Hej
Tillykke med jeres webshop, jeg synes den er rigtig flot. Jeg kan rigtig godt lide det lidt retro-agtige look med baggrunden og logoet.
I har allerede fået meget konstruktiv kritik, så jeg vil prøve ikke at gentage for meget.
Steffen havde et problem med, at han ikke kunne komme ind på websitet. Det sker også hos mig, hvis jeg bare skriver bigredrat.dk. Man skal have www foran, før man kan komme ind på websitet. Se om ikke I kan få lavet en redirect, så man ikke behøver at skrive www i url'en.
Ved første øjekast på forsiden kan jeg godt se, at websitet er en shop, som sælger smykker. Men jeg synes fokus er ret meget på ringene. Jeg ville foreslå at lave en tydeligere oversigt, både på forsiden og på undersiden med smykker, så man kan se, at I sælger ringe, øreringe, armbånd, halskæder og tasker. På den måde får alle varer lige meget opmærksomhed i stedet for, at man skal bladre sig igennem flere billeder og undersider for at få det fulde overblik.
Det ville også være en god ide at reservere en fast plads på forsiden til nye produkter. På den måde kan trofaste og tilbagevendende kunder altid se, hvad der er kommet af nye ting, som de bare må have fingerene i 
Forsiden kunne også sagtens understrege, at alle varerne er håndlavede på eget værksted. Det er jo netop en af de ting, I fremhæver under "Hvem er vi?". Hvis det er det, I gerne vil sælge på, så skal det gøres endnu mere tydeligt. For der er uden tvivl nogle kunder, som vil handle hos jer nærmest udelukkende, fordi jeres varer er one of a kind.
Som Thomas også nævner, så forklarer "Hvem er vi?" ikke meget om, hvem I egentlig er. Den forklarer jeres forretningsgrundlag, som er glimrende. Men jeg vil hellere vide, hvem I er, og hvem ham pibemageren er, der bliver fortalt så meget om.
Jeg vil også rigtig gerne vide, hvorfor shopper hedden dét den gør - for jeg forstår ikke helt navnet BigRedRat. Men jeg går kraftigt ud fra, at I har en god historie omkring dette navn.
Overordnet er sproget ok, men det kunne godt trænge til noget korrekturlæsning. Underoverskrifter (som I har på nyhedssiden) ville hjælpe på læsevenligheden, og det samme ville en mørkere og lidt større skrifttype.
Som det er nu, har I ikke mange nyheder på nyhedssiden, men den vil jo vokse med tiden. Og så vil man hurtigt miste overblikket, idet I viser hele nyheden og ikke bare et uddrag. Derfor synes jeg, I kun skal vise en lille smagsprøve på de enkelte nyheder, så man er tvunget til at klikke sig videre for at læse det hele.
Held og lykke med shoppen.
Mange hilsener