Hej Sune,
Tag lige en kop kaffe, for det her indlæg blev langt :-)
Min første tanke var at siden var lidt kedelig og virker meget som en fast template der blot er smidt produkter på. Det kan være du har en grund til dette, men jeg ville nok kigge på at ændre nogle af dine farver.
Logo: Som nævnt; lav dette om, da det ser for hjemmelavet ud.
Dit hjælpeikon i toppen er ret uskarpt. Selve teksten "Hej - Kan jeg hjælpe dig" er meget fnidret.
Synes iøvrigt at dette punkt, sammen med punkterne: "Anmeldelser" - "fragt" - "Post Danmark", fylder ekstremt meget. Hvis du gjorde det mindre og smed de vigtigste punkter op i topbanneret, og resten ned i bundrammen, så ville du have så meget mere plads til at sælge dine produkter.
Ligeledes synes jeg din kurv er alt for voldsom og placeret forkert. Smid den op øverst til højre og lav den simpel. Tjek evt vores kurv på pimpmyhead hvor vi sølger flexfit kasketter - Den er topsimpel (det er der en grund til)
Hvis du fjernede disse ting så ville du have så meget plads til at sælge produkter på: 
Brug evt denne plads til relaterede produkter - du har dem liggende under dit produkt hvor de færeste ser dem = Kunden lukker siden i stedet for at klikke videre til et andet produkt som kunne være relevant for dem.
Du har en knap der hedder "FLERE DETALJER" Jeg er på dette produkt og klikker: http://www.icheap.dk/product.php?id_product=19 Så kommer jeg længere ned på siden og ser præcis den samme tekst som du har skrevet ovenfor i den øverste beskrivelse - det er bare jævnt irriterende :-)
Hvis der ikke er mere at skrive om produktet så fjern denne funktion.
Læg i kurv knap - denne er grå ligesom stort set alt andet på siden. Denne knap er den vigtigste knap på din produktside! Hvorfor så skjule den med en grå farve?
Når man kommer ind i kurven har du en tekst der hedder "QTY" som nok skal ændres til dansk som resten af siden. Overvej om du skal ændre teksten på feltet "rabatkupon" til "gavekortkode" - Når jeg ser ordet rabatkupon så går jeg straks igang med at gennemsøge nettet for rabatkuponer.
Alle call-to-action knapper er i kurven også grå - Få ændret alle de grå knapper og jeg garanterer at du får solgt noget mere.
Du beder folk om at logge ind for at handle = ekstremt mange smutter her. Folk skal bare have lov til at købe dit produkt, så de kan komme videre. Du beder endda om et kodeord, så skal jeg til at tænke over et kodeord jeg har lyst til at bruge på din side. Det er besværligt og jeg handler et andet sted - sorry. Væk med dette hurtigst muligt.
Man skal vælge om man er Hr. eller Fru. - Der står 2013 på min kalender, og dette virker godt nok oldnordisk, specielt når man kigger på din målgruppe. Væk med dette felt.
Så har du et felt: "assign an adress title for future reference" - Jeg aner ikke hvad du snakker om - forstår godt meningen i spørgsmålet, men hvorfor? Igen skal jeg tænke, og du ønsker ikke at dine kunder skal tænke når de er på vej igennem købsflowet. Væk med dette felt.
Jeg har tastet et 6-cifret password men får at vide at der er fejl i mit password - jeg har brugt Ø så det er nok derfor, men det er jo blot et gæt. Endnu en årsag til at fjerne alt der hedder log-ind. Det svarer til at du skal sige en hemmelig kode for at komme ind i Netto.
Jeg får klikket mig igennem til betaling, og her skal jeg vælge, hvordan jeg vil betale: Du har én måde man kan betale, så det valg er nok unødvendigt. Få mig direkte over i dit betalingsvindue i stedet.
Dit betalingsvindue dirigerer mig væk fra siden og over på en ny side, hvor alt der minder om shoppen er væk. Jeg bliver usikker på om jeg har lyst til at taste mine oplysninger ind.
Generelt synes jeg der er rigtig meget der skal rettes op, men det er dog set meget værre :-) Der er dog ekstremt mange der sælger iphone covers, så du skal sgu være skarp.
Håber blot du tager mine råd på en positiv måde, da jeg tror de kan hjælpe dig videre.
PS: Du har stavefejl i din bundramme :)