maj 2009 - Indlæg
Ejendomsbranchens indtryk af, at bankerne er blevet mindre samarbejdsvillige, holder vand.
Chikane og mobning er hverdag på de danske byggepladser og det har ført til, at branchen er hårdest ramt af langtidssygemeldinger.
Reparations- og vedligeholdelsesaktiviteten for boliger er i kraftig tilbagegang efter en årrække med høj aktivitet.
Array
Created: ons, 05/06/2009 - 12:19
De første to måneder af 2009 har været faretruende lave sammenlignet med samme måneder i fjor.
Samlet ligger indenlandssalget inden for byggeriet i månederne januar og februar i år 20 procent lavere end i de første to måneder af 2008.
- Bygge- og anlægsbranchen har haft en katastrofal indgang på 2009, siger økonomisk konsulent Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri.
Forventningen er, at de offentlige tiltage, som er sat i søen på det seneste, herunder renoveringspuljen og kommunernes mulighed for at hæve deres anlægsinvesteringer, vil gøre en positiv forskel. Men den høje ledighed inden for byggebranchen får Andreas Fernestrøm til fortsat at være alvorligt bekymret for udviklingen igennem resten af året.
- Derfor hilser Dansk Byggeri også kommunernes netop offentliggjorte investeringsplan velkommen. Der er rig mulighed for at slå to fluer med ét smæk – kommunerne har nedslidte bygninger, der trænger til en kærlig hånd, og bygge- og anlægsbranchen har masser af ledige hænder, slutter Andreas Fernstrøm.
- ulha
Array
Created: ons, 05/06/2009 - 11:54
Det kræver en holdningsændring i byggebranchen, hvis de fortsat mange brud på sikkerhedsreglementerne skal undgås, og menneskeliv skal reddes.
Ansatte på danske byggepladser er ofte udsat for farlige situationer, og det kræver et konstant fokus fra både bygherrer, virksomheder og medarbejdere, hvis sikkerhedsproblemerne skal udryddes.
Arbejdstilsynet gennemførte i går razzia på landets byggepladser og gik målrettet efter de værste sikkerhedsproblemer. Og selv om Arbejdstilsynet tager den tur fire gange om året, er der stadig noget at komme efter.
- Vi har gennemført omkring 55 besøg, og kun ni byggepladser klarede sig igennem helt uden anmærkninger, siger Hasse Mortensen, tilsynschef i København, der heldigvis i de fleste tilfælde kunne nøjes med at udskrive vejledninger for tunge løft og andre påtaler i den milde ende.
Men der var også adskillige livsfarlige situationer, hvor arbejdet måtte indstilles med det samme:
- Ved et nedrivningsarbejde på Amager var vi blandt andet vidne til en affaldscontainer placeret på en kran i anden sals højde uden foran vinduerne, som en ansat kravlede ud på, netop som den tilsynsførende kiggede op, fortæller Hasse Mortensen, der mener, at det fortsatte svigt kan tilskrives branchens tradition for at vægte penge over sikkerhed.
I 2007 var der 13 dødsfald på danske byggepladser, mens der i 2008 var 16 mennesker, der mistede livet.
Der findes ingen nedre grænse for, hvor mange arbejdsulykker og dødsfald tilsyn, politikere og organisationer vil acceptere. Tallet skal være nul, men trods den stadigt stigende indsats fra alle hold for at få styr på sikkerheden på landets byggepladser, bliver der ved med at være problemer med sikkerheden.
- Man kan jo spørge sig selv, hvorfor det bliver ved med at være sådan, når branchen nu selv siger, at der er penge at spare ved ordentlig planlægning. Måske går det lidt for hurtigt, så tingene ikke bliver tænkt ordentligt igennem. Og så hænger en del selvfølgelig også sammen med den holdning, der er hos virksomhed såvel som ansatte, siger Keld Guldager, konsulent i Arbejdstilsynet.
Men det er ikke acceptabelt at have en lemfældig omgang med sikkerheden, mener Dansk Byggeri:
- Du kan regne med, at jeg føler et ansvar. Vi gør alt, hvad vi kan for at få skabt de nødvendige kommunikationsveje mellem ledere, sikkerhedsrepræsentanter og arbejdsmiljøudvalg, der kan komme de her problemer til livs, siger Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef hos Dansk Bygeri.
Tag ved lære
Dansk Byggeri peger også på holdningsproblemerne i enkelte virksomheder som en del af forklaringen på, at antallet af tilskadekomne stadig er højt. Derfor skal alle lærlinge nu gennemgå en uges uddannelse i arbejdsmiljø, så de kan tage de gode vaner med ud på byggepladserne. Men virksomhederne skal også være bedre til at lære af deres fejl.
- Branchen skal simpelthen være bedre til at tage ved lære. Vi skal betragte de påbud, vi får fra Arbejdstilsynet som en vejledning til, hvilke områder vi skal få styr på. Og det skal ikke bare være på den påbudsramte arbejdsplads – men alle pladser, som virksomheden er involveret i fremover, siger Mette Møller Nielsen.
Desuden er det vigtigt, at der skabes en kultur på byggepladserne, hvor medarbejdere rapporterer de sikkerhedsfejl og mangler, de bliver opmærksomme på – og nedlægger arbejdet, hvis der ikke bliver rettet op på det. Men en ligefrem sanktionering af de medlemmer, der bliver ved med at se stort på sikkerheden, er der ingen planer om i Dansk Byggeri.
Modified: tir, 05/05/2009 - 06:09
Array
Created: tir, 05/05/2009 - 06:08
Erhvervs- og byggestyrelsen satser på at øge tempoet i behandlingen af tilskudssager. Ingen tegn på, at borgere får lov at sætte arbejde i gang på egen risiko.
Selvom mange mindre håndværksvirksomheder og byggefirmaer risikerer at lide »tilskudsdøden«, mens de venter på, at deres kunder skal få tilsagn om statsstøtte til bestilte renoveringsopgaver, er der ingen tegn på, at Erhvervs-og Byggestyrelsen vil tillade borgere at sætte arbejderne i gang på forventet efterbevilling.
Flere erhvervsorganisationer, bl.a Dansk Byggeri og DS Håndværk og Industri, har ellers krævet, at administrationen af loven ændres, så arbejder kan igangsættes, uanset at tilsagnene ikke foreligger.
Men Erhvervs- og Byggestyrelsens direktør, Finn Lauritzen, ville ikke i går kommentere dette krav. Han henviser via sin pressetalsmand til, at styrelsen gør status igen onsdag. Styrelsen meddelte i fredags, at den har øget antallet af sagsbehandlere fra 50 til 75. Dermed kan styrelsen behandle 2.000 sager om dagen, eller ca. 10.000 sager om ugen.
-Sagsbehandlingen vil gå hurtigere efterhånden, som personalet kommer ind i de administrative rutiner,« sagde Finn Lauritzen.
I alt 106.000 danskere har søgt tilskud. Puljen ventes at være brugt op i næste uge. Foreløbig er 10.000 sager afgjort. 8.000 borgere har fået tilsagn. Det svarer til igangsatte arbejder til en værdi af 330 mio. kr. Der er i alt 1,5 mia kr. i puljen, som går til løntilskud til håndværkerne og til materiale-tilskud til f.eks. vinduer.
Udbetaling straks
Erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri Torben Liborius vurderer, at den nuværende administrative praksis kan ændres ved en bekendtgørelse. En egentlig lovændring er næppe nødvendig.
- Det er fint, at Erhvervs- og Byggestyrelsen styrker administrationen af boligrenoveringspuljen, men der er stadig brug for at få sat arbejder i gang før tilsagnet foreligger, siger han til ErhvervsBladet dk.
Formanden for DS Håndværk og Industri, Jim Stjerne Hansen, er ikke tilfreds med det tempo styrelsen lægger for dagen. Selv med flere sagsbehandlere vil vi nå til sommerferien, før sagspuklen er væk, og så længe kan de mange VVS-mestre og DS Håndværk og Industri ikke vente.
Han kræver desuden, at løntilskuddene i ordningen udbetales straks, og ikke først når arbejdet er udført.
I følge en undersøgelse som DS Håndværk og Industri har udført blandt sine VVS-medlemmer har over 80 pct. oplevet, at kunder har udskudt arbejder på grund af tilskudsordningen. Analysen viser desuden, at godt halvdelen har oplevet administrative problemer i forhold til ordningen. Desuden er der stor usikkerhed om, hvorvidt de ordrer, der forventes som følge af puljen, rent faktisk kommer hjem.
Flere indlæg
« Forrige side