Det kan godt være at nogen nu vil sidde og ryste på hovedet og mener at det ikke er strategisk smart at smide det ud i et åbent forum.
Men her er ihvertfald krisen set igennem min linse:
Mange af mine kolleger i den grafiske branche er hårdt ramt. Mange grosister inden for forbrugsstoffer (papir, farver m.m.) har været nødsaget til at sætte priserne op - nogle steder med op omkring 10% - på grund af bl.a. den økonomiske situation i USA og generelt stigende omkostninger. Jeg kan komme i tanke om de første fire trykkerier som har drejet nøglen om i løbet af det sidste halve år, ligesom at der er mange andre som har måtte afskedige folk for at kompensere for manglende opgaver. En del små reklame- og webbureauer, som har siddet med et par enkelt halvtunge kunder har også måtte lukke og slukke, da de ikke længere har kunne holde hjulene igang, da deres kunder har trukket stikket eller selv er lukket.
Jeg vil ikke lægge skjul på at vi i MediaMouse godt kan mærke "krisen", eller hvad vi nu skal kalde den.
I starten af året mærkede vi de første krampetrækninger. Det var da vores kunder i restaurationsbranchen pludselig kom og skulle have lavet alle deres menukort, prisskilte m.m. om. En af restauratørerne fortalte mig tilbage i marts, at de var tvunget til at øge priserne, da f.eks. en gennemsnitlig god kylottesteg på 1 kilo var steget med 64% i indkøb siden årsskiftet. Alle deres mælkeprodukter (mælk, ost, fløde, smør m.m.) var stedet med noget der lignede 42%. Han havde simpelthen regnet ud, at hvis de blot ventede et par måneder med at bruge penge på at få os til at ændre alle deres lister, skilte, menukort m.m., så ville de have tabt så mange penge, at de ikke længere ville have penge til at få lavet ændringerne.....
.
I foråret begndte vi at få problemer med at få penge ud af de kunder vi havde inden for håndværksfagene. Nogle af dem forsvandt sporløst fra jordens overflade fra dag til dag. Inden for én måned gik vi fra at have en 2-3 prisforespørgelser fra håndværkere om dagen, til at have ca. to om ugen. Og dem som kom med forespørgelserne var vel og mærke nye kunder - ikke nogen af vores ellers tidligere faste kunder.
I løbet af sommeren kom turen til vores kunder i detailhandlen. Det dårlige sommervejr ramte mange af dem hårdt. Vi lavede ufatteligt mange "20%", "40%" skilte og tøjtags til butikkerne, da de var paniske for at brænde inde med sommerkollektioner de ikke ville kunne komme af i tide.
Samtidigt med dette, så kom turen til os selv. Fra starten af august til slutningen af november 4-dobblede mængden af kunder som vi måtte have vores advokat til at tage en snak med og gøre dem klart at næste skridt var fogedretten. Det er altså en sindsyg stigning vi snakker om! Endvidere havde vi sammen med vores revisor og advokater måtte fintunet vores rykkerprocedurer, så det hele kørte fuldstændig snor-lige og helt synkroniseret omkring rykkerskrivelser og videresendelse til inkasso.
I efteråret blev vores kunder inden for ejendomsbranchen ramt. Både mæglere og udlejningsselskaber stoppede projekter fra dag til dag og de få af dem som vi stadig så noget til, var yderst bekymrede og netop skulle have lavet noget materiale for at forsøge at holde bare lidt gang i hjulene.
I september måned begyndte vores kunder inden for bilbranchen at have problemer. Ca. halvdelen forsøgte at få gang i hjulene ved at øge deres markedsføring, hvor imod at den anden halvdel skar helt ned på al markedsføring. Så hos os gik det så nærmest lige op. Men det var stadig helt tydeligt at noget virkelig skidt var ved at ramme bilforhandlerne m.m.
I oktober/november måned kom anden bølge imod vores kunder i detailhandlen. En skidt sommer havde i forvejen tvunget en del af de mindre butikker til at tærre på deres reserver eller ligefrem tvinge dem over i at køre på kassekreditterne. Mange af dem var rigtig bange for hvordan julen skulle gå og mange sagde ligefrem at januar-udsalget ville blive det afgørende punkt - enten overlevede de eller også så gik de konkurs. Da panikken så pludselig fik alle over i at starte udsalget allerede i december måned, så var nogen som direkte meldte ud til os, at de godt ville have lavet ting, men de tvivlede stærkt på om de ville kunne betale foreløbig hvis det skulle være i samme stil som de plejede at få lavet . De havde simplthen ikke penge til at kunne få lavet den slags marketingsmateriale, skilte og lignende som de plejede at få lavet, men var tvunget til at vælge nogle af de billigste løsninger muligt, da de omvendt blev nødttil at gøre deres kunder opmærksomme på at der var udsalg.
Midt i alt dette kaos, så er jeg glad for at MediaMouse har kørt med en ret timet strattegi og har kunne kompenseret for de forskellige "udsving" der har været, ligesom vi løbende har fået nye kunder ind. Det har dog krævet tid og kræfter at holde fingeren på pulsen, men det har været stærkt medvirkende til at vi i 2008 nåede budgetterne og stadig vækster - på trods af at vi har måtte se en nogle af vores kunder forsvinde. Så jeg vil sige det så firkantet, at vi ikke decideret har mærket noget til krisen rent økonomisk, men vi har sørme hørt meget om den og den har kostet os meget i tid - og den har kostet nogle kunder og ekstra advokatomkostninger.
Ovenstående er nu og her i Danmark.... ikke i USA.
Så dem som mener at de ikke kan mærke krisen vil jeg vove at påstå enten er meget heldige, eller også så står de med hovedet i busken.
/Jesper