Iværksætteri og kærligheden - go / no go??

Måske skal jeg til at indse at et forhold til en skøn, skøn mand er forbi. Jeg håber det ikke, men i hvert fald er der dyb, dyb krise her. Og så kom jeg til at tænke på at jeg måske kan få nogle brugbare kommentarer fra nogen af jer. Det er nemlig ret oplagt at mit iværksætteri-liv har været en udfordring i det her forhold.

Undervejs har der både været snert af misundelse over mit iværksætteri-drive, og til andre tider har der været brok over det. Vi er nok mange netop her, som forstår at en iværksætter ikke altid gør tiden op på samme måde som en lønmodtager. Eller at vores tanker og derfor også snakke overvejende går i iværksætteri-retninger.

Jeg mærker ikke altid at jeg rent faktisk arbejder, for jeg beskæftiger mig med noget jeg virkelig brænder for i livet. Så jeg blander arbejde og fritid meget sammen, hvilket slet ikke er et problem for mig, men har været det for ham. Det betyder ikke at jeg tilsidesætter alt andet - og da slet ikke en kæreste, men min arbejdsdag er sjældent fra 9 til 16. Jeg kan og skal sommetider arbejde aftener og weekender, men jeg kan også holde fri på både skæve og 'normale' tidspunkter og få plads til kæreste-oplevelserne. Begrebet at 'holde fri' har vi bare en forskellig opfattelse af. Jeg tror han savner en 'normal' rytme, og jeg har den ikke i mig.

I min situation er det jo sådan at mit iværksætteri er et vilkår, når jeg møder en mand. Jeg fortæller gerne vidt og bredt om det. Det gør vel alle iværksættere i forskellige situationer.
Og med fare for at generalisere voldsomt her, så har jeg lidt mænd mistænkt for at have svært ved at rumme en iværksætter-kvinde, når det kommer til stykket. Det kan sagtens være dét han falder for i starten: drivet, modet, viljen, energien, dét at følge sin drøm osv osv. Men når livet bliver daglig praktik så kan der nemt stå en misundelse tilbage. Måske føler han sig utilstrækkelig som mand. Eller har kvinderne det på samme måde? Samtidig bliver jeg ked af brokket og savner hans stolthed. Men når han har brokket sig, så har jeg haft svært ved at håndtere det. Han har jo brokket sig over noget, som virkelig betyder meget for mig - og samtidig betyder han også meget. Jeg vil da gerne have det bedste fra begge verdener. Måske forlanger jeg for meget. Ved DU noget ? Hvad er DINE erfaringer? Kom meget gerne med dine kommentarer, bare ud fra hvad du lige tænker - eller ud fra de spørgsmål herunder:

Er det svært at finde en kone/mand/kæreste, som kan rumme en iværksætter? Eller - er det en udfordring at få det til at fungere, når der ER en partner? Har du fx været sammen med en i årevis - hvad gør i?
Tror du at en iværksætter i højere grad er single end andre?
Skal man leve med en konflikt mellem at gøre det i livet man brænder for - og så også have en dårlig samvittighed over det?
Mon det er en fordel at partneren har været med fra starten - fra ideen opstod? Så er man lig'som mere en del af det.
Tror du det er nemmere i et forhold at det er manden, der er iværksætteren?
Kan det være sådan at en kvindelig iværksætter helst skal finde sig en mand, der også selv er iværksætter eller 'bare' har et arbejdsliv der fylder meget (ikke nødvendigvis i tid)?

Nå, et par fredagstanker fra mig. Håber jeg hører lidt retur, så jeg har mere nuance i mine tanker.

God week-end

Go Girl!

Go Girl!,

Der er måske noget rigtigt i det du skriver... Jeg har lige sagt farvel til en kæreste der ikke kunne forstå at jeg ikke kunne tilbringe alt >hendes< fritid (efter arbejde) i hendes selskab. 

Der er ting der er anderledes ved at være selvstændig, f.eks. kan jeg gå igang med et problem med det samme hvis det opstår - også kl. 19, hvor alle andre så småt er på vej til at slappe af. 

Ikke at jeg ikke gerne vil aftale tid eller være spontan, og jeg kan godt efterlade min tlf. i lommen :) Men når man kigger på en længere periode er der bare nogen ting jeg ikke er med til. Dvs. 2 bioture pr. mdr + 4 parmiddage + 2 familiefester i Jylland (bor i Odense) osv. 

Det var svært for hende og jeg orkede ærligt ikke at tage diskussionen længere...

Jeg tror på at ens partner skal have interesser så de ikke er afhængige af mig. Jeg er ligeglad om hun rider på heste, bowler eller er selvstændig, bare der er noget hun også kan give sig i kast med. 

Men det er bare mig...

Håber alt lykkes for dig uanset løsning :)

/Steffen

Go Girl!:

Måske føler han sig utilstrækkelig som mand. Eller har kvinderne det på samme måde?

I høj grad.

At være iværksætter er noget begge parter skal kunne acceptere. Simpelthen fordi det at være iværksætter er en livsstil, og ikke et 8-16 job. Det er altid lettest for den ene part at acceptere, da det ligger naturligt for denne (i dette tilfælde dig) men sværest for den anden, da vedkommende højst sandsynligt vil føle sig tilsidesat og trådt på i længden.

Man må gå på kompromis i livet hvis man vil opnå noget. Man møder ikke udfordringer fordi man har gjort noget forkert, tværtimod. Man møder udfordringer fordi man har ambitioner. Hvis man ikke møder udfordringer, er livet for let.

Jeg har selv gået på kompromis med kærligheden. Jeg har (heldigvis) ikke haft noget 100 % fast (endnu), og det glæder mig, for så ved jeg ikke hvad jeg går glip af. Jeg er lykkeligt uvidende. Man har selvfølgelig altid snuset lidt til et forhold. Men jeg følte jeg mistede fokus og bevægede mig i den forkerte retning, og nåede da at sige stop inden det blev til noget. Det er min prioritering alene. Jeg har andre, mere vigtige, mål i livet end at være i et forhold.

Ikke sagt at man ikke kan have et forhold når man er iværksætter - slet ikke - det er bare noget begge parter skal kunne acceptere og leve med. Ellers går fornøjelsen af kærlighed væk for den ene eller den anden. 

Nu har jeg haft et 8-23 job de sidste 3 år, pga. et krævende "lønslave-job", videreuddannelse om aftenen, projekter, etc. og kun 2 ugers sommerferie i den periode. Min kone er her endnu og jeg på fornemmelsen af, at hun ikke er på vej væk :-)

Så uanset at min verden ikke er som iværksætter og jeg sagtens kan sætte mig ind i det hårde arbejde som iværksætter, så kan jeg trøste dig med at der ER plads til kærligheden :-) Men præmisserne skal være på plads fra starten, ellers kan det nemt gå galt.

Hmmmm - interessant og meget væsentlig problemstilling.

Jeg tror ikke, du kan generalisere til køn, men det slår mig, at du nedgør hans - i dine øjne - utilstrækkelige lønmodtagerperspektiv. Som du fremstiller det, får du vist også karikeret 'lønmodtageren' en smule:

- En arbejdsdag mellem 9-16? De fleste lønmodtagere arbejder ikke SÅ kort tid, trods alt

- Jeg kan og skal sommetider arbejde aftener og weekender? I min omgangskreds er der *adskillige* lønmodtagere der også arbejder aftener og weekender

- Du brænder for dit iværksætteri. Lønmodtagere kan også brænde for deres arbejde. 

Jeg vil nok mene, at hvis dette er din indstilling til din kæreste, så er der i hvert fald også et problem her. 

Men derudover - dine betragtninger har nok noget at gøre med at være så optaget af ens arbejde (iværksætteri eller lønmodtagerkarriere), at det simpelthen fylder meget. Og da kan det være klogt enten at finde en partner, der har det ligeså, eller en der er indforstået med at være bagland. Her har du nok ret - flere kvinder end mænd kan se sig selv i baglandsrollen

Men måske du er FOR optaget af dit eget projekt? En test: Kan du til et selskab sidde og tale i 3-4 timer med andre uden at nævne dit eget, så er der næppe nogen fare på færde. Er det derimod mig, mig, mig - ja, så bliver du et trættende selskab om ikke så mange år. Iværksættere, der er bitre og har arbejdet med det samme i 10-15 år uden at sørge for at få anden inspiration kan være noget af en mundfuld, rent socialt.

Held og lykke med det

Go Girl!:

Er det svært at finde en kone/mand/kæreste, som kan rumme en iværksætter? Eller - er det en udfordring at få det til at fungere, når der ER en partner? Har du fx været sammen med en i årevis - hvad gør i?
Tror du at en iværksætter i højere grad er single end andre?
Skal man leve med en konflikt mellem at gøre det i livet man brænder for - og så også have en dårlig samvittighed over det?
Mon det er en fordel at partneren har været med fra starten - fra ideen opstod? Så er man lig'som mere en del af det.
Tror du det er nemmere i et forhold at det er manden, der er iværksætteren?
Kan det være sådan at en kvindelig iværksætter helst skal finde sig en mand, der også selv er iværksætter eller 'bare' har et arbejdsliv der fylder meget (ikke nødvendigvis i tid)?

Jeg har til hudløshed hørt singler sige og skrive, at de er singler pga for meget ben i næsen, for høj intelligens, for høj indtægt, iværksætteri, for lækker, for smuk, for sød, for rar, for flink, for kærlig, for god i sengen, for betænksom. Folk bliver jo skræmt væk af alle de lækkerier :-D ;-) Alligevel er nogen af de bedste af "den slags" tit afsat - og indimellem har der været en af dem single til at jeg og andre har kunnet date dem :-) 

Skal lige sige jeg selv er single, men jeg mener oprigtigt, at det ikke tjener en selv at give "iværksætteri" eller andre gode features skylden. Det ligner for mig lidt en undskyldning for at se på, hvad der i virkeligheden kan være galt (hvis der er noget galt), og tager fokus fra hvad der er vigtigt. Eller blot er det i virkeligheden blot fordi der er noget, der holder en lidt tilbage endnu, før man er klar til at fokusere på hvad man vil, fremfor hvorfor man ikke får hvad man vil.  

Jeg har især set mange kvinder skrive at de ikke kan få en kæreste fordi en mand er intimideret over høj intelligens og selvstændighed. Det er meget langt fra den virkelighed jeg oplever. Jeg har mødt mange kvinder, der er klogere og flottere end mig, samt det modsatte - og nogen af dem er afsat.

I bund og grund gælder det vel om at finde et match (hvadend det så er), sørge for begges behov er rimeligt tilgodeset i forholdet, og hvis der fra start er en del interessekonflikter kan det kræve særligt stærk gensidig respekt og kommunikation.  

iværksætteri kan sagtens kombineres med parforhold. men med så mange andre ting kræver det forståelse og respekt fra begge sider.

Jeg har været sammen med min kæreste i 1.5 år. i starten arbejdede vi det samme sted i UK. men hun har hele tiden vidst at jeg var ved at bygge et firma op.

nogen dage arbejder jeg op til 18 timer, men ligemeget hvor travlt jeg har slukker jeg skærmen når hun træder ind af døren. så spiser vi aftensmad, ser tv sammen og går senere i seng. hvis jeg så har brug for at lave mere står jeg op igen, når hun er faldet i søvn.

der bliver arbejdet alle weekender, men vi går tit i biografen eller går ud og spiser.

det er også vigtigt at udnytte sin flexibilitet. hvis der er noget der skal laves i dagtimerne klare jeg det.