Jeg havner tit på Amino, ved at følge et maillink, når en person hvis indlæg jeg abonnerer på, har skrevet noget. På den måde kommer jeg skævt ind i tråden, fordi jeg starter ved deres indlæg.
Ofte er det forvirrende, ad helvede til fordi man starter i toppen af siden og først når man har læst helt ned i bunden, forstår man at man er på side 6 af en tråd. Derfor kunne det være rart, med mulighed for sideskift i toppen af siden, så vel som i bunden (eller i hvert fald en indikation på toppen af siden, om hvor i en tråd man befinder sig).
Det samme gælder, når man har fundet en tråd enten via Amino's søgefunktion eller Google.
I mailsne i sig selv, kunne det måske være fedt, hvis der stod hvor mange indlæg der var i tråden - og en mulighed for enten at gå direkte til indlægget (som nu) eller til starten af tråden.
Der er også noget mærkeligt i, at man under "Debatter du deltager i", lander ved første indlæg, når man klikker på dem. Det optimale ville være, hvis man landede ved det første indlæg, der var blevet skrevet, siden man sidst befandt sig i tråden.
I private beskeder, er det irriterende, at sidste besked står øverst (i en privat tråd), men svar-feltet ligger i bunden af siden. Det kræver en helvedes masse scrolling, mens man besvarer, for at man kan holde sig on point.
Da jeg var plus-bruger, forstod jeg aldrig finten med, at man, for at se hvem der har givet én stjerner skal finde et indlæg en anden person har skrevet, der ikke har modtaget nogle stjerner og klikke på et link ud for deres (grå) stjerner, for at se en liste over ens egne, modtagne stjerner. Ville det ikke give mere mening, at man havde et link ud fra ens egne stjerner og/eller havde det som en menufunktion et eller andet sted?
Var det måske en idé, at hvis man klikker "Besvar" på et indlæg, der står midt i en tråd automatisk quoter indlægget?
I samme åndedrag kunne det være fedt, at få at vide at der var sket noget nyt i en tråd, man er i gang med at besvare, mens man sidder og forfatter en roman.
Jeg ved ikke, om følgende allerede er en feature (måske for plus-brugere?), men det kunne være rart at kunne sammensætte de kategorier, man helst vil følge med i og få dem pushet øverst på forsiden. Lige nu, er det hele ret uoverskueligt og hvis man er mest interesseret i "De Unge Helte" (*rrr*) og "Teknisk, Hosting og e-handelsløsninger" er det ærgeligt, at man på forsiden (efter en hel del scrolling'n'skimming) kun kan se ét indlæg fra hver kategori og så en fandens masse støj.
Jeg kunne også godt bruge en knap ala "Dine Indlæg", til at få overblik over tråde, hvor folk hvis indlæg jeg følger, optræder i. Det er ikke til at styre på mail - især når man som ikke-plusbruger ikke får indlægget med, men bare 389 mails om at x og y har bræget i 31780 forskellige tråde.
Hvis det var på den måde, tror jeg at jeg ville følge en del flere brugere - jeg kan bare ikke overskue at få mailsne på nuværende tidspunkt. (Så et ekstra valg, når man følger en bruger om man ønsker mailnotifikationer eller ej, kunne være ekstra dejligt).
Nå. Det var bare et par indspark herfra. Overordnet synes jeg, at tingene fungerer udmærket :-)