Undskyld.
Det er mig, der har gjort Mattias til sådan en ond, usympatisk og grådig forretningsmand. Jeg beklager.
Da Mattias var 15 år (mener jeg) bestilte jeg ham til at lave en hjemmeside for mig.
Den kostede 800 kr. - og 1100 kr. hvis det skulle gå hurtigt.
Jeg syntest simpelt hen, at den formulering var så morsom, at den var 300 kr. værd i sig selv, så jeg bestilte en hurtig hjemmeside til 1100 kr.
Hjemmesiden blev leveret med en imponerende professionel service. Det var ganske tydeligt, at knægten havde fattet noget af, hvad forretningslivet går ud på.
Ovenstående historie kan i øvrigt dokkumenteres med en faktura med nummeret 00001.
Og så til det mere seriøse.
Når man har haft en positiv personlig berøring med én af dem, der bliver hængt ud i sådan et program, så ser man det naturligvis i et mere nuanceret lys, end hvis personen er ukendt for én.
Det er nogle år siden, jeg har mødt Mattias, og jeg ved selvfølgelig ikke, om han i mellemtiden er blevet besat af en ond dæmon. Men mit indtryk er som udgangspunkt, at Mattias er en OK fyr, som jeg godt turde have tillid til.
Hvis KONTANT gennemsøgte de ting, som jeg har lavet i min tid som selvstændig, vil de givet vis også kunne finde noget snavset støv ét eller andet sted (ikke at jeg lige kan komme på, hvor de skulle lede, men mon ikke jeg - lige som de fleste andre - har lavet fejl?).
Mattias gør det helt rigtige.
Han stiller op til interview.
Han undskylder.
Han tilbageviser de urimelige beskyldninger.
Den eneste "fejl" han laver er den kvikke bemærkning i telefonen.
Jeg synes, at KONTANT stinker af sygelig trang til opsøgning af konflikter - og i det pågældende program mislykkes det endda.
Derfor er de også nødt til at lave helt irrelevante miskrediteringer af Mattias - bl.a. ved at vise en liste fra en gammel hjemmeside, hvor nogle andre af programmets tidligere udhængte stod anført som samarbejdspartnere. En hjemmeside, som tydeligvis var forældet, og som i øvrigt var taget ned, da de skulle til at lave programmet. Men den kvikke Kåre havde "heldigvis" lige nået at tage et skærmprint, så vi kunne se, at Mattias kender nogle andre af de onde.
Den information har intet med resten af sagerne at gøre. Den har kun til formål at stille Mattias i et dårligere lys, og den er kun kommet med, fordi de ikke havde nok på ham til at lave et "rigtigt" afslørende program.
Føj - 12 minuspoint til DR.
Det samme med den gedulgte adresse i Oksbøl. DR gør sig ikke den ulejlighed at undersøge, om posten til adressen bliver videresendt. Og hvorfor skal vi vide, at der står en madkasse derinde? Er det for at fremstille Mattias som et rodehoved? Ja - det er det eneste, den information kan bruges til. Og vi så ikke engang madkassen - måske tilhører den en elektrikker, som er i færd med at gøre stedet i stand til den næste lejer? Hvem ved? Ikke DR, i hvert fald.
Pigen, som angiveligt ikke kan have tilmeldt sig med sit gamle navn, fordi hun er blevet gift i mellemtiden?
Sludder og vrøvl. Hun kan have skrevet hvad som helst.
Jeg har selv tilmeldt mig konkurrencer i navnet Anders And.
Jeg har i øvrigt også selv - helt uberettiget - skældt en hæderlig fyr huden fuld, fordi jeg havde glemt, at jeg havde tilmeldt mig et nyhedsbrev. Og jeg er ellers temmelig opmærksom på, hvad jeg tilmelder mig. Undskyld til den pågældende, som muligvis læser med.
KONTANT er manipulerende i sin måde at informere på, og fremlægger ikke beviser for deres påstande. De giver ikke deres "offer" en fair chance for at præsentere sagen fra den anden side.
Jeg har ikke noget grundlag for at stå inde for Mattias, men KONTANT har heller ikke givet mig noget grundlag for det modsatte.
Venlig hilsen
Hans