Hårde tider. Tag det som en udfordring

Side til faacebbook

http://www.facebook.com/#!/pages/create.php?ref_id=231063463587614

back:  http://bachsblomsterremedier.dk/index.php?id=265

god fornøjelse

Mikkel og Sarah:

Men det har alt sammen gjort mig selvstændig og skulle lære og klare mig selv fra den dag jeg blev 18 år og det har fået mig til at overleve svære periode rent økonomisk så mon ikke jeg også overvinder denne :)

Og netop dine styrker skal du holde fast i. Og at du stopper kontakten til familien, er netop et rigtigt stærkt træk. Det er på ingen måder nemt. Og kan gætte mig til at der er en hel del, der skal ryttes op i.

Med hensyn til mobningen, er det jo ofte dem som mobber, som har det hårdt på den ene eller anden måde. Det er synd for dem, og en skam at det skal gå ud over andre.

Som sagt god ide med samarbejder. Der findes også en masse netværksgrupper. Prøv at kontakte din lokale erhvervsforening

Hvad med at tage kontakt til div. boligselskaber. De har jo brug for rengøring ved fra flytning og sikkert også trappevask.

Boysen:

Når det er sagt syntes jeg også det er ok at give op, lukke og starte forfra eller skifte retning i sit liv. 

Der kan være rigtig mange gode grunde til at give op, bedre helbred, overskud, økonomi og mange andre ting måske er man bare ikke "egnet" til at være selvstændig.... måske dur man ikke til det :)

Når det så er sagt, er det i min verden selvfølgelig heller ikke at give op, nærmere end mulighed og op på hesten kommer man igen.

Jeg vil gerne fortælle om dengang jeg gav op.

For 21 år siden købte jeg min købmandsforretning på Boulevarden i Aalborg. De første par år gik det op og ned, mest ned. Jeg var ny og der var en masse erfaringer jeg skulle gøre mig. Det var en spændende tid, selv om det mest gik ned af bakke. Efter 7 år begyndte det at gå godt. Det gik faktisk rigtig godt. Jeg var blevet en bedre købmand og jeg havde lært af mine erfaringer. Tiderne var også gode. Butikken havde en god placering - lå på byens bedste strøg. Masser af folk kom forbi. Alt i alt gik det bare godt. Jeg begyndte at kede mig lidt. Jeg kunne gå på arbejde og tjene penge uden egentlig at yde en indsats. Kunderne kom alligevel ind i butikken. Jeg behøvede ikke at tænke. Butikken var optimalt udnyttet. Varesortimentet perfekt tilpasset. Det blev lige pludseligt for nemt.

Jeg ville gerne sælge min butik og prøve noget andet. Jeg trængte til udfordring. Da der ikke lige var en køber til butikken, begyndte jeg at tænke i andre baner. Hvis jeg ikke kunne finde udfordring i det job jeg havde, måtte jeg få det på en anden måde. Jeg ville købe en butik mere. Jeg havde tidligere haft kig på en butik der lå i samme by, men et stykke fra mig. Den lå i en sidegade til en sidegade. Slet ikke nogen god beliggenhed, men det var en god butik. Den havde en rigtig god omsætning, men jeg kunne se flere muligheder i den der ikke var udnyttet. På det tidspunkt var prisen for høj til mig, så han solgte til en anden. Så gik der 13 måneder og så var den til salg igen. Jeg tog ud for at kigge på den. Butikken var nu misligeholdt. Rodet, beskidt og med masser af varer med overskreden salgsdato. Det kriblede i mig for at få fat i den. Det var jo så åbenlyst at det kunne jeg gøre bedre. Regnskabet så til gengæld også helt anderledes ud. Omætningen var faldet drastisk. Kunderne var væk. Men det afskrækkede mig ikke. Vi fandt en pris og jeg købte butikken.

På det tidspunkt havde jeg en medarbejder ansat på Boulevarden som havde været hos mig i 5 år. Han var hammer dygtig. Han skulle styre butik nr. 1 mens jeg udfoldede alle mine talenter i butik nr. 2.

Jeg gik i gang med butikken. Ud med alle de gamle varer, nyt gulv, maling og totalrengøring overalt. Det blev en rigtig flot og indbydende butik. Men det gik ikke rigtig godt. Kunderne kom ikke væltende tilbage. De havde fundet andre indkøbsmuligheder. Og de kunder der kom i butikken var sure og negative. De havde dårlige erfaringer med den tidligere købmand og forventede det samme fra mig. Jeg knoklede og knoklede. Arbejdede næsten i døgndrift. Butikken var der ikke noget i vejen med, heller ikke priserne. Varerne var friske og indbydende. Jeg smilede og snakkede med kunderne. Ingenting hjalp. Kunderne var væk. Salget gik ikke op. Udover det var der en masse bøvl med kreditorer til den tidligere købmand. Han var åbenbart stukket af og ingen havde fået penge. Vi fik mærkelige telefonopkald fra mærkelige mennesker med trusler om både det ene og det andet. For at gøre en lang historie knap så lang. Efter 26 måneder var jeg slidt op. Jeg havde arbejdet 18 timer om dagen i over 2 år. Mit liv bestod af arbejde, spise, sove. Mit sociale liv var ikke-eksisterende. Kort sagt så var jeg færdig. Fysisk og mentalt. Butikken var begyndt at gå en anelse bedre, men det var knap målbart. Og jeg vidste med mig selv, at jeg ikke kunne fortsætte.

Jeg lagde en plan. Gik i banken og forklarede min bankmand at der var 3 muligheder.

1. Jeg kunne køre videre, men så ville han snart have en købmand der gik psykisk ned med flaget. Og så ville jeg heller ikke være til nogen nytte for butik nr. 1
2. Jeg kunne forsøge at sælge butikken. Men det ville jeg nok ikke få ret meget ud af (og slet ikke nok til at betale min gæld) for hvem ville gi' penge for en butik med et regnskab som mit.
3. Jeg kunne lukke butikken. På den måde ville jeg intet få for det jeg selv havde givet da jeg købte den og mine investeringer i butikken ville være tabt. Jeg ville komme derfra med en kæmpe gæld.

MEN der var en god omsætning i vareudbringning. Hvis jeg nu tog det salg med ind til min butik på Boulevarden, ville jeg forøge min omsætning der med 1 mill. kroner. Og det uden at gøre noget ekstra. Kunderne ville ikke mærke forskel, da det alligevel var den samme chauffør der kørte for begge butikker. På den måde havde jeg en mulighed for at kunne betale min gæld tilbage. Hvis jeg solgte forretningen ville jeg blive nødt til at sælge udbringningen med.

Heldigvis har jeg altid haft en god rådgiver og han var ikke i tvivl. Så vi valgte løsning nr. 3. Jeg vidste at det var det rigtige valg. Men jeg havde det så dårligt. Aldrig har jeg følt mig som så stor en fiasko og aldrig har jeg følt så meget at jeg gav op. Det var et kæmpe nederlag. Jeg var så sikker på at jeg kunne få den butik til at køre godt. Jeg vidste jo hvad jeg kunne og hvad jeg stod for. Der gik rigtig lang tid inden jeg fik det godt med beslutningen.

Jeg kom derfra med en gæld på kr. 900.000. Min bankrådgiver lavede et lån til mig med en forholdsvis lav ydelse over 11 år. For som han sagde, så skulle det også være sådan at min hverdag fremover kunne hænge sammen. Men jeg skulle bare af med det lån. Jeg afdragede alt det jeg kunne. Hvis jeg havde noget i overskud satte jeg det ind på lånet. Efter knap 5 år var jeg gældfri.

Nå, men det jeg ville sige med den her lange historie er, at det kan godt være at det er nødvendigt at give op en gang imellem for at kunne komme videre. Et nederlag er en erfaring du kan bruge senere. Jeg har lært meget af mit nederlag. Og jeg er glad for den ene butik jeg har i dag.

Mange hilsner

Anette