Hej Martin.
Jeg vil gerne lige klargøre, at jeg altså ikke beklager mig. Jeg er tosset med Amino og dig. Det ved du - og selvom du har gjort dit, for at sørge for, at medlemsskaber ikke er er et udtryk for, om man støtter projektet eller ej, så skal jeg da indrømme at samvittigheden er kulsort, når jeg offentligt indrømmer, at tilbudet ikke "falder i min smag!", for I har stået for uendelige timer af god underholdning gennem årene- og som du kan læse dig til, hos nogle af dine loyale, betalende brugere, har det også været en faktor - der i nogle tilfælde var større, end de features de fik tilbudt - da de valgte at konvertere til betalende medlemmer.
Det glæder mig, at I fortsat udbygger fordelene ved at være betalende bruger og forsøger at ramme forskellige målgrupper - men jeg synes I har overset en gruppe, der er mere end villige til at betale.
Os, debatidioter. Bulderbasserne.
Os, der ikke rigtigt har det store at sælge. Hvis vi tilfældigvis sælger noget i svinget, er det en bonus, men det er ikke derfor vi er her. Vi er her for at fyre lort af, i tide og utide og fnise af hinandens dårlige vittigheder og skændes, så det virtuelle blod sprøjter og hjælpe, hvor vi kan og stille alle de spørgsmål, der falder os ind og knytte bånd. Både professionelt men i høj grad også personligt. Den gruppe er altid den mest vokale del af et community, og det kan være farligt kun at lytte til de tomme tønder, der buldrer i døgndrift og det er derfor glædeligt for jer, at det ikke var os der var førsteprioritet, da I fandt på featuresne.
Men tillad min - en af de tommeste tønder i dit repetoire buldre lidt! ;-)
Jeg synes helt klart, der mangler deciderede communityfeatures i pakken. Mailsne er blevet taget fra almindelige brugere og blevet lagt over i pakken og Amino Cool Alert Energizer Direct 3000, virker også som en god idé, omend den nok mest er til folk der gerne vil sælge noget, og sætter catchfrases op, indenfor deres kompetenceområder.
Derudover er der faktisk ikke rigtigt noget, til os der bare vil buldre og hygge mellem de mere hjælpsomme indlæg.
Jeg forestiller mig, at vi skaber - måske en anden slags - værdi for forummet. Dertil kommer at vi er loyale ad helvede til. The stickiness is big with us ;-)
Jeg ved ikke præcis, hvilke features man kunne tilbyde, da jeg som udgangspunkt ikke er tilhænger af at fjerne features og give dem til betalende brugere, men et eksempel på dette kunne være at, kun betalende brugere kunne erh.. lave klikbare links i et indlæg. Eller foreslå korrekte svar, eller lave en dating.dk-løsning, hvor ikke betalende brugere kun kan sende x antal private beskeder i døgnet, og ikke kan læse private beskeder fra andre, med mindre afsenderen er betalende bruger, eller hvordan det nu er. (de røvhuller hos Freeway har for nyligt slettet min profil fra 1999, hvor jeg er 132 cm. høj og vejer 92 kg., så jeg er ikke helt inde i, hvordan deres betalingsfunktioner ser ud længere). :-D
Nogle af de her idéer er lort og lagkage og hovedessensen er selvfølgelig at man giver til det betalende mindretal, uden at skyde sig selv i foden, ved at sætte for store begrænsninger for majoriteten.
Andre, hurtigere idéer kunne eksempelvis være:
(Er vi efterhånden nået dertil i vores kollektive udvikling, hvor vi vedkender os at vi samler Karmapoint, som små latterlige egern og eeeelsker når vi ser 5 fede, gule stjerner lyse op, over noget vi har skrevet, til trods for at pointene rent teknisk er totalt værdiløse? - Eller benægter vi fortsat hårdnakket, at det har nogen som helst betydning for os) :-)
For hvis vi vedstår os det nu, så synes jeg, det kunne være fedt med en oversigt over mine indlæg og deres status, så man lige kan se om man har fået stjerner, nogen steder. Det kan man på Reddit.com (som desværre i alle andre henseender har udviklet sig til en værre omgang lort) og det er skønt, på en ulækkert, navlebeskuende måde. (Man kan kalde det Amino Navlepiller Plus).
Man kunne også - som på MochiAds Forums lade Plusbrugere se hvem der har stemt på et indlæg. Ikke kun ens egne men alle indlæg der er stemt på. (Den feature, ville jeg - helt pinligt i øvrigt - betale for, alene). Min indre snushane vil tilfredsstilles :-)
Som sagt, kunne jeg også godt tænke mig en opsummeringsmail, eksempelvis en gang i døgnet - men den er også god som almindelig lokke-service til alle brugerne. Den kunne eksempelvis også indeholde et par af dagens hotteste topics, selvom man ikke var en del af dem.
I forbindelse med mailudsendingen, kunne man også lade alle Plus brugeres indlæg blive sendt ud. Så når en almindelig bruger skriver noget, får folk bare den der 60-tegnsbesked, der som oftest blot består af starten af en quote, men når en Plusbruger skriver noget, for det The Royal Treatment og bliver bragt til fulde, ud til alle der modtager e-mails fordi de enten følger brugeren eller tråden.
Man kunne også give Plus Brugere eksempelvis 10 stemmer pr. dag i stedet for 5.
Nogle communities har på forsiden en speciel sektion til betalende brugere, så der eksempelvis er 2 bokse med "nyeste tråde". Den ene for almindelige brugere, den anden for betalende brugere, der derved får mere eksponering. Jeg tror ikke jeg er fan af løsningen i Amino-regi, men brainstormer bare, så må I sgu selv sortere skidt fra kanel :-)
... erh.
Nu er jeg lige på siddende fod løbet tør, for både gode og dårlige idéer, men det kan være at der er andre der kan byde ind, med ting de kunne tænke sig. Nu har jeg lagt ud, med alle de pinlige ting, jeg - op til nu - i dybeste hemmelighed ønsker mig :-)