hvis du spørger mig. Meget mere paradoksalt end de problemer vi ser i vores system, synes jeg.

> Ja, men sådan er det allerede

Nej, Mette - det er altså det modsatte. Privathospitaler og private sygeforsikringer giver mulighed for at nogle (bedrestillede) kan tilkøbe mere. Altså få mere end det de andre får. Og det kan man så af mange årsager sagtens have en berettiget kritik af (jeg synes selv det er en meget problematisk udvikling, da den bl.a. udelukker mange mennesker - også uanset om de har penge eller ej), men det er nu engang en anden snak.

I forhold til snakken om organer var forslaget ovenfor, at dem der ikke gav ikke skulle have - eller i hvert fald skulle bagerst i køen, og således fratages noget. Her er der altså ikke tale om at kunne få mere, hvis du har råd, men at fratage nogle noget som en "straf" for at de opfører sig på en (muligvis uhensigtsmæssig) bestemt måde.

Jeg synes bestemt også at privathospitalerne bidrager til at vi er ved at få et mindre solidarisk sundhedssystem i Danmark. Men netop derfor synes jeg ikke det skal forstærkes af, at vi udvider med en klasseopdeling af det offentlige sygehusvæsen. Og jeg er som sagt sikker på, at hvis vi først åbner op for muligheden for at patienter forfordeles på baggrund af hvordan de opfører sig, så vil det ingen ende tage. For som sagt, kan jeg ikke se hvorfor "organ-nægterne" skal "straffes" værre end alle andre der på samme måde enten ikke bidrager på den måde det forventes af flertallet eller ved at udsætte sig selv for overdrevne farer (spritkørsel, ekstremsport, Stig Rossen etc)

Om nogen kan give penge for at få mere end andre får eller om nogen kan give organer og få mere end andre får er i min verden altså hip som hap.

Vi er enige om at vi ikke skal klassedele, men hvordan får vi råd til at lade være?

Mette