Så tager vi den da en gang til for Arveprins Knud: Jeg tillod mig at anbefale en arbejdsgiver at undlade overenskomst med en gul fagforretning, så han ikke skal lide samme skæbne som den stakkels forpagter. Lønmodtagerne kan gøre som de vil, og nogle er tossede nok til fx at vælge en gul, som intet er værd især for faglærte og ufaglærte.
Organisationsmodellen er klar og logisk, fordi der på de to sider er grundlæggende modsatrettede interesser, fx at køberen af arbejdskraft gerne vil betale så lidt som muligt for så meget som muligt. Modsat for sælgeren. Det burde være nemt at forstå for en iværksætter?
Nu hører "Arveprins Knud" jo ligesom dine holdninger en svunden tid til. Troen på klassekampen og de modstridende interesser er jo netop der hvor folk med fagforeningsbeton mellem ørerne går galt. Der er ret få af disse stinkende rige kapitalister der udnytter deres arbejdere på det groveste for at rane til sig.
Ligesom i den kommercielle verden så er det faktisk sådan at prisen er uinteressant medmindre du får ordren. Problemet med klassekampen ala Staunings tid er at du kan godt have din klassekamp, du kan vinde et slag men du taber krigen. Det er enhver virksomheds ret (og pligt) at sikre den bedst mulige drift, og det betyder udflytning. Ja, så står der engang imellem en fagforeningsboss, en socialdemokratisk politikker ell. lignende og taler om det fantastiske ved at ca. 20% af den udflagede produktion indflages igen.
Forskellen mellem at være ansat og være ledig er så kæmpe at de små flueknepperier der er på de enkelte arbejdspladser har umådelig lille effekt i forhold til at bevare arbejdspladser og konkurrenceevne. Eksempelvis i industrien har 130000 MENNESKER tabt deres arbejde - noget pga. nedturen, men også på at virksomheder er blevet meget dygtigere til at undgå at betale overpriser i Danmark, og at alternativet til lønkonkurrenceevne er arbejdsløshed.
Hvis Den Danske Model havde klaret at fastholde en stor del af industriansættelsen vill der faktisk have været plads til at sænke marginalskatten til ca 45%, og givet rigtig mange ogsåp fagfoeningsmedlemmer væsentlig større stigninger end fagbevægelsen nogensinde kan skaffe dem.