Mit tekstkoncept Bedre billige tekster har haft pæn succes de sidste par måneder, så jeg har slået freelancestillinger op på Jobnet for at være sikker på, at have kapaciet nok. Jeg havde ikke de store forventninger, men det har givet et overraskende resultat.
Der er nemlig kommet en god, solid flok af erfarne freelancere på holdet. Det drejer sig om folk med forskllige sproglige og kommunikationsfaglige universitetsuddannelser, det drejer sig om uddannede journalister med mastergrad i et humanistisk fag, det drejer sig om voksne "kun" med studentereksamen, men med masser af bureauerfaring som tekstforfattere. De fleste af mine nye freelancere har udgivet bøger, skrevet artikler i fagmagasiner og i det hele taget arbejdet professionelt med tekst i årevis.
De testopgaver, som freelancerne skriver, før de bliver optaget på holdet, har udviklet sig til regulær litteratur, så jeg overvejer at udgive noget af det, for at illustrere forskellen på dygtige skribenter og professionelle skribenter. Det er en ren fornøjelse for en sprognørd at læse ansøgninger fra disse mennesker.
Det betyder, at mit hold nu består af to typer skribenter. Halvdelen er dygtige og pertentlige gymnasieelever eller studenter, og den anden halvdel er veluddannede voksne skribenter med professionel erfaring og virkelig højt niveau.
Jeg er lidt ked af at "spilde" de erfarnes evner på simple SEO-tekster, så jeg overvejer, om jeg skal udvide konceptet, så jeg ikke længere kun udbyder de såkaldte SEO-tekster, men også "rigtigt tekstforfatterarbejde" under det her koncept.
Tror I, der vil være marked for produkter som "Sprogvask på hjemmesiden", "Standard salgsbrev", "Standard virksomhedsprofil/Om os-side", "Målgrupperettede produktbeskrivelser" og flere lignende?
Kunderne ville så være sikker på at få tekster fra de "voksne" skribenter.
Priserne ville naturligvis blive lidt højrere, fordi opgaverne vil stille større krav til både skribentens professionelle niveau og til den tid, der lægges i arbejdet.
- jaja, tænker du så. Han vil gerne sælge nogle flere SEO-artikler, og så laver han et skinindlæg, der egenlig burde have været formuleret som et tilbud.
- joh, siger jeg så. Selvfølgelig vil jeg gerne sælge mere. Men jeg er rent faktisk i tvivl om, om jeg kan udnytte nogle menneskers evner bedre... samtidig med, at jeg sælger mere.
Venlig hilsen
Hans