Jeg har aldrig selv været hjemløs, men har stået i en situation hvor jeg og min kæreste var meget tæt på at havne på gaden. Vi boede på det tidspunkt i Københavns kommune, og havde uventet fået opsagt vores fremlejede lejemål, da ejeren pludselig ville sælge den. I tre måneder søgte jeg efter et nyt sted at bo til os, men der var intet at komme efter. Der var på daværende tidspunkt 3 gange så mange boligsøgende som der var lejeboliger i kommunen. Vi var også begrænset af økonomien, da min kæreste var på S.U. og jeg selv var langtidssygemeldt på kontanthjælp. I desperation gik vi til sidst til kommunen og bad om hjælp som sidste udvej. Svaret var kort og kontant, at når vi ikke havde børn, så kunne vi ikke komme i betragtning og måtte klare ærterne selv.
Vi kunne selvfølgelig i værste fald være flyttet hjem til en af mine forældre, men det ville indebære at fraflytte kommunen. Da jeg dengang led alvorligt under adskillige psykiske problemer, havde det for mig betydet, at jeg var blevet strøget på den venteliste til behandling som jeg allerede havde stået på i over et år(!), og at jeg dermed ville være havnet i bunden på en ny venteliste i en ny kommune. Det følte jeg simpelthen ikke at jeg havde "råd" til at vente på dengang.
Alternativet blev at vi fandt en lejlighed, hvor den månedlige leje langt oversteg vores samlede månedlige indkomst. Det var simpelthen den eneste vi kunne få, og det skete bare to dage inden vi skulle være ude af den anden. Det var en meget desperat tid for os, for at forsøge at få det til at hænge sammen, og endte med at jeg død og pine måtte ud og finde et arbejde, på trods af at jeg på daværende tidspunkt var så dårlig, at jeg knap kunne finde ud af at gå på toilettet, tage et bad og komme ned og handle selv.
Ovenstående er skrevet for at illustrere at tingene altså lynhurtigt kan tage en drejning, hvor det hele pludselig kan blive lidt desperat. Og at det altså ikke er så forbandet ligetil at få hjælp som visse ønsker at gøre det til, hverken hvis man er i boligmangel eller psykisk syg. Og jeg er overbevist om at det samme gør sig gældende for dem der lider under diverse former for misbrug.
Nu har jeg heldigvis altid haft en enorm stædighed, selv når jeg har haft det værst, og en vilje til at tingene bare skal gå, uanset hvad. Men det var ikke alle mennesker i den situation der bare havde kunnet "tage sig sammen" til at gå ud og finde et arbejde, alt til trods, og hvis man samtidig bare ikke har noget netværk at trække på i forhold til at kunne flytte ind hos venner eller familie (og det er der altså desværre mange der slet ikke har), jamen så kan jeg da levende forestille mig at man hurtigt kunne være endt på gaden i stedet.
Og skulle det have været sket for mig dengang, så kan jeg da love for at det ikke havde været med min gode vilje! Jeg synes ikke at der er noget mere deprimerende end at være på kontanthjælp eller at få almisser, og foretrækker da så absolut at klare mig selv med selv det værste idiot arbejde, fremfor det. Havde også engang en sagsbehandler, der ivrigt forsøgte at overtale mig til at gå på invalidepension i starten af tyverne, hvilket jeg ret fortørnet vedblev at afslå, og det er jeg da ved gud også glad for at jeg gjorde i dag, for nu klarer jeg mig godt og har resten af livet foran mig.
Nogle mennesker har evnen til at samle sig selv op hen ad vejen, andre har ikke og har brug for mere hjælp og støtte. Og jeg tror i første omgang at det er dér, der skal sættes ind. Der er så uendeligt meget sandhed i det mange af jer skriver igennem tråden her: At man i de svære tider har brug for at opleve at der er nogen der tror på én. Især fordi man meget ofte har mistet troen på sig selv.
Jeg giver faktisk meget sjældent penge til hjemløse selv. Ikke fordi jeg ikke vil hjælpe dem, eller mener at deres situation er selvforskyldt og at de "bare skal tage sig sammen". Men fordi jeg ved at det ikke ændrer noget. Jeg tager gerne en lang snak med dem, giver dem noget at spise eller andet. Men det er et faktum at rigtig mange af disse mennesker har et misbrug, og det ønsker jeg ganske enkelt ikke at bidrage til. Jeg har selv haft diverse misbrug tidligere i mit liv, og at hjælpe til (uanset hvor gode hensigterne måtte være) at fastholde et andet menneske i dette, det er det sidste jeg ønsker.
Jeg synes det er fint at mange giver en 10'er eller 20'er til et menneske i nød, men hvor mange gør egentlig mere end det? Hvor mange her inviterer en hjemløs med hjem til et måltid mad omkring middagsbordet sammen med ungerne, eller til at tilbringe en nat i gæstesengen? Hvor mange af alle de selvstændige herinde, der om nogen må have muligheden for det, har overvejet at tilbyde en hjemløs et job i deres firma? Eller ansat en nylig frigiven mand/kvinde fra fængslet f.eks., der ofte har svært ved at komme tilbage i samfundet igen?
Jeg er helt med på at man ikke lige ansætter en der har afsonet tid for økonomisk kriminalitet til at holde orden i regnskaberne, men mange kunne sagtens tage et større socialt ansvar i hverdagen. Det gælder jo dybest set om at hjælpe folk til at kunne klare sig selv i hverdagen igen på lang sigt, fremfor alle de "quick fixes" som synes at være så udbredt på alle leder og kanter i vores samfund i dag.
Jeg er fuldt ud klar over at det ikke er alle der befinder sig i en situation hvor de er i stand til at have et arbejde, og at det heller ikke er alle der har det store overskud der vitterligt skal til for at tilbyde sådan en hjælp (og det er der heller intet galt i), men jeg tror at der findes nogle blandt alle disse ulykkelige skæbner, der virkelig ikke mangler andet end et insisterende skub fremad, samt nogen der tror på og opmunterer dem. Jeg ved selv at det kan gøre en verden til forskel.
Jeg lider stadig selv under den gæld jeg akkumulerede under mine år som "fortabt sjæl", men når det lykkedes mig at stable min virksomhed på benene og gøre den til en succes, på trods af mine stadig økonomisk meget trange vilkår, så skal jeg da med glæde være den første til at ansætte en stor blandet herlighed af alle disse "ulykkelige skæbner", og hjælpe dem på rette vej, og til at genfinde troen på sig selv og genopdage hvilke seje og fantastiske mennesker de egentlig er. For det har de i længden langt mere brug for og glæde af, end en 10'er her og en 20'er der. Det kan du ikke genkøbe din selvrespekt for!
~ Amaris